Det var med vantro og sorg, at jeg onsdag aften måtte konstatere, at De Radikale blev valgets store vinder. Det kniber for mig overhovedet at formulere denne sætning; fingrene gør modstand, som har jeg med ét fået gigt, og tasterne sætter sig fast. Men sandt er det. Det parti, som jeg afskyr mere end noget andet af et fædrelandskærligt hjerte, er kongemager – igen.
Jeg skal være den første til at beklage min naivitet. Dum, som jeg er, troede jeg, at folk havde gennemskuet dette selviagttagende, egohumanistiske parti med alle de hipsterrigtige og skabagtige meninger om alt lige fra Lindholm til EU. Men nej, folk gav dem en chance mere for at ødelægge Danmark for vores efterkommere.
Selv Torben Steno, vært for Danmarks eneste borgerlige radioprogram på Radio24syv, erklærede på valgdagen at have stemt radikalt, og allerede dér burde jeg have læst skriften på væggen. Dansk borgerlighed er reduceret til en tynd fernis, tyndest i toppen af medier, undervisning og statsfinansieret propaganda, ude af stand til at mønstre noget, der bare minder om modstand, mens de røde og lyserøde regerer uindskrænket over såvel nyheder som holdningsdannelse.
Tillad mig en skefuld mere selvynk i nederlagets stund. Stort set siden Lars Løkke Rasmussen kom til magten, har jeg skrevet imod Venstre og anklaget partiet for at være socialdemokratisk, og det gik frem. Jeg har skrevet næsten lige så ondskabsfuldt om De Konservative og partiformanden – konservative bliver I aldrig! – og de gik frem. Jeg har naturligvis også ytret mig kritisk om Socialdemokratiet, som nu indtager Statsministeriet, og tvivlet højlydt på, at Mette Frederiksen mener det, når hun siger, at hun vil standse asylindvandringen. Alt sammen til ingen verdens nytte.
Hvis folkeviljen blev udtrykt den 5. juni, så står jeg mere marginaliseret med mine holdninger end nogensinde før. Den eneste trøst er, at Nye Borgerlige kom ind, at Anders Samuelsen og hans søster er ude, at Uffe Elbæks ballonfærd blev punkteret, at Helle Thorning-Schmidt efter alt at dømme ikke synes at være på vej tilbage til dansk politik, og at Tour de France snart begynder.
Så er der dem, der siger, at mange vælgere stemte strategisk for at undgå, at fløjene blev styrket, sådan som vi ellers har set det ske over det meste af Vesteuropa i de seneste år. Det er muligt. I så fald blev højrepopulismen i Danmark afløst af midterpopulismen eller forestillingen om, at de gamle partier sikrer politisk stabilitet, hvilket kun giver mening, hvis man definerer stabilitet som evnen til at bruge andre folks forfra og bagfra, smide skattemilliarder efter vindmøller og varm luft for at «redde klimaet» og lade den ulyksalige demografiske udvikling tikke videre, som var den et kosmisk urværk hinsides menneskelig kontrol. Det piner mig at sige det, men Danmark begynder at ligne Sverige.
Den garvede erhvervsmand Asger Aamund har skrevet det sandeste, der er skrevet om valgresultatet, når han peger på den dybe, danske stat som en konstant i vælgernes præference. Den dybe stat er karakteriseret ved, at tre fjerdedele af alle danskere enten arbejder i stat eller kommune eller er på overførselsindkomst. Overførslerne har i årtier været udbetalt til omkring 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, hvilket får Aamund til at rejse to spørgsmål, som er lige så akutte i dag som midt i 1990’erne: »Hvorfor har vi inviteret 125.000 arbejdere fra Østeuropa til Danmark, når vi besidder en så formidabel arbejdskraftreserve? Hvorfor diskuterer vi import af arbejdere fra de varme lande, når vi har 800.000 af vore egne på støtten?«
Svaret er, at ingen tør gå op imod den dybe, danske stat. Det er den, der bestemmer, eftersom det er den, flest vælgere står i et afhængighedsforhold til. Velfærdsstaten, det er os, og vi er de fleste. Pengene, dem må andre sørge for, de rige, lede svin og deres forurenende virksomheder, og indvandringen, den er enten nødvendig eller ustoppelig, for man er vel humanist.
De fleste af vore trængsler og problemet med at vende udviklingen kan tilskrives denne dybe stat og dens afledte konsekvenser, som især de statsfinansierede medier plejer med en from nidkærhed, som var der tale om at beskytte adgangen til en helligdom, hvilket der netop også er, og så er vi tilbage ved Torben Steno, der angiveligt stemte radikalt, selv om han skal forestille at være borgerlig og markedsføres som sådan af Radio24syv for offentlige midler.
Når borgerligheden efteraber sin modstander, kan det vel ikke undre, at den taber med et brag.