Det er jo rigtigt, som Rune Toftegaard Selsing skrev på JP-bloggen i den forløbne uge, at migrationen fortsætter, mens regeringen lurepasser. Ministre kan kalde asylansøgningen til Danmark »historisk lav« nok så mange gange, men presset mod Europa er lige så højt som i 2015 og udsigten til, at det bliver højere fremover, bygger på demografi og den igangværende fødselseksplosion, særligt syd for Sahara.
Som Selsing konstaterer, er problemerne under den nuværende regering blevet forværret, og Inger Støjbergs kagefejring »skyldes alene, at den stigningstakst, som problemerne vokser med, er aftaget. Vi kører stadig mod franske tilstande. Bare langsommere.«
Det forbløffende er, at politikerne lader som ingenting.
Ugentligt får jeg breve og mails fra læsere, der undrer sig over samme. Fra professorer, pensionister, studerende, arbejdsløse, som bl.a. peger på, at den politiske klasse besidder al den dokumentation, de kan ønske sig i vores nærområde om de langsigtede konsekvenser af høj indvanding: Se på Sverige, se på Frankrig, Storbritannien, Belgien, Tyskland og Holland. Hvis multikulturalisme og forceret indvandring virkelig var så godt, som egohumanisterne prædiker, ville disse lande være præget af politisk samdrægtighed, ny vækst og social tryghed. Noget nær det modsatte er tilfældet.
Fra Norge, som vi også kan sammenligne os med, lyder det, at indvandringen fra ikkevestlige områder allerede koster oliestaten en formue og kun vil blive endnu dyrere i fremtiden op til det punkt, hvor skattegrundlaget vil mangle – og velfærdsstaten kollapse.
Påstanden om, at indvandring er nødvendig for landets velfærd er en løs og udokumenteret påstand. I Norge har man omvendt regnet på, hvad der ville ske, hvis indvandringen blev sat på pause fra og med 2016. Da ville omkostningerne (som beskrevet i Weekendavisen, ikke online) falde med 62,4 milliarder om året.
Fra Sverige viser tallene – i det omfang de overhovedet offentliggøres – et lignende scenarie. Er det, hvad nordiske socialdemokrater og socialliberale ønsker sig for deres børn og børnebørn? Det kan det umuligt være.
Hvorfor er det da så svært at mobilisere en større parlamentarisk støtte til en ny kurs i indvandringspolitikken?
Én forklaring handler om den bærende fortælling i det politiske univers. Den høres igen og igen og faktisk med stadig større styrke. Det er den antropologiske fortælling om, at mennesker altid har vandret. At vi alle var nomader engang. Og at det derfor kunne være os selv, der sad i en gummibåd på vej fra Libyen til Italien.
Fortællingen er antropologisk sand, men historisk forkert.
Vesteuropa har aldrig nogensinde før oplevet en så massiv tilstrømning af mennesker med en helt anden kultur og religion end den europæiske og kristne. Mennesket har rigtignok vandret i tusindvis af år, men hastigheden hvormed det foregår i disse årtier og den unikt generøse modtagelse, migranter modtages med i Vesteuropa, er uden sidestykke.
Samtidig er, hvad man kunne kalde fortællingens hjælpehypoteser, muteret til uigenkendelighed.
Da indvandringen fra ikkevestlige lande tog til i styrke op igennem 80’erne, hed det, at den højst ville være et krydderi til den danske hovedret, der ondskabsfuldt blev kaldt både leverpostejsfarvet og udlevet. Selvhad kan indimellem være en lige så stor historisk faktor som det modsatte.
Senere, da indvandringen accelererede i 90’erne, hed det, at det var vores pligt at tage imod en voksende strøm af flygtninge uden nævneværdige kvalifikationer eller noget begrundet håb om integration, endsige assimilation. Pludselig blev politik forvekslet med indikutabel etik.
Da så »etikken« – som i virkelighed var uetisk i forhold til den etnisk danske del af befolkningen, ikke mindst underklassen og tidligere generationer, der havde slidt og slæbt og skabt velfærdsstatens økonomiske fundament – havde fået sit, skiftede argumentationen igen.
Nu var indvandringen et vilkår, nærmest en naturkraft, som ingen kunne sætte sig op imod. Hvis de gjorde, var de onde – og dumme. Det multikulturelle samfund var således både et faktum og en normativ-fatalistisk overbygning. Dér står vi i dag.
Men befolkningen vægrer sig og tænker velsagtens: Hvis vi har alle disse problemer med en andel af nye borgere med muslimsk baggrund på under 10 pct., hvordan bliver det så ikke, når andelen rammer 25 pct. eller mere?
Imens hedder det nedladende, at danskerne er »angste« og »fremmedfjendtlige« som om, det er irrationelt at basere sine forventninger på hidtidige erfaringer og tro sine egne øjne. Som den britiske udviklingsøkonom Paul Collier pointerede over for den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung sidste år, så er den offentlige diskurs i Tyskland kridtet op som en modsætning mellem Merkel og racisterne. Det fandt han ærligt talt krænkende og udtalte, at der var gode grunde til at være skeptisk.
Det passer heller ikke, historisk set. Vi har tværtimod været et åbent folk. Men der er grænser for alt, selv grænseløsheden. Især når den først rammer kvinder og børn – og helt almindelige mennesker på gaden i London, Bruxelles, Paris, Madrid og København.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 24. mars 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.