Det har mildest talt ikke skortet på forargelse, vrede og fordømmelse af Rasmus Paludan og hans parti Stram Kurs. Et eller andet sted forstår jeg den spontane modvilje. Der er tale om noget ganske nyt og anderledes.
Jeg tror ikke, Ramus Paludan er nazist, sådan som Weekendavisens chefredaktør mener at vide, men han er i en dansk sammenhæng uden for kategori. Sikkert er det i hvert fald, at fænomenet kun kan sammenlignes med DF og Nye Borgerlige, hvis man har opgivet at følge med og skelne meningsfuldt i den løbende politiske udvikling.
For eksempel er det nyt og naivt at ville forbyde islam. Man kan og skal ikke forbyde ideer. Det er også nyt og forkert at ville udvise statsborgere fra Danmark med henvisning til, at de forstyrrer den offentlige orden, fordi de er muslimer.
Omvendt kan man i mine øjne sagtens forhindre opførelsen af flere moskéer, finansieret udefra af petrodynastier, fordi de netop foragter den offentlige orden, ligesom man kan standse den offentlige støtte til muslimske «kulturforeninger», forbyde tørklæder i offentlige institutioner og den slags for at tage magten fra de hellige og sikre den sekulære retsstat. Man kan naturligvis også kyle kriminelle udlændinge ud på røv og albuer og i det hele taget sætte asylindvandring, familiesammenføring m.v. på pause og sige nej til EU’s teknokratiske «flygtningekvoter». Det er politik og sund fornuft.
Med hensyn til personen Rasmus Paludan kan der spekuleres i flere retninger. Jeg har haft fornøjelsen af at møde ham ganske få gange i Lars Vilks Komiteen, og mit indtryk var, at han var en mand på jagt efter en identitet. Her, et par år senere, ser det ud til, at han i stedet har fundet sin skæbne og trives bedst i kaos og konflikt i begivenhedernes centrum. Jeg mener det, når jeg tilføjer, at jeg håber, at han overlever. Men er han narcissist? Så afgjort.
Dette skudsmål afliver bare ikke hans politiske ambitioner. Langt de fleste politikere er narcissister, det er reglen snarere end undtagelsen. Den nye dreng i klassen er bare mere intelligent end de fleste.
Rasmus Paludans entré i dansk politik repræsenterer noget helt andet og vigtigere. Han er den hidtil mest bastante reaktion på det hastigt voksende problemfelt, som skribent og forfatter Ulrik Høy med sin vanlige sans for det sigende udtryk ifølge Snaphanen.dk kalder den største dumhed i folkestyrets historie. Ja, det er naturligvis masseindvandringen af muslimer, vi taler om, Danmarks største og mest irrevesible fejltagelse siden 1849.
På venstrefløjen har man talt og skrevet om den sorte reaktion. Her har vi den så endelig på dansk. Rasmus Paludans parti er den hidtil sorteste reaktion på folkestyrets vanvittige beslutning om at åbne Danmark for islamiske ideer, normer og vaner.
Berygtede historiske lavpunkter som nederlaget i 1864, tabet af Sønderjylland, den tyske besættelse fra 1940-45 og Den Kolde Krig skyldtes andre landes tryk og vilje. Sådan er det ikke med immigrationen. Takket være en fiks idé ved navn multikulturalisme importerede vi i løbet af en generation eller to omkring 300.000 muslimer til vores lille kristent-sekulære kongerige og troede, at alt ville blive godt, ja, faktisk beriget og bedre. Ingen tvang os til det, ingen bad os om det, bortset fra nogle ganske få utopiske politikere, lobbyister, kunstnere og kendisser fra København.
Til sammenligning steg antallet af jøder i Danmark fra 0 til 6.000. På 400 år. Og med jøder har vi ingen sociale eller kulturelle problemer, tværtimod. De er en berigelse.
Sig mig engang, alle jer Carsten Jensener, Stine Bosser, Uffe Elbæker eller aktivistiske medarbejdere i Dansk Flygtningehjælp og Danmarks Radio: Hvad havde I egentlig forestillet jer? At indvandringen og dens konsekvenser bare kunne fortsætte i al evighed? At den ikke ville møde modstand? Tror I, danskerne er dumme? At de finder sig i alt? Havde I regnet med, at Dansk Folkeparti ville blive det sidste protestparti?
Tro om igen.
Multikulturalisterne må kende Europas sjæl temmelig dårligt. På grundlag af en lang, kroget og dramatisk historie ved vi om europæerne, at de rummer både kærlighed og krig, blomster og blod, leg, alvor og død. Vis mig en europæer, og du vil møde såvel grænser som gæstfrihed, du vil møde menneskelighed, men sandelig også en udviklet sans for kulturelle forskelle. Lukker vi øjnene for det heroiske, det primitive – eller hvad Thomas Mann for 100 år siden kaldte den »dybe længsel efter det frygtelige«, så vender det tilbage med dobbelt styrke.
Stram Kurs er et varsel herom. Europæere er ikke kun til oplysning, rettigheder og universalisme, men også til dunkel romantik, tungere pligter og partikulære sandheder, hævet over retorik og pacifisme. Europæere har historisk set været temmelig gode, ja, alt for gode til at føre krig og og kæmpe for det, de har kært, jeg siger det bare, det må ligesom være feset ind.
Filosoffen Kai Sørlander er også inde på, at paludaniseringen af dansk politik må anskues i en bestemt kontekst. Uden masseindvandringen ville Stram Kurs end ikke have været et screen dump. Partiet er det hidtil tydeligste symptom på den hastige sociale svækkelse af nærsamfundet, som indvandrings- og asylpolitikken har medført i mange boligområder med bander, overfald og hyæneadfærd. Partiets chance for at blive valgt ind i Folketinget er et produkt heraf.
Skal vi undgå Rasmus Paludan – eller det, der kan blive værre – så er vi med Kai Sørlanders beherskede ordvalg nødt til at vælge politikere, som er villige til at standse de problemer, som tildelingen af opholdstilladelser og statsborgerskab har skabt for store dele af den almindelige befolkning. Jeg tvivler på, at vi kan løse dem på retsstatens grund, men vi må forsøge at inddæmme dem, især for vores børns skyld.
Længere er den egentlig ikke, skønt vi hidtil har haft endog meget svært ved at gøre netop dette – og tilmed sidste gang stemte nokkefår som Lars Løkke, Søren Pape Poulsen og Anders Samuelsen i regering. Lad det ikke ske igen.
Kan ske det ikke er tid til Stram Kurs, men det haster med en ny kurs for Danmark.