For nogle år siden havde jeg fornøjelsen af at rejse i tog med de Radikales Zenia Stampe. Vi var en lille sluttet flok, som havde deltaget i et debatarrangement i Vejle, vistnok arrangeret af Dansk Flygtningehjælp og den allestedsværende Clement Kjersgaard, og vi var på vej hjem til København med DSB. Toget blev selvfølgelig forsinket undervejs, og alt hvad der hedder service og spisevogn var for længst afskaffet, så intet nyt dér.
Det var derimod nyt for mig at høre frk. Stampe ræsonnere. Hidtil havde jeg kun oplevet den kønne og markante politiker bruge skældsord, tale ned til andre og anvende en systematisk »dem-og-os«-retorik. Men her i togkupeen foldede Zenia sig rigtig ud.
Hendes energi skyldtes muligvis en vis Søren Villemoes, dengang en lovende journalistspire på Weekendavisen. Han var lidt af en drillepind, også den dag, og han gik til sin sidekammerat, som han ligeledes havde krydset klinger med under debatten i Vejle.
De to talte om værdier og interesser.
Villemoes mente bestemt, at begge dele fandtes. Men Zenia Stampe afviste denne »generalisering«, idet hun mere og mere hårdnakket gjorde gældende, at der kun fandtes værdier. At hendes reduktion af sagens kompleksitet var en endnu større generalisering, slog hende åbenbart ikke, for hun havde jo ret. Selv havde hun ingen interesser, hverken økonomiske eller karrieremæssige; hun havde kun værdier, og det måtte drillepinden bare forstå. Politik handler om værdier, konkluderede hun igen og igen, og tilsidst måtte drillepinden give op, det var som at tale med et orakel. Omkring Ringsted døde diskussionen ud, og jeg kan dårlig huske, om de overhovedet sagde pænt farvel på Hovedbanen.
Jeg kom i tanke om episoden, da jeg læste Ole Bjergs udmærkede kronik om den kreative klasses blindhed med afsæt i Kaare Dybvad Beks bog De lærdes tyranni.
Ole Bjerg plukker et citat fra bogen og drager en interessant konklusion:
»Hvor den økonomiske overklasse ser det som en pligt at træffe beslutninger og prioritere, så vil den kreative klasse altid hævde, at man blot gør det, der er mest logisk eller moralsk rigtigt. I egen selvforståelse tjener de kreative ikke egne interesser, men gør det, alle ville gøre, hvis de havde den samme viden som dem selv.«
Det er som talt ud af munden på Zenia Stampe. Den kreative klasse, som Zenia Stampe måske ikke selv tilhører, men repræsenterer eller appellerer til politisk, afviser, at den selv udgør en klasse eller et segment i samfundsøkonomien. Den mener at være hævet over den slags. Den kreative klasse er klassen, der ikke vil være klasse, eftersom klasser har økonomiske og karrieremæssige interesser og lugter af Rockefeller eller Marx.
Desuden lyder interesser grimt, hvis man kun tror på »værdier«, »principper«, »rettigheder«, »internationale konventioner« og »verdenssamfundet«. Det er begreber, der hænger og svæver i den tynde luft, løsrevet fra tid og sted. Interesser er derimod konkrete og dermed noget, andre mennesker lider af. Interesser – det er den anden. Ikke dem med de rigtige værdier, det rigtige menneskesyn, det rigtige udsyn, det rigtige hjerte for »Europa« (læs: EU) osv. osv.
Når nogen formaster sig til at gøre den kreative klasse til genstand for kritik, bliver den, som Ole Bjerg skriver, først forundret, idet han tager udgangspunkt i sit eget medlemskab af den kreative klasse:
»Det er jo os, der skal kritisere de andre – ikke omvendt. Når overraskelsen så har fortaget sig, bliver vi fornærmede: Hvordan kan nogen være alt andet end taknemmelige over, at vi helt uegennyttigt stiller vores kritiske dømmekraft til rådighed for resten af samfundet? De skulle skamme sig.«
Mens en lektor i filosofi og økonomi som Ole Bjerg ser sig selv udefra i en specifik social og kulturel kontekst og gør os klogere, forstår Zenia Stampe ingen verdens ting. Hun kunne lige så godt leve på en øde ø. Prinsessen af 00’erne tror, det hele handler om værdier og om at have ret, og det er derfor hun og hendes slags er i defensiven i disse år, thi verden er så meget mere sammensat end det.
Ikke fordi de »kreative« er dumme, det er ikke iq, det drejer sig om her, men fordi de i udstrakt grad lever i en boble og en tro på, at alle andre end dem selv er selviske, populistiske, racistiske, islamofobiske, fordi de har forkerte værdier.
Hvad de misforstår er, at andre mennesker har andre erfaringer, en anden socio-økonomisk situation og andre fremtidsforventninger end dem, der lever i ly af Det Radikale Venstre, dagbladet Politiken, Danmarks Radio og de såkaldt højere læreanstalter.
Det er blindhed, blindhed ved højlys dag.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 28. juni 2017, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.