Underkastelsen under muslimske normer er efterhånden lige så blå som rød. Emmanuel Macron, som er lidt af hvert og skilter med at være en syntese af det alt sammen, er det seneste og mest celebre eksempel på, at islam har befæstet sig i Vesteuropa, uden at vore politikere synes at have opdaget det. Det vil sige: Sådan præsenterer de og deres partier ikke selv deres forehavende. Men det er de facto, hvad partierne gør med deres realiserede drøm om fortsat, infinit åbenhed.
Åbenheden er blevet underkastelsens første tegn. Det er derfor på åbenheden, at man skal kende enhver ny politiker, og her er Macron blot endnu én i rækken. Ligesom millioner af moderne europæere drømmer Macron om, at verden er én og hel og universel. Heri ligger implicit, at mennesker er ens, når det kommer til stykket, hvorfor indvandring fra den ene region, kultur eller religion til en anden principielt ikke bør være noget problem, så længe der findes menneskerettigheder, fælles for alle.
Macron drømmer om det samme. Han lover at regere Frankrig med kærlighed. Men kærlighed vil med garanti ikke være nok til at få den ramponerede republik på fode. Macron har visioner, men ingen politik. Han ynder at fremstille sig selv som den første ærlige teknokrat uden fortilfælde, han har kun sig selv og sin veltalenhed, men ikke andet, og jeg gætter på, at vi snart vil opdage, at hans opgør med begge fløje i virkeligheden bunder i, at han er narcissist længe før han er liberalist, socialist eller noget tredje.
Nok hævder han med rette, at de traditionelle partier til venstre og højre er gået døde, fordi de har glemt at adressere virkeligheden, men spørgsmålet er, om det samme ikke akkurat gælder vidunderbarnet selv. At læse hans selvbiografi og politiske programerklæring Revolution, der er oversat til dansk, er under alle omstændigheder som at gribe om den berømte håndsæbe.
Et fermt ordskvadder møder én. Det er lige så konstrueret, som det er tømt for reelt indhold. Hans forhold til den 24 år ældre skolelærer, som han møder, da han er en dreng på 15 år, nævnes kun en passant og egentlig kun for at vise, hvor ukonventionelle og fordomfrie, de er. Mors dreng Macron er i egen selvforståelse aldrig imod, men som han formulerer det, »en person, der er for«, og sådan nogle skal man nok ikke have høje forventninger til.
Macron afviser i skarpe vendinger dem, der mener at kende sandheden om Frankrig, men tøver ikke selv med at definere republikken som den opfindelse, der har befriet franskmændene for deres »overtro«, dvs. kristendommen, og skabes af alle de »anstrengelser, vi gør os« som om, Frankrig stadig var et hele med en fælles sag. Hvad og hvem det kollektive vi er, blæser i vinden. Hans fjende er islamisterne og Front National, side om side, for tænk sig, den lille fyr kan end ikke skelne mellem de to.
Hans helt er individet; her er han liberal, men han understreger almenvellets, kulturens og institutionernes betydning på en måde, der minder om en ung student ved det grønne eksamensbord. Hvis man skal være ond, og det skal man mindst én gang om ugen, så har han udskiftet kristendommen med en ny sekulær religion, der forbyder Frankrig at »lukke sig om sig selv«, og spænder sin åbenhed så vidt, at Tyrkiet skal indlemmes hurtigst muligt i et stedse større EU.
Den nye præsident, der overtog nøglerne til Elysée-palæet i går – og derpå ilede til Berlin for at træffe Mutter Merkel – vil så hjertens gerne være positiv og viser med et historisk eksempel fra renæssancens Venedig, hvordan det nye Frankrig skal gøre. Bystaten havde indtil da kun set ud over havet, men så begyndte venetianerne at sælge deres produkter i Frankrig og Flandern og etablerede bedre kontakter i Genova, Barcelona og Sevilla. Venedig tilpassede sig de nye forhold, mener Macron. Det samme kan franskmændene gøre, tilføjer han, med henvisning til landets »dynamiske demografi, en afprøvet integrationskapacitet og en uforlignelig kulturarv«.
Det er alt sammen bragesnak.
Venetianerne forstod netop at modsætte sig tyrkerne og at handle med andre uden at lave politiske unioner. Frankrigs dynamiske demografi er også en skrøne, med mindre Macron tænker på den muslimske del af befolkningen, ligesom forestillingen om den vellykkede integration skriger til himlen. Og kulturarven, den er efterhånden mest til pynt. Selv om vi er mange, der elsker den, betyder den mindre og mindre i en verden, der vil og ønsker helt andre ting.
Det er blevet mandag igen, og jeg er bange for, at Emmanuel Macrons »visioner« viser sig at være en tom skal, der vil krakelere hurtigere end et kinderæg i en skolebus.