Der er allerede sagt og skrevet meget om svenskernes valg til Riksdagen. Selv havde jeg den fornøjelse at høre journalisten Niels Ivar Larsen, politologen Karsten Skjalm og den svenske journalist og forfatter Ingrid Carlqvist udlægge valgets videre betydning i Radio24syv.
Uanset deres forskellige politiske holdninger synes de tre at enes om, at udsigterne er dystre for vores naboland. Ikke alene parlamentarisk – med udsigt til dannelsen af den svageste svenske regering i mands minde – men endnu mere med tanke på de omfattende demografiske, sociale og økonomiske udfordringer, landet står over for takket være årtiers hyperindvandring fra de varme lande. En indvandring, der vel at mærke drøner videre – trods «grænsekontrol» og andre symbolpolitiske tiltag.
Sverige befinder sig midt i en rivende flod, med lige langt til begge bredder, som bloggeren Snaphanen udtrykker det poetisk.
Hvis vi lægger alle verserende rygter om valgfusk og manglende kontrol med valgsteder, embedsmænd osv. til side, er sandheden om det svenske valg, at den borgerlige blok snildt kunne danne regering med Sverigedemokraternes støtte, hvis den borgerlige blok ellers ønskede det. Det gør den som bekendt ikke.
Sverigedemokraterne, der viste sig at være valgets store vinder, skønt fremgangen ikke var lige så stor som forventet for bare to uger siden, tæller ikke med. Sverigedemokraterne er med en formulering lånt fra den store danske forfatter Carsten Jensen kældermennesker. Og kældermennesker skal ikke lukkes ud i lyset eller ind i svensk politik. Døren er stängt!
Som forsangeren for rockgruppen U2, altså Bono, ifølge Aftonbladet lod forstå under en koncert i Paris, så er Sverigedemokraterne jo nazister. Heil Hitler!
Så langt, så godt.
Hvad jeg ikke vidste om det svenske valg, er, at Socialdemokraterne på valgdagen skal have sendt hele 700.000 sms’er ud til vælgere bosat i såkaldte «mobiliseringsområder». Hvad vil det sige? Jo, det vil sige til indvandrertætte forstæder og valgkredse. Det er her, partiets nye vælgere bor, og de bliver flere og flere.
For at kunne udnytte den moderne teknologi så fermt havde Socialdemokraterne forinden købt sig til nummeroplysninger fra en privat virksomhed. Jeg vidste ikke, man kunne den slags. Slet ikke i Sverige.
Kampagnen ser ud til at have båret frugt. Nok vidste vi i forvejen, at ghettoerne stemmer rødt, men ikke så rødt.
Rationalet er som følger:
Først importerer sosserne massevis af potentielle vælgere til landet. Dernæst lover de dem guld og grønne skove, asyl og statsborgerskab, mens de glade givere taler højt og flot om deres humanitære sindelag, tolerance og multikulti. Endelig sender de dem en sms på valgdagen for at lokke dem hen at stemme på det rigtige parti, der gjorde det hele muligt.
Man må beundre sossernes foretagsomhed. Deres adfærd ligner en plan, og tiden arbejder for den med renters rente, familiesammenføring og hele svineriet. I løbet af de seneste 30 år er der blevet udstedt mere end 2 mio. opholdstilladelser.
Der vil komme flere, mange flere og jo flere migranter, jo flere stemmer til Socialdemokratiet – lige indtil velfærdsstaten – eller hvad de gamle marxister kaldte basis – braser sammen.
Skide være med Sverige!