Der skrives og udgives mere end nogensinde, og indimellem er der gode sager eller afgørende nyt. Men lige så hektisk det hele er, lige så langt er der mellem snapsene. Og hvad værre er: Kendis- og overfladekulturen ser ud til at erodere såvel udgivelsesrelevansen som modtagelsen.
Tag nu f.eks. tidens dækning af faglitteratur. Engang kunne fagbogsforfattere forvente, at deres udgivelser ville blive omtalt eller i det mindste anmeldt i de større aviser, der alle havde bog- og kultursider med andet end kendte mennesker og kuriosa. Sådan er det ikke længere. De kriterier, der bestemmer, hvad der anmeldes, hvornår og af hvem lader til med enkelte undtagelser at være vilkårlige. Vinklingen og proportionerne skrider. Og læserne søger andre steder hen.
Man mærker det på den velbesøgte bog- og historiemesse Historiske Dage, der blev afholdt i Øksnehallen i København sidste weekend. Her var der masser af besøgende, bøger og diskussioner, men få medier. Fortiden med alle dens kroge i nutiden er levende blandt det læsende publikum, men død i de medier, politikerne herhjemme og bureaukraterne i EU sætter deres højstemte lid til. Fagbøger er åbenbart ikke længere public service, måske fordi politik, kultur og nyheder for længst er udartet til fiktion og teater.
Når jeg på min blog jævnligt gør noget ud af at omtale fagbøger, der ikke indgår eller nævnes i den løbende debat, er det en stille protest mod glemslen.
Sidder jeg f.eks. med Kasper Støvrings nye udgivelse Mytisk modernisme om et vedkommende kulturkonservativt tema i det 20. århundredes danske litteratur, så forundres jeg over, at bogen endnu ikke er blevet anmeldt i noget dansk dagblad. Nok handler den om litteratur, der ikke ligger på bestsellerlisten pt., men stoffet må i den grad siges at have eksistentiel og politisk appel til vor forvirrede og elastiske tid.
Det samme gælder Helle Merete Brix’ interessante reportagebog Blandt kolibrier og kalajsnikover om den islamiske terrors ofre i Frankrig, Tyskland, Danmark og mange andre steder. Brix peger på, at vesteuropæiske medier gerne glemmer de konkrete ofre, mens de dyrker de primale gerningsmænd. (Nylig anmeldt her på rights.no, red. anm.)
I glemslens malstrøm finder vi også Bjørn Thomassens Kampen om den danske sjæle, der tilbyder os tabernes historie i lyset af Luthers Reformation og beskriver udviklingen i kritisk lys. Ikke engang i reformationsåret fandt redaktionerne det værd at beskæftige sig med denne nye og glimrende Danmarkshistorie.
På samme vis med Hege Storhaugs murstenstykke Islam: Den ellevte landeplage, der har solgt mere end 50.000 eksemplarer i Norge og været med til at sætte dagsordenen, men åbenbart vurderes som irrelevant på dansk. Selv når fagbøger oversættes til dansk, falder de på stenbund.
Gode fagbøger rejser fælles anliggender, men medierne ser dem åbenbart ikke eller tier dem ihjel ved at ignorere dem. Hvorfor læser journalister og redaktører ikke mere den slags bøger? Hvorfor klapper de i stedet i kor til alt med umiddelbar adresse?Ja, hvorfor mon? Fordi de er intellektuelt dovne og barnagtigt frygter at kede publikum.
Så hellere noget med sex eller en mand, der har skiftet køn eller en kvinde, der er blevet taget på røven eller er blevet ramt af depression eller angst eller veganisme eller adhd eller har stemt på Alternativet eller en helside om det junk, der vises på prime time tv eller et interview med en skuespiller eller kok eller tv-vært eller sexolog med hovedet oppe i egen rumpet. Det vanvittigt normale er den nye guldstandard, og medierne kan ikke få nok af det, der glimter i solen.
Symptomatisk nok bringer Danmarks Radios P1 i øjeblikket radioprogrammet Fede fagbøger af historikeren Adam Holm. Men det er netop et midlertidigt enmandsshow; om lidt er det borte. Naturligvis. Den systematiske og seriøse dækning af fagbogsstof er akkurat undtagelsen, der bekræfter reglen om, at medierne ikke længere forstår fagbogens dybe betydning for den offentlige samtale, herunder dens evne til i mødet med læserne at korrigere de mest almindelige samtidspolitiske fantasier og utopier.
Fagbøger appellerer i bedste fald til fællesskab og virker samtidig som nyttig vaccine mod fantaster. De indeholder varmt og koldt på én og samme gang. Men en tid, der vægrer sig ved at tage dem seriøst, ender i barnagtighed, attitude og bejaende samtidighed. Præcis som vor.