Vi begynder i Det Gamle Testamente. Det er vi nødt til, eftersom vor nuværende opfattelse af begreber som folk og nation er gået hen og blevet overfladisk, ahistorisk og kulturblind. Snart kan vi ikke engang se et Dannebrog vejre i vestenvinden uden at skamme os noget så frygteligt, fordi halvdelen af befolkningen er begyndt at se dette nationale og kristne symbol som bevis på fremmedhad og racisme. Det er derfor, Enhedslisten vil have det helt ud af Folketinget.
Jødernes kanoniske skrifter bør kunne få os tilbage på sporet. I disse skrifter finder vi flere af vor kulturarvs mest arketypiske legender med appel til mere end børn. Her finder vi ligeledes den i vor kulturkreds første beskrivelse af folket som summen af slægter, vaner og sprog på et afgrænset territorium. Den bibelske nationalisme, der gjaldt det israelitiske folk, er den første nationalisme i Vesten, som samtidig understreger, at man ikke må tage eller invadere naboers land.
I Første Mosebog kan vi læse om jordens talrige folkeslag spredt ud over kloden af Herren »slægt for slægt, sprog for sprog, land for land og folkeslag for folkeslag«. Snart zoomes der ind på det israelitiske folk: Abraham, så Isak, så Jakob, hvis 12 sønner bliver stamfædre for Israels 12 stammer, der siden forenes i en nation. Nationens tilblivelse var en følge af integrationen af klaner og stammer ind i en nation uden erobringstrang. De første nationalister anså nationen for en styrkelse af dem selv, herunder deres materielle velstand, sammenhængskraft og formidlingen af den kulturelle arv til næste generation.
Jødernes selvstyre, som beskrevet i de mosaiske tekster, stod i kras modsætning til de store imperier Egypten, Babylonien, Assyrien og Persien, der søgte at underlægge sig alle andre folkeslag med henvisning til skabelsen af en universel verdensorden. Israel var den genstridige lilleput, nationalismens vugge. Men da kristendommen gik hen og blev officiel statsreligion i Romerriget fra slutningen af 300-tallet, blev den bibelske nationalisme afløst af visionen om et kristent verdensrige i tråd med Roms politiske ambitioner. Det Gamle Testamentes indsigter gled ud, paver og kejsere kom ind.
Kristendommens urgamle ideal om retten til national selvbestemmelse overlevede imidlertid århundreders imperialisme og fandt ny næring under Reformationen og takket være indstiftelsen af Den Westfalske Fred. Men den grundlæggende konflikt mellem nationalisme og imperialisme bestod. I dag krydser striden den politiske debat, som Donau, Rhinen, Po, Elben og andre store floder krydser kontinentet. Bag de hyppigt anvendte eufemismer om åbenhed, globalisering, transnationalisme, subsidaritet og universelle menneskerettigheder genfinder vi den gamle strid mellem nationalister og imperialister.
Mange af mine globalistiske venner anerkender ikke, at de i virkeligheden er imperialister, skriver den israelske filosof Yoram Hazony i sin glimrende bog The Virtue of Nationalism, som jeg gjorde reklame for sidste søndag. De vil afvise, at deres internationalisme skulle være imperialistisk og tilføje, at denne gang er det anderledes. Men Hazony lader sig ikke bedrage. På grundlag af bibelstudier og et indgående kendskab til Vestens politiske idéhistorie, peger han på, at imperialisterne ikke længere er paver eller tysk-romerske kejsere, men nu sidder som bureaukrater, kommissærer, jurister og særligt udpegede eksperter i FN, EU, ved internationale domstole og i klimapaneler og kræver unison politisk handling ud fra en singulær doktrin.
Imperialisterne sidder såmænd også i de fleste danske partier, som ønsker at «integrere» Danmark mere i «Europa» (hvormed de altid mener EU) eller det såkaldte internationale samfund, som forsamles under stor fanfare på urbane og luksuriøse lokaliteter. Disse nye paver og kejsere ville have godt af at læse Det Gamle Testamente på ny og overveje, om ikke Vestens tumultariske historiske erfaring med imperier og gennembruddet for de revolutionære imperiestater som Nazityskland og Sovjetunionen i det 20. århundrede netop bør få os til at vælge nationalisme som rettesnor frem for mere universalisme og imperialisme.
Læren synes i dag at være den modsatte. Nationalismen er alle onders ophav, intet godt kan vi bruge den til. Derfor overgiver vi os til internationalismen og imperialismen og tror både naivt og selvoptaget, at alle mennesker kan blive og leve som os, i Afghanistan eller her, det gør ingen forskel. Vi er blevet blinde, blinde for kultur og begrænsninger. Mennesker er ikke bare individer. De knytter sig til andre, til kollektiver, familier, klaner, stammer, nationer. Alle levedygtige politiske institutioner er bygget af små byggesten, det må vi da kunne forstå i Lego-klodsens hjemland.