Meget velklædte, alvorsfulde og veltalende svenske partiledere ses for tiden på vej ind og ud ad døre til møder om dannelsen af en ny regering. Riksdagsvalget er allerede længe siden (september), og regeringsdannelsen trækker i langdrag, fordi ingen vil samarbejde med valgets reelle sejrherre, Sverigedemokraterne.
Derfor bliver de ved, de andre partiledere. Ind og ud, start, stop, om igen, hen til kommoden og tilbage igjen.
En dans om magten
Det ligner en dans, fordi det er en dans. En dans om magten, æren og den formelle indflydelse over et samfund i glidende opløsning fra syd til nord, fra by til land, fra rig til fattig og mellem etniciteter.
Ifølge finske Kyösti Tarvainen fra universitetet i Aalto, som i et interessant studie offentliggjort i Bulletin of Geography zoomer ind på de nordiske lande, vil den indfødte del af befolkningen først være i mindretal i år 2065 i Sverige, men bølgerne går allerede højt. Den historisk unikke transformation af befolkningssammensætningen i de nordiske lande har i løbet af få årtier medført ganske voldsomme sociale, kulturelle og økonomiske forandringer, og flere er på vej takket være demografi og kultur.
Selv om det ikke siges højt, er det disse dystre udsigter, der allerede nu forplanter sig til den aktuelle forestilling i Riksdagen: Velkommen til svensk samba anno 2018. Hvis kendetegn er, at man hellere bekæmper budbringerne end konfronterer samfundskrisens årsag.
Same shit, different day
Først var det de pæne og anstændige borgerlige partier, der forsøgte sig med at finde et flertal uden om Sverigedemokraterne. Uden held.
Så blev det sossernes tur, same shit, different day. Tilfældet ville ovenikøbet, at sossernes Stefan Löfven måtte give fortabt, samme dag som Tysklands kærlighedskansler takkede af som leder af de tyske socialdemokrater, undskyld kristendemokrater. Löfven og Merkel havde i årevis talt højt og flot om ansvar, ledelse og sammenhold; begge efterlader de sig kaos, konflikt og en uhørt høj grad af generel utilfredshed i deres vælgerbefolkninger, en skuffelse og vrede, der formentlig kun overgås i Mellemamerika, Ukraine og Myanmar.
I går måtte Moderaternes leder, Ulf Kristersson, så opgive at danne regering med Kristdemokraterne, fordi hverken Centerpartiet eller Liberalerna ville være med. Intet ser ud til at lykkes i det engang så stabile svenske demokrati, og kl. 9.40 her til morgen blev Kristersson endeligt nedstemt som statsministerkandidat.
Svensk politik synes omdannet til et afdansningsbal, fordi det svenske samfund befinder sig i en dyb krise. Det mulige valg af Centerpartiets Annie Lööf som statsminister med socialdemokraternes støtte vil ikke ændre en tøddel på det, selv om hun med garanti vil snakke alt det, hun kan.
De fire D’er
Den engelske iagttager og forfatter Matthew Goodwin, lektor ved University of Nottingham, taler om de fire D’er i vesteuropæisk politik: distrust, destruction, deprivation og dealignment.
- Med distrust hentydes til en almen og specifik mistillid til det politiske systems evne til at løse samfundsproblemer.
- Med destruction hentydes til en gradvis ødelæggelse af nationale kulturer.
- Med deprivation hentydes til en proletarisering af den gamle arbejderklasse i konkurrence med en ny etnisk underklasse.
- Med dealignment hentydes til en voksende kløft mellem de traditionelle partier og vælgerne, som efterhånden kendes fra hele Vesteuropa.
De fire D’er er i Sverige krydret med benævnte sambadans. Årsagen er lige så dyb, som den er simpel: en tværpolitisk vægring ved at bruge SD’s mandater til noget. Man samarbejder jo ikke med nazister, vel?
Hvad vi er vidner til, er historisk, såvel krisens væsen som etablissementets «krisehåndtering».
Sidstnævnte vil næppe gentage sig efter næste valg, hvor SD formentlig vil være endnu større. En dag vil de liberale og de røde i Sverige blive nødsaget til at lytte til en stedse voksende del af befolkningen.
Spørgsmålet er naturligvis, hvorvidt løbet allerede er kørt. I så fald hjælper ingen samba.
(Først publisert på Jyllands-Postens blogg. Gjengitt her med forfatterens tillatelse)