Det er valgår i Europa, og selv om temaerne er mange og komplicerede, er det i høj grad konsekvenserne af årtiers ikkevestlige masseindvandring, der er til valg hver eneste gang. Af en eller anden grund har eksperterne ladet som om, at de europæiske valg ikke var udlændingevalg, men søndag er det franskmændenes tur, og heller ikke for dem er globaliseringens gevinster lige så selvindlysende som i 1990’erne og 00’erne.
Som den britiske historiker Ian Kershaw modvilligt var inde på i et interview i weekenden, sidder der et janushoved på globaliseringen.
På den ene side muligheden for velstand og vækst. På den anden side parallelsamfund, demografiske skred og latent uro. Denne konflikt ligger såmænd indbygget i EU’s indre marked. Tanken er smuk: fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og mennesker. Men mennesker er ikke varer eller lutter funktion og arbejdskraft. Mennesker har noget med i bagagen og passer ikke ind overalt. Åbner man således for mennesker såvel som for varer og tjenesteydelser, åbner man for noget, man ikke ved, hvad medfører.
I årevis løb vi gerne risikoen. Vi indrømmede end ikke, at vi tog en chance, næ, vi fremturede. Vi gjorde det muligvis ud af et varmt hjerte – men også på ryggen af et udbredt selvhad over for det provinsielle og danske. Lad os nu få nye farver og mere krydderi i tilværelsen! Sådan lod det jo fra de åbne og velmenende, især fra kvinder og popmusikere.
I dag står vi lidt tossegode tilbage og betragter konsekvenserne. Det er efterhånden kun Det Radikale Venstre, der holder dogmatisk fast i tossegodheden, når partiets lykkeridder nr. 2 Sofie Carsten Nielsen afviser, at Danmark kan styre tilstrømningen hertil og beskylder Socialdemokraterne for at svigte afrikanernes og arabernes urørlige, universelle menneskerettigheder til asyl og bistand i Europa.
Imens er en stor andel af europæere derimod nået frem til den konklusion, at det dunkle overskygger det lyse og optimistiske ved globaliseringen. De ser, at velstanden trods al dens komfort og glitter baner vejen for en stigende utryghed, kriminalitet, lediggang og udsigten til mere af samme for deres børn i de kommende årtier. De forstår, at virtue signalling ikke længere er nok.
For med velstanden er samtidig indtrådt en dyb kulturel forvirring og uvidenhed. Hvem er vi overhovedet? Alene det spørgsmål forklarer, hvorfor DR’s Danmarkshistorie er blevet et hit.
Efter 40 år med multikulturalisme og kampen mod al kronologi og substans i undervisning og dannelse er det som om, at flere forstår, at der må være en kerne, en grænse, et folk, et land, en nationalstat med en vis suverænitet som »den grund, hvorpå man kan realisere institutioner, traditioner, vaner og fællesskaber« – ellers kan det hele være ligemeget. Vi kan ikke få globalisering og demokrati og nationalstat på én og samme gang. Vi må dosere goderne bedre, end vi har gjort siden 1989, og når selv DR ser ud til at forstå alvoren, er meget allerede sket. Tidsånden har taget et skridt til højre.
For med rigdommen fik vi også en slags omvendt kolonisering: Mellemøsten kom til os, inviteret af islamovenstre, sosser og de med egne ord anstændige borgerlige. Pludselig skulle vi hoppe og danse for alt, hvad der var muslimsk. Pludselig skulle piger og drenge adskilles. Og år efter år så man stedse flere unge kvinder med slør og formummede muslimske mødre med flokke af børn omkring sig i de større byer i dagtimerne, og grupper af unge arabiske mænd på gaderne om aftenen – og synet rummede intet, vi som danskere og europæere kunne spejle os i. Hvad det alt sammen kostede på statsbudgettet, dét måtte vi heller ikke få at vide – før forleden.
Hvis vi overhovedet var noget i udlændingespørgsmålet i 30 år, så kan det siges med to ord: Vi var overfladiske og dumsmarte.
Måske vil franskmændene vise vej i den kommende uge, jeg tør ikke spå om resultatet.
I mellemtiden kan vi dog finde næring hos en af landets mange filosoffer, den navnkundige semiotiker Roland Barthes (1915-1980), der med sine såkaldte mytologier ville punktere en masse af 1950’ernes tabuer i den franske populærkultur. Bag en lang række jordiske fænomener lå i hans øjne et hav af afgørende merbetydning.
Når franskmændene f.eks. sværgede til rødvin, kastede det en ideologisk skygge. Vinen var ikke blot vin, men et totem, som repræsenterede en indtrædelse i et slags religiøst kollektiv. Min pointe er, at Barthes afkodning af rødvinens betydning for 50’ernes franskmænd kan oversættes til globaliseringens betydning for os, dvs. indtil fornylig. Vi troede, at den var »naturlig«, men glemte, at den var politisk og »kulturlig«. Udskifter vi således »vinen« med »globaliseringen«, hedder det med semiotikerens treds år gamle ord fra 1957:
»Det at tro på globaliseringen er en obligatorisk, kollektiv handling; den franskmand, der måtte distancere sig fra denne myte, ville udsætte sig for små, men trods alt utvetydige integrationsproblemer; hvor det første ville bestå i at skulle afgive forklaring. Universalitetsprincippet spiller her kraftigt ind, for så vidt som samfundet betegner enhver, der ikke tror på globaliseringen som syg, svagelig eller pervers.«
Det var med andre ord ikke kun vinen, der steg franskmændene og os andre til hovedet. Det var også globaliseringen.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 19. april 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.