Det begynder at ligne lidt. Et flertal i Folketinget har vedtaget, at kvinder ikke må gå religiøst og politisk maskeret rundt i gader og stræder. Det manglede da bare.
Danmark er ikke et islamisk land og bliver det forhåbentlig aldrig. Som en af mine venner skrev i en mail fra selveste Frederiksberg i København: Når jeg ser disse burkaer og niqabber gå rundt, så kommer jeg uafvendeligt til at tænke på sorte ulykkesfugle. For min ven var burkaen et varsel.
Det er dette varsel, et flertal nu reagerer på ved at forbyde den mest islamiske tildækning. Man kunne ønske sig, at samme flertal ville vide at sætte en stopper for den migration og tilstrømning fra muslimske områder, der udgør den strukturelle forudsætning for, at det overhovedet er nødvendigt at lovgive mod ulykkesfuglene. Men det er endnu for meget forlangt. De fleste mennesker, måske især politikere, forstår sig bedre på symboler end substans, og skal have pistolen for tindingen, før de lytter til fornuft.
Sandheden er, at vi ikke kommer udenom at lovgive om substansen, som er, at fortsat muslimsk migration er en bombe under alle europæiske samfund. Økonomisk. Socialt. Kulturelt og politisk. Migrationen svækker Europa, dræner Europa og ødelægger på længere sigt Europa. Det er derfor, jeg bliver ved med at skrive om denne vitale sag. Immigrationen slår os ihjel på den ene, anden, tredje eller fjerde måde. Det virkeligt foruroligende er, at det sker så langsomt, at vi knap nok lægger mærke til det.
Muslimers trinvise aggression mod europæiske vaner, normer og idéer er i kombination med den forandrede demografi de acceleratorer, der sætter de europæiske samfund i defensiven. Som oftest giver vore politikere efter for presset. Det er nemmest, dvs. mest opportunt og mimer en tolerance, der gør sig godt i medier, på bonede gulve og blandt velmenende vesterlændinge, som har travlt med at være søde. Men tag ikke fejl: Eftergivenheden vil blive straffet en skønne dag. Det machiavelliske spørgsmål er kun, hvem der kommer til at eksekvere den.
De eftergivende politikere bliver færre, vil du måske indvende, kære læser. Realismen vokser stille og roligt. Korrekt. Men det sker fra et meget ringe niveau af forståelse af, hvad islam og indvandring betyder ude i den sociale virkelighed. Vi har med andre ord langt endnu.
Lad mig illustrere problemet med en aktuel sag, der er god at blive klog af. I København har politikerne opdaget, at kræfter i flere af byens moskéer arbejder politisk målrettet på skabe splid mellem herboende muslimer og danskere. I Masjid Al-Faruq-moskéen opfordrede en imam ikke overraskende til drab på jøder. Andre steder foregår der alt muligt andet med afsæt i Koranen, hadithlitteraturen eller slet og ret sharia, der strider mod den offentlige orden i ethvert sekulært samfund, som antydet i tv-udsendelser og dokumenteret i Ahmed Akkaris bog om sin afsked med islamismen.
Derfor har politikerne besluttet at lukke de nævnte moskéer eller i det mindste at standse alle offentlige tilskud. Nej, vel? Politikerne har gjort noget andet. De har knageme tilbudt moskéerne et kursus i demokrati. Jo, du læste rigtigt. Politikerne har i deres visdom og priviligerede adgang til skatteydernes penge oprettet og finansieret et kursus i demokrati til mennesker, der afskyr selve den kristne-sekulære orden i landet og for nogles vedkommende søger at afskaffe den. Islamisk Trossamfund nægtede da også at deltage, endsige underskrive et såkaldt kommunalt demokraticharter, der kræver, at organisationen overholder demokratiske værdier.
Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), ærgrer sig. Ikke over sin egen naivitet, men over, at ikke alle moskéer er med på kurset. For, som hun udtaler til Kristeligt Dagblad: »Får vi nogle stærkere moskéer, der også fungerer bedre som demokratiske organisationer, kan det give moskéerne nye redskaber til at forebygge, at unge ryger ud over kanten. Er der problemer i lokalsamfundet med vold i familien eller andet, kan moskéerne også nemmere henvende sig til kommunen og politiet i forhold til en forebyggende indsats.«
Her møder vi tidens fortsat fromme ønske om at skabe «integration». Det er ikke blot en illusion, det er også et udslag af den kroniske selvovervurdering blandt politikere. At blive danskere, tyskere eller hollændere er indvandrernes og efterkommernes egen forbandede pligt, men integrationen går mere og mere i stå, jo flere de bliver. Det er dette, der er så ulykkeligt: Mens vore politikere taler videre integration, bliver den i virkeligheden mere og mere umulig.
Først publisert på Jyllands-Postens blog. Gjengitt her med forfatterens tillatelse.