Det osmanske riket og høyreekstremisme
”Den globale udbredelse af tyrkisk islam og imaget af Erdogan som den politiske leder, der beskytter islam, er uadskillelige,” siger Ahmet Erdi Öztürk, som blandt andet forsker i tyrkisk politik ved Strasbourg Universitet og Linköping Universitet.
”Han optræder, som om han er en moderne inkarnation af det osmanniske kalifat, hvilket han i realiteten naturligvis ikke er.”
Ahmet Erdi Öztürk mener at frem til 2010 var Erdogans parti AKP et symbol på at islam kan være forenelig med demokrati og vestlige verdier. Men i kjølvannet av den økonomiske krisen og innenrikspolitiske konflikter endret Erdogan seg og partiet til «en høyreorientert autoritær politisk aktør», og i dette prosjektet spiller islam en avgjørende rolle.
”Erdogan har brugt islam til at konsolidere sin magt blandt den tyrkiske diaspora over hele verden, især blandt nationalistiske sunni-grupper. Jeg har gennemført interviews med diasporaen på Balkan, i USA, Afrika og Europa, og næsten alle sunni-muslimer siger, at Erdogan har forsvaret deres rettigheder, hvilket vil sige islams rettigheder. Der er en stærk følelse blandt sunni-diasporaen i Europa af, at Tyrkiet har tjent dem og er meget vigtigt for dem,” siger han og tilføjer, at Erdogans hovedmål er at blive en symbolsk leder af den muslimske verden og at udnytte denne ”karisma” til at styrke sin position indenrigspolitisk.
«Krig mellom korset og halvmånen»
Stormaktgalskapen til Erdogan ble blottet i all sin avskyelighet da Østerrike i juni besluttet å stenge flere moskeer og utvise en rekke imamer finansiert av Tyrkia. Erdogan erklærte krig mellom «korsfarere og halvmånen». Han har også kalt tyrkere for «Europas fremtid» og oppfordret tyrkere på kontinentet til å få mange barn som hevn over Vestens «urettferdighet». Erdogans innflytelse over tyrkere i Vest-Europa fører til tyrkiske kolonier som lever som tyrkere, ikke integrert i sine nye land der de er statsborgere.
Tyrkiets religiøse indflydelse i Vesten er stærkt problematisk, taget i betragtning, hvad det er for en udgave af islam, Tyrkiet udbreder. Det mener tysk-algeriske Abdel-Hakim Ourghi, som er leder af afdelingen for islamisk teologi og religionspædagogik ved Det Pædagogiske Universitet i tyske Freiburg. Blandt Tysklands tre millioner mennesker med tyrkiske rødder fungerer organisationen Ditib for eksempel som Erdogans forlængede arm, og tilsvarende organisationer gør sig gældende i Østrig, Schweiz, Frankrig og andre lande.
”Det sker via en stærk kontrol med de tyrkiske samfund i udlandet. Tyrkiske imamer importeres til formålet og formidler en konservativ politisk islam til den tyrkiske diaspora, for eksempel ved at børn i weekenden deltager i koran-undervisning, som fremmer en underkastelsens pædagogik. Det er en meget konsekvent tilgang, som betyder, at børn tidligt bliver isoleret fra det omgivende vestlige samfund, og konsekvensen er parallelsamfund,” siger Abdel-Hakim Ourghi.
Dette har vi da også til gangs sett i en annen versjon i Drammen, der nasjonalistiske tyrkere har etablert seg i vidt monn gjennom fascistiske De grå ulver, men forgrening helt inn i Senterpartiet. Formålet er å dyrke frem en etnisk ren tyrkisk og islamsk identitet.
”Det er en meget foruroligende udvikling. Der er tale om en islam-tolkning, der betragter sig som gældende til alle tider, og som alene baserer sig på efterfølgelse og ikke brug af fornuften eller individets kreative tankegang. Den forbyder muslimer at lære af ikke-muslimer, tager afstand fra vestlige værdier og fostrer en ’vi er bedre end dem’-tankegang,” mener han.
Samme vurdering kommer fra Tyrkiet-forsker Ahmet Erdi Öztürk.
”Erdogans nye politik har i den grad en negativ indvirkning på integrationen af diaspora-grupperne. Det er en meget vigtig pointe,” siger han.
Ditib har i årevis haft indflydelse på islam-undervisningen på tyske skoler, men organisationen er kommet under skarp kritik, efter at det sidste år kom frem, at en række imamer mistænkes for at have udspioneret og informeret tyrkiske myndigheder om tilhængere af Gülen-bevægelsen, som Erdogan beskylder for at stå bag et mislykket kupforsøg i sommeren 2016.
Finnes kun én islam
Erdogans hovedmål med den sterke religiøse kontrollen er å oppnå og bevare politisk suksess ettersom de tyrkiske velgerne i Vesten er avgjørende for ham, mener islamforsker Abdel-Hakim Ourghi. Islam er ikke kun et middel, islam er også en overbevisning, og den tyrkiske presidenten har understreket at det ikke finnes en reform-islam, det er kun én islam, den politiske islam. Og i Tyskland er det denne islam protestanter (!) konverterer til.
