Danskerne bliver tilsyneladende dummere og dummere. Efter flere årtiers fremgang går det ifølge den new zealandske iq-forsker James Flynn nu den forkerte vej med hensyn til vores grundlæggende ord-, logik- og matematikforståelse. Det skyldes både, at vi træner den mindre i skole og hjem, og at den gennemsnitligt lavere iq blandt nordafrikanske og mellemøstlige tilkommere trækker ned.
Samtidig er der gået inflation i elevernes karakterer i folkeskolen, hvor hver fjerde elev i 9. klasse søreme får 12 til eksamen i engelsk og naturfag. Topkarakteren er dermed blevet den hyppigste karakter i de to fag, hvilket må få svage sjæle til at tro, at alt er såre godt.
Det er en illusion. Ligesom så meget andet i Danmark af i dag. Danskerne lever stedse mere afkoblet tid og sted og historisk bevidsthed, og ikke meget tyder på, at det vil ændre sig i det nye år. Tværtimod.
Den onde cirkel af et opulent EU, from humanisme og monstrøs indvandring fra de varme lande er i fuld gang med at forvandle danskernes holdning til deres eget land. Engang var vi herre i eget, omend ydmyge hus; nu bor vi fint til leje, eller som Venstres næstformand allerede argumenterede for i en tale for fem år siden: Danmark ikke er danskernes land, men alles land.
Kristian Jensens åbenhedsretorik står historisk set i gæld til ungdomsoprøret, der omkalfatrede danskernes kønsroller og familiestruktur og politiserede deres medier, statsinstitutioner og universiteter.
En efter en, hus for hus, by for by og landsdel for landsdel har vi givet efter for presset fra den politisk korrekte tolerance og globale panegyrik og tegnet abonnement på det internationale samfund baseret på en diffus forestilling om universel lighed, varme hjerter og kulturel relativisme, dvs. værdier, der egentlig bare er meninger og synspunkter, som ikke bliver mere valide af, at pave Frans, FN eller Venstres næstformand fremfører dem.
Jeg kender heldigvis en del individuelle undtagelser og er sikker på, der findes mange andre derude, men når jeg tænker på danskerne som kollektiv gruppe, har jeg svært ved at mærke nogen kampånd og stridskraft.
Som en bekymret yngre læser skrev til mig i juledagene, er der opstået en ny religion i vor demokratiske midte, hvis credo er en drøm om nationernes opløsning i åbenhed og kærlighed og en stedse stærkere tilbøjelighed til at betragte alle klodens skabninger som verdensborgere uanset geografisk, etnisk og kulturelt ophav. Den yngre brevskriver frygter som jeg, at den vestlige kultur er ved at begå selvmord med sine humanistiske idealer, og at det risikerer at ske i løbet af en generation eller to, mens de politikere, der siger, de vil gøre noget ved problemet, ikke tør træde ud af det internationale samfunds pantomimeteater og således ikke handler i en erkendelse af, at det må helt andre boller på suppen, men for at undgå at blive væltet af pinden.
Vi havde engang en pragmatisk og national retsstat. I dag ønsker vi os i stedet en universalistisk retfærdighedsstat.
Sådan én lyder kanske opbyggelig i den humanistiske boble omkring de større byer, medier og kulturinstitutioner, men kan hverken finansieres eller håndteres i det praktiske, ligesom den næppe kan mønstre folkelig legitimitet. Uden en nationalstat til at sikre territoriet, inddrive skat og give borgerne en vis fornemmelse af personlig sikkerhed og politisk orden, er der hverken rettigheder eller friheder tilbage.
Højre eller venstre, det betyder ikke længere stort. Universalisterne har snuppet alle stole. Såvel regering som opposition forenes i et glansbillede af globaliseringen. Mens de snakker om nødvendigheden af en forenet menneskelighed og internationale konventioner herfra og til evigheden, vokser et ustabilt miks af alle mulige folkegrupper, klaner, bander og moskeer frem i de europæiske lande.
Demografien lyver ikke; den fortæller os, hvem vi er ved at blive: et samfund af fremmede. Fordi vi ikke selv tør stå ved vores grænser, kultur og historie, vader alle mulige ind og gør sig til sheiker og kaliffer af hele kvarterer og og føder os ud af vores eget land.
Indvandringen er, som klogere hoveder end jeg har påpeget for flere år siden, et symptom på vores egen kulturelle og politiske uformåenhed. Så når nytårsklokkerne slår tolv i aften, er det virkelige spørgsmål ikke, hvor pokker konen har stillet champagnen og kransekagen, men hvem klokkerne egentlig ringer for.
Godt nytår!
(Først publisert på Jyllands-Postens blogg. Forsidebilde: Pornocratès, eller La dame au cochon, fra 1878 av Félicien Rops)