»Der er ingen grund til at snakke om folks hudfarve, eller hvor de kommer fra – lad os snakke om noget andet.«
Således lød det fra komiker og skuespiller Casper Christensen i et talkshow på TV 2 News den anden dag i forbindelse med hans og Frank Hvams nye komediefilm. Bemærkningen faldt vel at mærke i ramme alvor og lød muligvis ganske uskyldig, men er alligevel sigende for den almindelige forvirring blandt kunstnere og kendisser i spørgsmålet om indvandring, kultur og demografi.
For hvis der er noget, debatten ikke handler om, er det hudfarve. Det er ikke pigmentering, der drøftes fra Gedser til Skagen, men de sociale, økonomiske, kultururelle og kriminologiske konsekvenser af 35 års akkumuleret indvandring – og udsigten til endnu mere med det voksende migrationspres fra Afrika.
Til den diskussion har Casper Christensen åbenbart intet at bidrage med. Skuespilleren, hvis film foregår i 1983, befinder sig stadig der. Han er gået i stå ved indførelsen af den flygtningelov, der blev vedtaget samme år, og som vi erfarer implikationerne af uge for uge, måned for måned og år for år.
De af mine venner, der er så heldige at leve udenlands, beretter, at de kan mærke forandringerne, hver gang de kommer på besøg i Danmark. Stille og roligt bliver den multikulturelle ideologi, herunder hadet til det gamle Danmark, stærkere og stærkere, og i ly heraf breder islamiseringen sig som ringe i vandet.
Danmark afsekulariseres. Når komikerne Casper Christensen og Frank Hvam føler trang til at lave en film, der tematiserer, at man ikke skal lave sjov med alting, så er det en understregning af, at den politiske korrekthed æder alt, selv satirikerne. Ikke engang de vil længere være sjove eller på tværs, men tilsyneladende hellere holdes af og høre til i deres holdningssegment på Frederiksberg og de våde saloner nord for København.
Engang var jorden giftig, nu er den hellig. Selv vores komikere er blevet til små dukse og drengerøve. Hvorfor?
Måske fordi de inderst inde – eller snarere ubevidst – aner, at en magt vokser frem i vores samfunds midte, en magt i form af demografi, klanvæsen og islam, som de og flertallet endnu ikke tør konfrontere, hvis nogensinde. I stedet overgiver de sig til multikulturelle drømmerier. Tænk, hvis ikke vi behøvede at forholde os til konsekvenserne. Tænk, hvor smukt det kunne blive. Imagine.
I den forløbne uge kom det frem, at borgmesteren i Odense Peter Rahbæk Juel er blevet passet op og truet af en flok fra indvandrerbanden Black Army og nu må leve med politibeskyttelse døgnet rundt. Onsdag måtte man på samme bys skadestue låse døren på grund af en klanfejde mellem to familier med indvandrerbaggrund. Kort efter blev det tillige kendt, at Kirkens Korshær såmænd bistår herboende illegale flygtninge med at finde sort arbejde. Herregud, tænker Casper Christensen muligvis. Gad vide, hvad han svarer, hvis han hører, at tusindvis af illegale flygtninge allerede opholder sig i landet. Skruen strammes, men underholdningsbranchen har det fint.
Mindre fint går det dog i forskningsbranchen, hvor kendskabet til, hvor mange muslimske kvinder, der får tæsk og trues af muslimske mænd, ikke længere kan holdes nede. Lektor på RUC Yvonne Mørck forklarede i Berlingske, hvorfor sandheden er ilde hørt: »I forskningsmiljøet og det feministiske miljø mener (…) man, at man bærer ved til racisternes bål. Man er bange for, at dokumentation for vold mod kvinder i etniske minoritetsmiljøer vil blive taget op af højrefløjen.«
Kortere kan det ikke siges. Fjenden er »højrefløjen«, skide være med kvinderne og Danmark. I kampen mod det højreorienterede uhyre gælder alle kneb, naturligvis også falsk videnskab.
Lægger man alt dette til side, kan man med reference til Lene Kattrups tydelige kronik i JP onsdag sætte sagen på spidsen, sådan som en kontant kommentator gjorde på min FB-side: I stedet for en dansk retsstat styrer vi i retning af en universalistisk retfærdighedsstat, der hverken kan finansieres, håndteres eller legitimeres med de til rådighed stående midler i en national retsstat. Og slet ikke af mennesker af kød og blod – uanset hudfarve.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 30. mars 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.