I dag er vi kommet til fjerde handling, scene 15:
Peer reiser ut i verden, og ingen vet hvor han er. For selv om Peer har slått seg opp som en maktfull politiker i ett av verdens rikeste land, så staker han ut kursen for å holde seg inne med den som han antar vil vinne. Han lever etter regelen «den som ei gjør vondt, gjør godt».
For Peer vil noe mer: Han vil bli redde hele verden.
Til det trenger han flere penger. Det planlegger han å skaffe ved å gå i allianse med de undertrykte iranerne i krigen mot det islamistiske regimet, men da som en allianse mot den sanksjonsivrige presidenten i «Store Satan». Det er handel som gjelder for det vakre land. Men han sviktes av sine maktfulle venner, ikke minst i Rådet for Sjømat som erfarer at Iran ikke kan betale blant annet på grunn av en pågående valutakrise. Planen går i første omgang i vasken.
Men Peer har dårlig tid. Han er blitt en middelaldrende mann og han dyrker seg selv. Peer rir inn i ørken og utgir seg for å være profet – som både er vis og rik.
Profeten er kommen!
Profeten, Herren, den alting vidende, till os,
till os er han kommen over Sandhavet ridende!
Profeten, Herren, den aldrig fejlende, till os,
till os er han kommen gjennem Sandhavet sejlende!
Rør Fløjten og Trommen;
Profeten, Profeten er kommen!
Det er pikene som synger mens magedanserinnen Anitra – som både er dristig og krevende – viser frem sin unge skjønnhet. Hun er Irans forsmådde datter som har tatt livsopphold i riket der Peer har forlatt sin Solveig. Men nå er Anitra tilbake, uvisst om det er henne høvdingfar som har tatt henne under vingene.
Anitra lar seg lokke av profeten Peer:
Hans Ganger er Mælken, den hvide, som strømmer i Paradisets Floder.
Bøj eders Knæ! Sænk eders Hoder! Hans Øjne er Stjerner, blinkende, blide.
Intet Jordbarn dog taaler
Glansens Glans af de Stjerners Straaler!
Gjennem Ørken han kom.
Guld og Perler sprang frem paa hans Bryst.
Hvor han red blev det lyst.
Bag ham blev Mørke;
bag ham foer Samum og Tørke.
Han, den herlige, kom!
Gjennem Ørken han kom,
som en Jordsøn pyntet.
Kaba, Kaba staar tom; –
han har selv forkyndt det!
Og Peer vet at ingen blir profet i eget land, men likevel er det hele privat – og det gjør han til situasjonens herre:
Jeg har læst paa Trykk – og Sattsen er sand –
« ingen blir Profet i sit eget Land.» –
Dette her, det huger mig meget bedre,
end Livet histover blandt Charlestowns Rhedre.
Der var noget hult i den hele Sag,
noget fremmed paa Bunden, noget uklart bag; –
jeg følte mig aldrig hjemme i Laget,
og aldrig rigtig som Mand af Faget.
Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?
Rode og rode i Forrettningsbingen.
Naar jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; –
det traf sig saa; det er hele Tingen. –
Være sig selv paa Grundlag af Guld,
det er som at bygge sit Hus paa Sandet.
For Uhr og for Ring og for alt det andet
loggrer de Godtfolk og kryber i Muld;
de løfter paa Hatten for Brystnaal-Kronen;
men Ring eller Naal er jo ikke Personen. –
Profet; se, det er en klarere Stilling.
Da ved man dog paa hvad Fod man staar.
Slaar man an, saa er det en selv, som faar
Ovationen, og ej ens Pundsterling og Shilling.
Man er, hvad man er, foruden Snakk;
man skylder ej Slump eller Tillfælde Takk,
og støtter sig ej till Patent og Bevilling. –
Profet; ja, det er noget for mig.
Og jeg blev det saa inderlig uforvarende, –
blot ved at komme gjennem Ørken farende
og træffe Naturens Børn paa min Vej.
Profeten var kommen; den Sag var klar.
Det var saamen ikke min Agt at bedrage –;
der er Forskjell paa Løgn og profetisk Svar;
og jeg kan jo altid træde tillbage.
Jeg er ikke bunden; det er ikke værre –;
det hele er, saa at sige, privat;
jeg kan gaa, som jeg kom; min Hest staar parat;
kort sagt, jeg er Situationens Herre.
Men mens Peer lar seg forblinde av Anitras ungdom og skjønnhet, så overhører han det hans slavinne Anitra er oppriktig om: Hun har ingen sjel.
Du er lokkende, Barn! Profeten er rørt.
Vil du ikke tro mig, saa fornem Beviset; –
jeg gjør dig till Houri i Paradiset!
– Umuligt, Herre!
Hvad? Tror du, jeg væver?
Det er ramme Alvor, saa sandt jeg lever!
– Men jeg har ingen Sjæl.
Så var det Anitra som lurte Peer. Hun var ute etter de pengene hun trodde han hadde.
Du sveder, Profet; jeg er angst du skal smelte; –
rækk mig det tunge, som dingler i dit Bælte.
(Fritt etter Henrik Ibsen, «Peer Gynt», tekst i kursiv er identisk , publisert 1867. Forsidebilde av Mads Ousdal er fra Peer Gynt-forestillingen på Gålå 2016, foto HRS)