”Den tyrkiske udgave af islam ser sig selv som et kalifat med Det Osmanniske Rige som forbillede, hvor målet er at udbrede islam og opnå fortolkningsretten af islam blandt alverdens muslimer,” siger han og peger på to tendenser i forhold til tyrkisk islam: Et forsøg på at re-islamisere muslimer, som er født i Vesten, og et forsøg på at islamisere ”de andre”.
”Forestillingen om et kalifat er en utopi. Men vi ser en tendens her i Tyskland til, at mange protestanter konverterer til islam, både i tyrkisk og arabisk form. Så mission har en effekt. Det lader den protestantiske kirke ikke til helt at forstå, og jeg siger altid til kirken, at hvis den skal overleve, må den spørge sig selv om, hvordan den overbeviser mennesker om sandheden af dens egen religion i stedet for at dyrke interreligiøs dialog,” siger Abdel-Hakim Ourghi.
Ingen vet hvor mange i Vest-Europa som konverterer til islam, ei heller hvor mange som knytter seg til den tyrkiske utgaven av islam. Det anslås at rundt 100 000 personer i Frankrike, Storbritannia og Tyskland har konvertert til islam.
Mest religiøst aktiv er Tyrkiet imidlertid i de områder, som landet tidligere herskede over under Det Osmanniske Rige, fortæller Michelangelo Guida, professor ved institut for samfundsvidenskab og internationale relationer ved Istanbul 29 Mayis Universitet.
”Tyrkiet har genopdaget det tidligere osmanniske geografiske område som dets vigtigste strategiske område. Landet har ganske vist stor religiøs indflydelse på samfund med tyrkiske rødder i Tyskland og andre vesteuropæiske lande, men situationen er stadig meget forskellig fra de tidligere osmanniske områder, især på Balkan, hvor Tyrkiet bruger sine historiske forbindelser til at fremme investeringer og religiøs uddannelse,” siger han.
Ekspansjonen
Man ser også et annet urovekkende tegn. I 2003, sier Guida, studerte 14 000 utenlandske studenter ved tyrkiske universitet. I år har antallet passert 100 000 studenter. De fleste kommer fra tidligere osmanske regioner, som Balkan, Midtøsten, Kaukasus og Sentral-Asia.
Tager man til Makedonien, Bosnien, Kosovo, Bulgarien, Rumænien og Albanien, finder man koran-skoler, moskéer og storslået osmannisk arkitektur bygget af Tyrkiet. Stort set alle moskéer i den makedonske hovedstad, Skopje, er finansieret af Tyrkiet. Skoler sponsoreret af Tyrkiet træner ligeledes imamer i Centralasien, et universitet i Kirgistan finansieres af det tyrkiske direktorat for religiøse anliggende (Diyanet), og andre universiteter er også direkte forbundet med Tyrkiet.
”Det er alt sammen en måde at fremme den tyrkiske fortid på. Erdogan har fremmet en ny form for nationalisme gennem religion og politik og gennem en fortolkning af historien, som er knyttet til forestillingen om en storslået osmannisk fortid,” siger Michelangelo Guida.
Samme tendens gjør seg gjeldende i Tyrkia, der islam får stadig mer plass i den opprinnelige sekulære republikken som vokste frem eter Det osmanske rikets fall. I hovedstaden Ankara, som tidligere var en by uten moskéer, strekker kranene seg mot himmelen: moskeer bygges, og tallrike nye statlige bygninger er reist i osmansk arkitektur. Det var heller ikke tilfeldig at Erdogan i 2013 opphevet forbudet mot at offentlig ansatte brukte hijab/slør. Året etter tillot han jenter ned i 10-årsalderen å bruke hijab/slør i barneskolen.
Islam – en bærende søyle
Erdogans hovedmål med å utbre islam er å fremme såkalt «myk makt», herunder økonimsk makt og investeringer i de strategiske mrådene, fortsetter Kristeligt Dagblad.
Religion er kun én komponent i denne magtpåvirkning, men den er samtidig en af de bærende søjler i den nye tyrkiske nationalisme under Erdogan og ikke blot et middel til at opnå politisk og økonomisk indflydelse, påpeger Michelangelo Guida. Selvom Tyrkiet har stor økonomisk indflydelse på især Irak og dele af den øvrige arabiske verden, så stopper den religiøse indflydelse her, mener den italienskfødte professor.
”Mange arabere føler sig lidt truet af denne stærke tyrkiske identitet, og de har svært ved at forstå hinanden religiøst. Den tyrkiske tilgang til islam har altid været mere pragmatisk, mens araberne har en mere rigid og bogstavelig fortolkning af de islamiske tekster. Sharia spiller en rolle i tyrkisk islam, men er begrænset til privatlivet,” siger han.
Vi kunne med fordel hatt en offentlig kartlegging av Erdogans innflytelse i moskeer i Norge. Den blir nok ikke mindre «i morgen», slik utviklingen ser ut til å gå.