«Folkehemmet herjes av vold», er tittelen på lederen i Jyllands-Posten. «Rettsstaten er presset til det ytterste», sies det videre, mens «det offisielle Sverige vrir hendene i bortforklaringer og relativiseringer av et kriminalitetsbilde som nå fremstår som ute av kontroll. Men sett utenfra er det stadig vekk den manglende viljen til åpent og ærlig å diskutere den statsautoriserte, multikulturelle idyll som må bekymre Sveriges naboer mest».
Ja, vi er helt enige. Senest i dag morges kunne vi fortelle om de 150 hjemvendte krigerne fra Syria og Irak som går fritt i de svenske gatene, og en statsminister med en lang skryteliste over alle de fantastiske tiltakene som er iverksatt.
Vi har infört en nationell strategi mot terrorism, vi har ökat resurserna både till polisen och Säkerhetspolisen, vi har försvårat missbruket av svenska pass, vi har skärpt vapenlagstiftningen och vi kommer att fortsätta. Det är ett nationellt ansvar, säger Stefan Löfven till DN.
Kulene fyker i det offentlige rommet
Status for drap og drapsforsøk som etterforskes i Stockholm var forrige helg 47 mord og 47 mordforsøk. Det anslås at 12 bander i den svenske hovedstaden er i konflikt med hverandre. «Kulene fyker rundt ørene på sakesløse borgere, og volden blir mer og mer hemningsløs.
Ledende politifolk taler nødtvungent åbent om no go-zoner i dele af indvandrerghettoerne i byer som Stockholm og Malmø. Voldtægtsstatistikken, ikke mindst for gruppevoldtægter, er alarmerende, men typisk nok er der mere fokus på en ændring af opgørelsesmetoden, der har øget tallene, end på selve overgrebene.
Humanistisk stormakt
Statsminister Fredrik Reinfeldt utpekte i sin tid Sverige som en humanistisk stormakt, som hadde nok plass til verdens flyktninger, «Om ikke annet så i de dype skogene». Reinfeldts parti har åpnet for samtaler med de forhatte Sverigedemokratene, men fremdeles er det de «refleksaktige» bortforklaringsmekanismene i den offentlige debatten som er så slående, konstaterer Jyllands-Posten, og peker på varsleren i politiet, den nå berømte Peter Springare, som er «så jævla trøtt».
Da politichefen Peter Springare forleden sagde det, som det var – at der er en klar overvægt af arabiske og afrikanske navne i kriminalitetsstatistikkerne – var det igen ham som budbringer, som politikere og medier faldt over i stedet for at kigge nærmere på, hvad han egentlig sagde.
Eksempelvis er oppklaringsprosenten nå så lav at man i realiteten kan si at deler av lovverket ikke fungerer lenger.
Trumps utspill
Avisen peker på Trumps rotete utspill om tilstanden i Sverige. Da kom alle gode svenske krefter på banen med et «ramaskrik». Man ville ikke diskutere tilstanden på bakken, som ironisk nok forverret seg i de samme dagene.
Alle gode kræfter kom på banen for stærkt indigneret at afvise fra en ende af, at der muligvis kan være lidt om snakken. Den onde ironi var så, at netop i de dage accelererede volden i gaderne til et nyt niveau.
Den forløjethed, der præger den svenske debat, lader sig ikke opretholde i det lange løb. Misforholdet mellem den officielle, idylliserede version af folkhemmet Sverige og så den rå virkelighed, som alle kan få øje på, er simpelt hen blevet for stort.
Antall har betydning for integrering
Selvsagt har svensk politisk ledelse forstått at de ikke kan fortsette med en ukontrollert innvandring. De strammer stadig inn på lovverket, de har opprettet grensekontroll, og slik beviser de selv at de har tatt grundig feil gjennom årene: Antall ikke vestlige som kommer, har betydning for integreringen og sosial harmoni. Men det snakkes «ikke høyt om det», konstaterer Jyllands-Posten tørt.
Jo, antallet af indvandrere fra ikkevestlige lande betyder i den grad noget. Det er ikke kun et spørgsmål om god vilje og tilstrækkelig integration.
Medienes svik
Jyllands-Posten er ikke nådig i sin karakteristikk av sine svenske kolleger. De har alliert seg med dem som velger å snu ryggen til tragedien. Akkurat som Anders Magnus i NRK har opplevd den siste tiden: Å sette søkelyset på problemer med kriminalitet og utenforskap i Groruddalen, det gjør man ikke ustraffet (av pressekolleger) i Norge.
Mediernes svigt er til at tage og føle på. Medierne, som de er flest, har allieret sig med det politiske system om at kigge væk og bortforklare, i hvad der opfattes som en højere sags tjeneste. Når krudtrøgen i gaderne har lagt sig, venter et pinagtigt selvopgør også blandt svenske medier.
Forskellene i debatniveau mellem Sverige og Danmark, når det gælder et så følsomt emne som indvandring, er slående. Den danske debat er langt ærligere og mere uforfærdet; man kunne sige demokratisk moden. Kig til Sverige og se, hvordan det går, når politikere og medier i uskøn forening vil skåne befolkningen for virkeligheden.
Mens vi venter på Aftenposten og alle Stanghellene som gir oss beskjed på lederplass om det mislykkede multikulturelle prosjektet på den andre siden av Kjølen, og forklarer oss hvordan Norge skal unngå samme skjebnen – som vi er på god vei mot…