Måske skulle man gå i biografen. Eller på arbejde. Men da mit arbejde mere eller mindre består i at sidde på min flade og læse og skrive, og idet jeg ikke orker at cykle ind til biografen i regnvejr, så bliver jeg siddende.
Det regner, og det har det stort set gjort siden begyndelsen af den koldeste april i mands minde, og jeg er ved at være lidt krøllet i kanterne. Mener desuden at kunne huske, at der engang var noget, der hed forår, før det blev sommer.
Vist så, forår kan være forræderisk. Foråret er løgnens tid, som det blev skrevet, det lover så meget, men indfrier så lidt – med denne dræbende tilføjelse: »I en vis forstand er foråret, hvad mennesket er (…) Det udtrykker den nødvendighed, der eksisterer hos os, at vi for at være noget, vi ikke er, forpligter os på at blive det, ved at give udtryk for at være det, vi gerne vil være. Således er foråret menneskets løfte, der forvandles til løgn.«
Men selv hvis et lunt og lovende forår er løgn, så kan jeg godt leve med lidt fake news og sol. Modsat den ekspressive Tom Kristensen længes jeg ikke efter skibskatastrofer og pludselig død, jeg længes efter 15 grader og tørvejr.
Imens går verden sin skæve gang, og jeg sidder og læser Emmanuel Macrons selvbiografi, og det er en gold omgang, skulle jeg hilse og sige. Mere herom på søndag i JP.
Tristessen har imidlertid også ramt vore hjemlige breddegrader, hvor en af de mange fremgangsrige indvandrerbander hygger sig i kommunale lokaler og fejrer, at endnu en af deres er lukket ud i samfundet. Noget bedre billede på velfærdsstatens alliance med indvandringen kan jeg i skrivende stund ikke komme i tanke om. Det skulle da lige være, at vi sandelig også har fået en Hamas-imam iblandt os ved navn Mundhir Abdallah, der opfordrer rettroende muslimer til at dræbe jøder. Pist borte er pludselig alle de velmenende humanister, der har det med at politianmelde folk og fæ for racisme og andre narrestreger. Nu er det jøderne selv, der må anmelde Nørrebroimamen til politiet.
Hvis du ikke vidste det i forvejen, så véd du det nu: Solidariteten er øremærket.
Selv i Pilestræde falder regnen ubønhørligt, efter at en af Berlingskes få tilbageværende originaler, Anna Libak, har meddelt, at hun forlader skuden, fordi avisen er mere køns- og identitetsløs end nogensinde, og nok også fordi hun har erfaret, hvor traditionelt venstreorienterede avisens journalister er. Fraset et par markante undtagelser er der nu kun kopier tilbage med det eneste drive, at de gerne vil beholde deres job og overleve. Hvorfor de med garanti vil komme til at smage den bitre bladdød.
Og alligevel tror vi på bedre vejr i morgen. Sådan er vi. Det ved vi fra den konservative nestor Roger Scruton, der siger det et sted i sit omfattende virke på skrift: At mennesket nødvendigvis må være optimist, for ellers overlever det ikke mange dage i urskoven. Vi er nødt til at stå op og lede efter føde, husly, og hvis heldet er med os, åndelig næring. Vi er antropologiske optimister. Men, fortsætter Scruton, vi er nødt til at tilsætte en vis dosis pessimisme eller realisme i vores omgang med hinanden, ellers ender vi som Macron eller Uffe Elbæk.
Antropologisk optimisme, men politisk realisme, det er den gyldne middelvej, som vi har en stærk tendens til at glemme i vor udbredte forhåbningskultur, der både har kommercielle, religiøse og politiske rødder i Vesten.
Javel, ja, men det regner stadig. Jeg bider i det sure æble og stiger på vinterræseren, den med skærme. Kom maj, du søde milde!
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 11. mai 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.