»Hold kæft, Jalving, du har jo haft ret hele tiden!« Jeg var lige trådt gennem svingdøren til DR-Byen for at medvirke i P1 Debat om venstrefløjens mange fortielser i forbindelse med indvandringen fra de varme lande.
Så gik han
Den kække bemærkning kom fra en gammel ven, der vistnok stadig befinder sig et sted i det kulturradikale økosystem, og tilfældigvis stod i foyeren. Jeg sagde ham tak og ilede op i studiet. Her voksede min selvfølelse til Mike Tyson-størrelse, da to af programmets øvrige gæster udvandrede kort før optagelse, da de ikke mente sig godt nok orienteret om, at de skulle diskutere en af mine evindelige blogs om emnet.
»Hvorfor kan vi ikke bare tage udgangspunkt i de Radikales værdier«, spurgte en repræsentant for Alternativet, mens han kiggede appellerende på de Radikales integrationsordfører Sofie Carsten Nielsen, der også skulle deltage. Henvendt til studieværten sagde Alternativ-manden: »Du skal være noget mere progressiv! Jeg vil ikke stå her og diskutere Jalvings statistik.«
Så gik han.
Jeg havde svært ved at holde masken. Det, Alternativ-manden kaldte Jalvings statistik, var rettelig Danmarks Statistik. Det var den, vi skulle diskutere sammen med materiale fra andre lande. Og det gjorde vi så, og jeg sagde blandt andet, at venstrefløjen over en lang periode har foræret Danmark til højrefløjen ved at være så længe om at sætte en bom for migrationen.
Men her blev jeg overrasket. For første gang i mit snart 50-årige liv blev jeg bakket op af en radikal politiker.
Snakkekultur
Sofie Carsten Nielsen lod forstå, at hun og venstrefløjen nok havde været for naive og blødagtige, og at det er på tide at tage skeen i den anden hånd og i det mindste tvinge indvandrere i arbejde og ud af social afhængighed. Jeg har nyligt læst mig til lidt af det samme i Ida Aukens nye bog Dansk.
Måske er venstrefløjen eller centrum-venstre, som den ynder at kalde sig, så småt ved at vågne op. Med mange års forsinkelse i forhold til befolkningen, vist så. Men alligevel.
En anden og mindre kulørt mulighed er naturligvis, at vendingen lige så vel kan være et udslag af taktik eller af den danske snakkekultur. Grundtvig havde fat i noget, da han sagde, at vi er rige på ord, men stoddere i virkeligheden. Vi snakker og snakker, som gjaldt det vores frelse, det har vi lært, siden vi var børn, at snakke os ud af redeligheden som verdensmestre i varm luft: Vent og se, det løser sig; der kommer en fair løsning i morgen.
Er man træt af ordene, kan man ikke undgå at bemærke tingene, heriblandt at kultureliterne såmænd stadig lever i deres ghettoer, optaget af deres karrierer, status og anseelse udadtil, sådan som også den nyligt afdøde amerikanske forfatter Tom Wolfe var så mesterlig til at beskrive det moderne menneske: som det mest statushungrende væsen i universet.
Islamofobi
Men igen næres et lille håb: Forleden kunne man i et interview i avisen med film- og teaterinstruktør Christian Tafdrup læse, at han smiler hver gang, han passerer en gruppe indvandrere eller efterkommere – af frygt for, at der sker ham noget. Altså, for at gyde olie på vandene.
Det er da ærlig snak. Ja, han antyder endda, at han og andre kulturradikale har nægtet at se realiteterne i øjnene, og at de på den måde opfører sig præcis ligesom figuren Biedermann i Max Frisch’ 60 år gamle teaterstykke Biedermann og brandstifterne, som han netop har sat op på Aarhus Teater: De kulturradikale er gået hen og blevet venner med brandstifterne. Ikke fordi de respekterer dem, men fordi de frygter dem, hvilket jo giver begrebet »islamofobi« en helt anden betydning.
Jeg skal ikke kunne afgøre, om psykologiseringen holder vand. Men idehistorisk kan man i hvert fald sige, at vore eliter alt for længe har forskrevet sig til en abstrakt humanisme over for hele verden i stedet for at holde en konkret tradition og nation i hævd, og at deres voldsomme trang til at harmes over »racismen« og »højrepopulismen« i kombination med praktisk politik og den demografiske udvikling overalt i Vesteuropa indebærer en masse nye spændinger og konflikter, som man ikke behøver gå i biografen eller teatret for at se.
Derfor er det stadig nemmest ikke at tage debatten og at kalde sig Alternativet, mens man fortsætter den samme dogmatiske »humanisme«, som takket være mange andre partier og politikere allerede har ført landet ud på et socialt, kulturelt, økonomisk og religiøst skråplan.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 20.mai 2018, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.