Inger Støjberg (V) mener at innvandreres manglende danske språkferdigheter er med på å etablere og opprettholde parallellsamfunn. Ett av de områdene hvor vi i dag ser konsekvensene av årtiers feilslått integreringspolitikk, er måten vi tilbyr tolketjenester til innvandrere som har vært i Danmark i årevis, fastslår hun. Og hun legger ikke fingrene mellom:
«Har man ikke gidet lære sproget, selv om man har været i årevis i Danmark, så er der ingen kvaler – det offentlige betaler. Det offentlige stiller nemlig bare en tolk til rådighed.»
Forventinger
Hun forteller at hun ofte stiller seg spørsmålet om hun ville fått en dansk tolk til rådighet om hun hadde vært tre år i utlandet og skulle til skole-hjem-samtale, på kommunekontoret eller en tur til legen. Neppe, er hennes svar. For hun antar at man ute i verden forventer at en etter tre år i landet har lært språket, og skulle så ikke være tilfellet, ja, da får en selv ta med seg en tolk. Ikke minst fordi en samtidig skal gjøre bruk av offentlige tjenester.
Men i Danmark – som i Norge – er det motsatt. «Vi har i vår naivitet beredt og villig stilt livslang offentlig betalt tolk til rådighet. Men når vi gjør det, så tror da for pokker ikke at folk (har insentiver) til å lære språket.»
Støjberg viser til eksemplet der danske TV 2 besøkte en kvinnegruppe i Vollsmose, hvor en av kvinnene gjorde seg bemerket med at hun ikke kunne gjennomføre et intervju på et forståelig dansk – etter 19 år i Danmark. «Hun har hatt alle muligheter for å lære seg dansk – enda (med stor sannsynlighet) helt gratis, men hun har ikke gjort det i tilstrekkelig grad til å lære skikkelig dansk. Hvorfor ikke? Formodentlig fordi vi ikke reelt har stilt krav om at hun skulle, men i stedet har sendt en offentlig betalt tolk når det gikk opp for oss at hun ikke mestret språket godt nok.»
Stille krav
Integreringsministeren mener det er relativt logisk at når vi «belønner latskap» så går det galt. Derfor endrer Danmark reglene. Etter tre år i Danmark skal man selv betale for tolking hos legen. Hun ønsker samme prinsipp skal gjennomføres andre steder hvor det er relevant. Og hun prøver å komme kritikken i forkjøpet:
«Men knap er tanken om at stramme op tænkt, før hylekoret høres: Nu bliver udlændinge fejlbehandlet, nu bliver det den ti-årige dreng, der skal agere tolk for sin mor, når hun skal have sin kræftdiagnose, og nu undlader udlændinge at søge læge med de konsekvenser, det kan få.
Debatten er velkendt, men ærligt talt: Hvis vi endnu engang bliver blødsødne, ikke tør at stille krav og får ondt af udlændinge i Danmark, så får vi ikke rettet op på det alvorlige problem, at der er parallelsamfund i Danmark, hvor man hverken arbejder, taler sproget eller deler de danske værdier. Et godt sted at starte er at give ansvaret tilbage til de udlændinge, der er kommet hertil: Lær sproget eller betal selv din tolk.»
Utfordringen er selvsagt at mange av dem som kommer til Danmark, og Europa for øvrig, ikke har de samme personlige ressurser som Støjberg selv. For eksempel vil det kunne være en del analfabeter, eldre og andre som neppe vil være i stand lære seg dansk på tre år. Samtidig er jo akkurat dette de innvandringsliberale akilleshæl: Det argumenteres med at så mange av dem som kommer er godt kvalifisert, det er bare å få dem i jobb fra dag én osv. Da må man i det minste ha et regelverk som sier at unntaket er offentlig finansierte tolketjenester.
Inger Støjberg forarget over somalisk kvinde: Vi belønner dovenskab