Nåmen, Søren Pind har ikke tryk nok i slangen. Det fortæller han frivilligt til JP, hvor han brokker sig over hovedstadens vandforsyningsselskab Hofor, hvis navn jeg altid har læst som «Hvorfor», især når deres regninger ankommer.
Hvorfor har Søren Pind for lidt tryk på vandet?
Det er ugens næststørste spørgsmål, og en hurtig søgning på jp.dk afslører, at også den tidligere politiker Hans Engell lider af samme problem. »Jeg bor midt i København, og mine rør fejler ikke noget«, udtaler han. For en mand, der ikke længere interesserer sig for politik som andet end spin og signaler, er det naturligvis store sager.
Trykket stiger, bare ikke vandtrykket. Det er, som du nok har gættet, trykket på landets indvandrerghettoer, der vokser. Selv regeringen har fundet ud af, at der er noget råddent i staten Danmark, og nu skal der udvises handlekraft.
Det sidste skal man naturligvis ikke kimse ad. Det er dog bedre med en regering, der vover pelsen og forsøger at gøre noget, end en regering, der bare skælder ud over sine kritikere og beskylder dem for at være populister og konservative mørkemænd, sådan som Søren Pind ellers har for vane.
Men sandheden er jo, at det er sent, at det er i ellevte time, og at råddenskaben i om omkring vore byer har fået lov til at vokse sig stedse større i snart 40 år.
Ghettoerne er ikke opstået ud af ingenting, men gennem migration og holdes sammen af systematisk offentlig forsørgelse, muslimske normer, ritualer, uskrevne gaderegler og indgroede forestillinger om ære og skam, halal og haram, mandligt og kvindeligt, og hele problemkomplekset vokser i omfang og alvor i takt med antallet af og andelen af muslimer i Danmark og resten af Vesteuropa.
I 1980 var der, som regeringen nu selv gør opmærksom på, omkring 50.000 ikkevestlige indvandere i Danmark, og det var, hvis man skulle tro de toneangivende dengang – Klaus Rifbjerg, Ritt Bjerregaard, Auken-familien, Dansk Flygtningehjælp og den pioneragtige asylindustri – alt for lidt. Til gengæld er den halve million, der siden er kommet hertil fra de varme lande, alt for mange, skønt det endnu ikke er noget, nogen som helst regering agter at gøre noget ved – alle de aktuelle boligsociale og kriminologiske forslag til trods.
Såvidt jeg kan bedømme, er der flere udmærkede og mindre udmærkede forslag i ghettopakken. Men, og det siger jeg ikke for at spille krakilsk, der er et afgørende aber dabei (uttrykk for «der er et lite men», red. anm.). Hele tre, faktisk.
Regeringen agter endnu ikke at standse den spontane migration til Danmark, ligesom regeringen endnu ikke agter at smide kriminelle udlændinge ad h til, uanset hvad Hollywood, de internationale konventioner eller kansler Merkel måtte sige eller ikke sige. Endelig agter regeringen endnu ikke at standse den offentlige finansiering af ikkevestlige indvandrernes arbejdsløshed i Danmark. Alt det fortsætter mere eller mindre uantastet. Business as usual.
Når regeringen ikke vil røre ved disse strukturelle mekanismer, der fremmer Ghettodanmark på bekostning af det egentlige Danmark, så sætter den en naturlig bom for, hvor meget mikro- og symbolpolitiske tiltag vil gavne.
At der skal mere politi på gaden, især i de berørte områder, giver sig selv. At der skal slås meget hurtigere og hårdere ned på kriminelle bander og klaner ligeså.
Men det er strukturelle ændringer, der skal til, hvis demografien og det ulykkelige kulturtab skal standses i årtierne fremover, for ikke at sige vendes. Det kræver mere end pludselige handlingsplaner og lovpakker op mod et folketingsvalg.
Regeringen skal risikere mere end sit gode navn og rygte. Og turde få andet end vand i hovedet.
For befolkningen, i hvert fald et flertal, er helt på det rene med, at lokummet brænder, og er formentlig mere klar end regeringen til at skride til systematisk handling i stedet for kludetæpper og medielir i Mjølnerparken.