Der findes mange teorier om europæisk integration, men ingen om europæisk opløsning. Denne observation viderebringes af den bulgarske politolog Ivan Krastev i bogen After Europe, som tilføjer, at arkitekterne bag Den Europæiske Union har optrådt som sværmeriske teenagere ved at lukke øjnene for, at nationalisme er en lige så sandsynlig udgang på EU’s talrige problemer som fortsat føderalisme.
Politologen mener simpelthen, at ikke alene EU, men hele ideen om Europa er i frit fald. Hvad der for blot få år siden blev opfattet som en universel samfundsmodel, ligner mere og mere en parentes i historien.
Europas krise er en identitetskrise. Den kristne oplysningsarv er truet, og de dybe og hastige forandringer skyldes mere end noget andet strømmen af mennesker fra Nordafrika og Mellemøsten, der har dramatiseret spændingerne i og mellem landene i Europa med revolutionært potentiale.
Mens revolutioner i det 20. århundrede blev antændt af idelogiske drømme om en strålende fremtid for masserne, er det 21. århundredes revolution drevet af Google Maps og lokkende billeder af livet på den anden side af grænsen. For et voksende antal mennesker, familier og klaner hinsides Middelhavet indebærer forandring at udskifte sit land, ikke sin regering.
Det er på sin vis globaliseringen, der står bag. Turisten og migranten er to sider af samme mønt. Turisten rejser ud, bruger penge, beundrer det fremmede – og rejser hjem igen. Migranten rejser derimod ikke igen; desuden koster han kassen og lever iblandt os uden at blive en af os, skriver Krastev – der vel at mærke langer ud mod »reaktionære populister« og håber på et stærkere EU – men evner at se globaliseringens og føderalismens slagside og vor tids revolutionære nerve.
Hvad 11. september var for USA’s selvforståelse, er folkevandringen for Europas.
Og så er det ikke endda ikke ret længe siden, vi troede, at det liberale og demokratiske Europa var universets sejrherre.
Med kommunismens død og internettets simultane fødsel syntes en ny tid åbenbaret, men champagnen og kransekagen slap hurtigt op. Vi forestillede os et evigt nu, hvor ideer, kapital og varer kunne eksporteres frit, og hvor en »kreativ destruktion« inden for teknologi og kultur ville forny kapitalismen, mens folk pænt ville blive hjemme og demokratisere deres samfund. Migranter, millioner af dem, havde vi ikke fantasi til at forestille os. Heller ikke at globaliseringen ville være mindst lige så destruktiv som kreativ.
Hvad vi oplever i dag er ifølge Krastev afkoloniseringens anden bølge. Hvor den første indebar, at de vestlige kolonisatorer rejste hjem, indebærer den anden, at de koloniserede migrerer mod nord. Hvor de tidligere drømte om selvstyre og national befrielse, kræver de nu deres menneskerettigheder respekteret, så de kan komme ind i Europa og opnå sociale, politiske og økonomiske goder.
Snarere end liberale ideer var det mennesker, der rejste over grænserne efter Den Kolde Krigs ophør, og de bliver flere og flere, hvorfor migranter – ikke ideer – vil komme til at afgøre det liberale Europas fremtid.
Så længe de såkaldt liberale og deres venner ind i de rødes rækker ikke forstår denne afgørende politiske udfordring og finder gangbare løsninger, vil de fortsætte med at tabe terræn til konservative og mere nationale kræfter og partier. De vil fortsat blive kaldt hyklere, som på den ene side taler for mere indvandring og mangfoldighed, men selv bor i enklaver, placerer deres børn i privatskoler og direkte eller indirekte tjener penge på indvandringskomplekset, mens de – som den amerikanske redaktør R.R. Reno har observeret i First Things – veltilpasse abonnerer på den postnationale forestilling om Europa, der lover dem velstand, selfies, behagelige ferier ved Middelhavet og immunitet over for krig og fortrædelighed.
I vor globale verden er migration den nye revolution. Migranterne udgør ikke en samlet, bevidst masse, men er snarere ensomme revolutionære, hvis akkumulerede handlinger over tid vil få konsekvenser, som de færreste forudså eller ønskede. Deres utopi er alt andet end abstrakt eller idealistisk; de vil krydse grænsen til det europæiske kontinent.
Men rettigheder koster penge, rigtig mange penge, der skal komme fra nogen og ikke kan gives til alle, uden at systemet bryder sammen. Rettigheder er et begrænset gode. Det er derfor, vi har borgerrettigheder, før vi har menneskerettigheder; det er derfor vi har statsborgerskab, før vi har unionsborgerskab. Det er derfor, vi har Danmark, før vi har EU.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 11. august 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.