Mere end 700.000 personer fik bevilget asyl i EU-landene sidste år, hvilket er ny rekord. De fleste i Tyskland og Sverige, især syrere, irakere og afghanere. Efter regler om familiesammenføring vil deres antal formentlig blive to- eller tredoblet i løbet af nogle år, og dertil kommer de illegale migranter, som myndighederne ikke har tal på.
Vi kender efterhånden kendsgerningerne fra det nye Sverige, men for et par dage siden kunne Financial Times rapportere, at Tyskland sandelig også følger flot med, når det gælder kriminalitet. Fra 2015-2016 steg antallet af forbrydelser begået af flygtninge og asylansøgere i Tyskland med 52 pct., især den personfarlige og ideologiske kriminalitet. I alt er mere end 174.000 migranter fra lande udenfor EU mistænkt for at have begået en forbrydelse i Tyskland sidste år.
Det kan godt være, vi vægrer os ved at se situationen i øjnene og håber på mirakler, men sandheden er, at en invasion finder sted i ly af vore humanitære instinkter og idealer. Ikke med en hær, ikke efter en plan, men af folkemasser, primært unge mænd, fra fremmede lande.
Det er i denne situation, at Informations Forlag udsender tre tekster af den politiske filosof Hannah Arendt om flygtninge- og migrantstrømme efter 1. Verdenskrig under titlen De retsløse og de ydmygede. Det er i den grad tanker til tiden.
Som tysk jøde, f. 1906 immigrerede Arendt selv efter Hitlers magtovertagelse i 1933, først til Frankrig, siden til USA, hvor hun skrev sine digre værker om totalitarisme og menneskets vilkår i det moderne samfund. Nogle af disse tekster er mere end 70 år gamle, men rygende aktuelle.
Hannah Arendt anså dog ikke sig selv for flygtning, men immigrant eller nyankommen til USA, og hendes tanker kredser om, hvordan de europæiske lande efter 1918 tillod jøder og andre migranter at blive ekskluderet og forfulgt. De blev statsløse, før de blev likvideret af Hitlers og Stalins rædselsregimenter, paradoksalt nok i samme øjeblik, som retten til national selvbestemmelse blev anerkendt i Europa med amerikansk stempel. Nationen og dens interesser erobrede staten, skriver Arendt, og de statsløses skæbne blev en sag for politiet, hvis magt voksede i takt med tilstrømningen af flygtninge: »Jo større en procentdel de statsløse og de potentielt statsløse udgjorde i forhold til befolkningen (…), jo større var faren for en gradvis omdannelse af staten til en politistat.«
Udviklingen bøjede menneskerettighedernes dobbelte natur i neon. For på den ene side gjorde de mennesket til suveræn i lovlige anliggender, men på den anden side gjorde de folket til suveræn i regeringsanliggender. Mennesket var knap nok befriet, før det blev et medlem af folket. Menneskets såkaldt umistelige rettigheder forudsatte med andre ord en social og politisk orden: »Idet menneskeheden efter Den Franske Revolution blev opfattet som en familie af nationer, blev det gradvis indlysende, at folket, ikke individet, var menneskets billede.«
Denne indbyggede tvetydighed kom først for en dag, da en voksende gruppe af mennesker og folkeslag satte sig i bevægelse for 100 år siden. Da de var nødt til at falde tilbage på deres mest elementære rettigheder, var der ingen myndighed, der kunne beskytte dem. Menneskerettighederne knyttede sig ikke til det at være menneske, men til at være borger i en stat. Menneskerettighederne var borgerrettigheder.
Arendts fortolkning er prægnant. Men man kan ikke slutte direkte fra hendes situation til vores. Forskellene er kontekstuelle. De multikulturelle imperier, der havde domineret verden omkring 1900, brød sammen på grund af verdenskrigen, der skabte et kaos inden for Europas egne grænser, mens nye imperiestater skød frem i Sovjetunionen, Tyskland og Tyrkiet.
Særligt i Central- og Østeuropa fandtes et udbredt misforhold mellem etniske identiteter og politiske strukturer, dvs. mellem heterogene sprog, normer, ritualer og kulturer – og vaklende stater. Multietniske identiteter, demografisk ustabilitet og porøse nationalgrænser satte en bevægelse i gang, som udløste en eksplosiv migration.
I dag kommer presset derimod udefra – og særligt fra den muslimske kultur og religion. Samtidig har vi med EU fået en ny imperiestat, der erobrer nationerne, gør deres skæbne til en sag for kommissærer, og udvander menneskerettighederne til humanitarisme uden blik for morgendagen.
I mellemkrigstiden frigjorde store dele af Europa sig fra naturen. I dag frigør vi os fra historien. For som Hannah Arendt selv understreger, kan rettigheder ikke overleve, uden at være begrænset af og sikret af nationalstaten. Opgiver vi nationalstaten, bliver der kaos igen.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 28. april 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.