Hvem vil du helst ledes af – EU’s kommissionsformand eller tibetanske Dalai Lama, der forleden chokerede en flok journalister i Malmø ved at udtale, at Europa er for europæere – ikke alle mulige andre.
Sådan taler man ikke, slet ikke i vores kære naboland, men den 83-årige Lama lod sig ikke kyse af de vantro journalister og forklarede, at migranter sydfra ikke kan forvente at få statsborgerskab, idet han fortsatte:
»Disse desperate mennesker, som er kommet i stort antal til Europa, skal have beskyttelse, men når der er fred, skal de vende hjem igen og være med til at opbygge deres egne lande. De skal tilbydes uddannelse, men de skal ikke blive permanent i Europa, det burde de også vide. Europa er for europæere.«
Klip til vor mand i EU-Kommissionen. Han holder tale i EU-Parlamentet. Igen. Om unionens tilstand. Igen. Og taler om sommertid og andre presserende emner. Formanden får imidlertid mere kulør i ansigtet, når han taler om at afskaffe den nationale selvbestemmelse i skatte- og udenrigspolitikken, og når han kritiserer medlemslandenes midlertidige grænsekontrol og ønsker sig mere »legal indvandring«.
Dernæst siger hr. Juncker, at han vil øge antallet af grænsevagter ved Middelhavet, hvilket umiddelbart lyder fornuftigt, selv om forslaget kommer lidt sent. EU’s ydre forsvar har længe glimret ved sit fravær, ikke mindst fordi genierne i de vesteuropæiske hovedstæder hidtil har opfattet menneskeimporten som en humanitær sag og nægtet at opfatte forsvaret af Europa som et militært anliggende.
EU’s grænsevagter vil ikke hjælpe stort. Som iagttagere allerede har gjort opmærksom på, glemmer kommissionsformanden nemlig at nævne, at migranter fra de varme lande fortsat – takket være konventioner fra en svunden tid – vil have ret til asylbehandling, også selv om de bliver standset i en gummibåd. Grænsevagten skal da fragte migranterne i land, dvs. til Spanien, Italien eller Grækenland, i stedet for at sende dem hjem. 10.000 nye serviceorienterede grænsevagter vil således kun forstærke den igangværende folkevandring. Med mindre der indføres asylbehandling i Nordafrika – og det er der ikke konkrete planer for – eller der indføres asylstop – hvilket kolliderer med de vesteuropæiske eliters syn på sig selv som verdensforbedrere.
Det er derfor ikke så underligt, at EU’s uigennemtænkte forslag får flere og flere europæere til at spørge, hvad magthaverne i Bruxelles og Strasbourg egentlig har gang i. Ønsker de ligesom paven i Rom, at Europa skal være afrikansk – eller at Marseille, Køln og Rotterdam skal blive det nye Beirut?
Des mere kommissærerne trækker kejserkortet og kræver underkastelse, desto mere nationale og partikulære bliver befolkningerne. Det skyldes ikke, at de europæiske befolkninger er kældermennesker, sådan som fiktionsforfatteren Carsten Jensen sidder på femte sal på Østerbro i København og forestiller sig, men at de ikke er til fals for hvad som helst og med egne øjne kan se, hvad immigrationen gør ved Europa.
Den omdiskuterede, men fremragende historiker Uffe Østergård spidder på baggrund af en længere historisk syntese EU’s misere i sit nye og digre værk ”Hvorhen Europa?”, som jeg har fornøjelsen af i øjeblikket, og som vender hans tidligere fortolkning af EU på hovedet. Indtil for et par år siden mente Østergård, at nationalstaten var et forbipasserende fænomen, der ville blive afløst af et stedse tættere overnationalt samarbejde i Europa.
Nu erkender han, at de nationale følelser og ræsonnementer stikker dybere og har en senere forældelsesfrist, ligesom EU-toppen qua sin imperiale selvforståelse og politik akkurat har styrket sympatien for nationalstaten og dens suverænitet. Dette hænger også sammen med, at globaliseringen som ideologi har nået sin grænse, og at geopolitikken er vendt tilbage. Vist er der masser af økonomisk globalisering i verden af i dag, men den normative globalisering er for nedadgående og findes efterhånden kun i EU.
Når et flertal i EU-Parlamentet f.eks. vil straffe Ungarn disciplinært for ikke at leve op til EU’s floskuløse værdier, skal man huske, at EU selv er præmieeksemplet på skindemokrati og kommissærstyre. For magthaverne handler det nu kun om at beholde magten. Ligesom når den tibetanske lama udtrykker sig ubekvemt og mødes med et kollektivt gisp. Lamaen må jo være racist.