Det er svært at skrive uhildet om venners bøger, film eller andre kunstneriske produktioner. Enten er man for venlig eller for hård, netop for at det ikke skal hedde sig, at man yder vennetjeneste. Derfor er det nemmere og muligvis bedre helt at lade være.
Sådan havde jeg det med min ven Adam Holms seneste udgivelse, reportagebogen En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus, som han forærede mig over en ualmindelig stærk kop kaffe i søndags. Læse den, ville jeg gerne, men ikke skrive om den, tænkte jeg af de nævnte grunde.
Men det er en rigtig fin og melodisk bog, som jeg har nydt i går og i forgårs, også selv om mit kendskab til konflikten i Syrien mellem de mange klaner, sekter og religiøse grupperinger kan ligge på et frimærke til 50 kr.
Men nu ved jeg lidt mere og hælder med forfatteren mod den foreløbige konklusion, at (1) syrerne står sig bedst med det nuværende regime end med udsigten til islamisk revolution i det plagede land. Og (2) at de til Vesteuropa tilvandrede syrere må tilbage til deres hjemland, hvis det skal genopstå i en bare nogenlunde politisk og økonomisk funktionsduelig udgave, uanset hvad indvandringslobbyen i Vesteuropa lige fra EU til Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Røde Kors måtte mene om den sag og forsøger at kujonere os andre til.
Det er ideelt set mødet mellem forfatter og stof, der forløser en bog, og denne her er et rigtig godt eksempel på, at det indimellem sker.
Da jeg mødte Adam for et kvart århundrede år siden, fandt jeg hans forkærlighed for «Orienten» lettere kuriøs og nok også en kende tilstræbt, sådan som kærlighed og rejselyst kan være for unge mennesker, men med årene forstod jeg, at Mellemøsten ikke var stil, staffage eller fetish hos min ven; stedets ånd stak langt dybere og handlede, tror jeg endda jeg kan sige, om selve meningen med livet, herunder at dyrke en attraktion og interesse med både passion og intellekt.
Når man så læser hans beretning i dag, kan man mærke ham respirere og leve under sine besøg i en by med en krig og bekymre sig for et område og en civilisation, der kun ligger et par timers flyvning fra Kastrup, men rummer helt andre skikke, normer og drømme end de vestlige, sekulære liberale eller socialdemokratiske, vi kender fra vore breddegrader.
Af en eller anden grund dukkede J.J. Cales Travelin’ Light, Lies, Carry On, Mama Don’t og andre af hans signaturkorte numre op i min flossede erindring. Det er sådan, han skriver sine kapitler, Holm, i denne bog om mennesker & skæbner, ubesværet, konkret observerende og modent uden at ville imponere eller tilpasse sig den hersende mening i vestlige medier.
Bogen kan uden besvær læses i juleferien og dens clou er adgangen til Assad-regimets selvforståelse, mens kapitlerne stilfærdigt afdækker dets blinde vinkler. Læst på baggrund af den udbredte dæmomisering af præsident Bashar al-Assad er den mildest talt tiltrængt.
Emnet er forståeligvis dybt tragisk. Meget mere tragisk, end forfatteren selv og andre iagttagere kunne have forventet, før borgerkrigen brød ud og trak en masse uheldsvangre begivenheder med sig, ikke mindst en flodbølge af udvandring.
Forfatteren besøger fronten mellem hæren og de islamiske militser få minutter fra bykernen, og møder mennesker, heriblandt en turistminister, en biskop, brødre, søstre og mange andre og må efterhånden være sort indeni af al den kaffe, han slubrer i sig. Arabisk taler han derimod ikke, og det er en skam, som han selv ærgrer sig over.
Holms reportage viser tydeligt, hvordan regimet forsøger at få det til at se ud som om, alle syrere står bag præsidenten og hans generaler, selv om situationen er langt mere speget – såvel udenrigspolitisk som indenrigspolitisk – men jeg forstår udmærket krigsreporteren Alaa Ebrahim, hvis mor var oberst i hæren, før hun blev skudt, når denne siger til vor forfatter i Damaskus, at han ikke er modstander af frihed og reformer, men spørger sig selv: Hvem kan bedst på et tidspunkt sætte gang i reformerne og skabe mere sekulær åbenhed: islamisterne eller folk fra det nuværende system?
Jeg tror ligesom Ebrahim mest på det sidste.
Og jeg mener, at Mohammed Jalbout, som arbejder for en palæstinensisk nødhjælpsorganisation og ikke er vild med præsident Assad, har mere ret end de fleste har lyst til at tænke på, når han beder sine syriske landsmænd om at blive i Syrien og siger:
»Jo, det er klart, at alle gerne vil sikre deres børn en fornuftig fremtid. Det siger mine søskende også, men jeg indvender hver gang, at Syriens fremtid bliver mere trist, når de, der bliver tilbage, er de rå krigere, morderne og bødlerne. Alle dem, der kunne gøre Syrien til et bedre land, vil væk.«
Og det, det siger næsten sig selv, er ikke holdbart.
Publisert først på Jyllands-Postens blogg, gjengitt her med forfatterens tillatelse.
En by i krig – scener og skæbner fra Damaskus af Adam Holm: «Midt under en af årtiers mest blodige krige er Adam Holm rejst ind i det syriske regimes hjerte for at finde svar på, hvordan befolkningen her fortsat kan støtte en brutal diktator, der myrder sine landsmænd med kugler, bomber og giftgas.»