Ytringsfrihed har aldrig har været venstrefløjens mærkesag. De kvikke vil huske, at kommunismens mestertænker Karl Marx kritiserede ideen om universelle menneskerettigheder, herunder ytringsfriheden fra Den Franske Revolution i 1789 og den amerikanske forfatning i 1791. Ifølge ham og hans følgere beskyttede disse formelle rettigheder det »egoistiske menneske«, opslugt af sine egne interesser, afskåret fra kollektivet. Og det var ikke godt.
Denne modstand og kritik holdt markante danske socialister, kommunister og intellektuelle fast i helt frem til 1989, mens de afskrev det liberale demokrati som et kapitalistisk fupnummer. På grund af deres positive syn på Sovjetunionen og Østblokken kunne eller måtte de løbende dispensere fra ytringsfriheden af taktisk grunde. Den kunne altid gradbøjes.
Efter Murens Fald kom venstrefløjen imidlertid på andre tanker; pludselig var der ingen ende på lyksalighederne forbundet med demokrati, meningsudveksling og pluralisme. Men glæden og opbakningen var kortvarig, formentlig fordi den ikke stak særlig dybt.
Foranlediget af de famøse Muhammedtegninger forlod venstrefløjen allerede i 00’erne ytringsfriheden med det snart så velkendte »Ytringsfrihed, men«-argument, der blev det sejrende i meningslandskabet omkring Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Politiken, Danmarks Radio og langt ind i det bedsteborgerlige Uffe Ellemann Jensen-segment.
Pist borte var arven fra kulturradikalismen, snehvide funkisbygninger, abstrakt kunst, jazzmusik, folkelige revyer, hån, spot og latterliggørelse og den Poul Henningsen, der engang havde argumenteret for, at hvis der ikke foregår udskejelser og misbrug af trykkefriheden, så har vi slet ingen.
Alt dét var pludselig danmarkshistorie.
Nu skulle man i stedet tale pænt om Muhammmed og hans efterkommere, som i takt med, at de blev flere og flere underligt nok stedse hyppigere blev beskrevet som en »udsat« gruppe med krav på særregler. Snart fulgte en aktivistisk brug af racismeparagraffen og EU’s harmonisering af hate-speech-lovgivningen med moralsk støtte fra Barack Obama i USA.
Tiderne skifter, indimellem fra dag til dag. Som Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt konkluderer i deres omfattende kortlægning af ytringsfrihedens historie i Danmark: »På det kontinent, hvor ytringsfriheden blev født, er retten til ikke at blive forhånet og nedværdiget, nu blevet en menneskeret, der trumfer retten til at tænke og tale frit.«
.
Dette hamskifte, dette forræderi mod den allervigtigste frihed, er dokumenteret flere gange, ikke mindst af Flemming Rose, men jeg glemte det i skyndingen, da jeg i sidste uge anførte, at venstrefløjen kun har gjort sig skyldig i tre skelsættende svigt på 30 år.
For at føre historien helt frem til i dag, må det fjerde svigt tilføjes. Efter at den europæiske venstrefløj havde svigtet arbejderklassen i 70’erne, velfærdsstaten i 80’erne og nationalstaten i 90’erne, udhulede den ytringsfriheden på Allahs forlangende, og det er måske det mest tarvelige af alle dens krumspring igennem de seneste 40 år. Venstrefløjen, herunder Politikens daværende chefredaktør, som hævdede at trække på arven fra de navnkundige Brandes-brødre, havde tilmed den frækhed at forlene forræderiet med respekt og tolerance.
Forræderiet har små og store konsekvenser.
Til førstnævnte hører, at når Lars Vilks Komiteen inviterer til offentlig konference den 11. marts på Christiansborg om ytringsfrihed i folkevandringens tid med bidrag fra Hans Hauge, Hilde Sandvik og Jon Eirik Lundberg, regner jeg ikke med, at der kommer andre fra venstrefløjen end skuffede og forhenværende medlemmer. Venstrefløjen interesserer sig ikke længere for ytringsfrihed. Nu foretrækker den bederum.
Til de større konsekvenser hører, at venstrefløjen ikke forstår islamkritikken og den totalitære fristelse, der ligger i islam som politisk system. Hvis bare islam var en religion på linje med kristendommen, kunne vi være ligeglade. Men det kan vi ikke, når islam som politisk system samtidig importeres via asylindvandring og promoveres af folkekirke, mainstreammedier, kulturinstitutioner og den urbane venstrefløj.
På sæt og vis er de røde vendt tilbage til Marx, der desuden vidste, at historien har det med at gentage sig, først som tragedie, siden som komedie. Men deres argument, at vi nu alle skal tage hensyn til religiøse følelser, det ville han have hånet dem for og måske tilføjet, at når Fanden bliver gammel, går han i kloster.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 24. januar 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.