Forventningerne var store, da Microsoft i 2016 lancerede en robot, der kunne chatte og tweete på livet løs og dermed aflaste millioner af mennesker, der bruger mange af deres vågne timer på at ævle løs på de sociale medier. Robotten fik navnet Tay. Den holdt ikke engang en day. Efter 16 timer og 96.000 tweets trak opfinderne stikket. Robotten skulle være blevet klogere og klogere. I stedet blev mere og mere gakket.
Jeg kom til at tænke på Tay, da jeg læste interviewet med den canadiske stjerneforfatter Margaret Atwood i søndagens Politiken.
Atwood, f. 1939, er nok mest kendt for sin dystopiske roman Tjenerindens fortælling (1985), der er levendegjort i HBO’s tv-serie «The Handmaid’s Tale» om regimet Gilead, hvor kvinder bruges som avlsdyr, og mænd kører med klatten.
Skildringen er gruopvækkende i sig selv; alene kvindernes gulvlange, burkalignende kåber, lovbefalede kyser og nedslåede blikke får mig til at gyse, ligesom tv-serien udmærker sig med troværdige skuespillerpræstationer. At den så udarter lige lovlig meget til min smag, er irrelevant her.
Vigtigere er det, at tjenerindens fortælling peger hen på steder og systemer, hvor kvinder bruges som fødemaskiner, underlægges social og seksuel kontrol, reguleret af en streng og uforsonlig religion med en stærk patriarkalsk logik. Hvad kunne det mon være for én?
Nej, ikke den. For nu har Margaret Atwood skrevet en fortsættelse, som på dansk kommer til at hedde Gileads døtre, og af interviewet forstår vi, at det, der får stjerneforfatteren til at ligge vågen om natten, såmænd er – Donald Trump.
Det er Trump og kampen mod fri abort, der er truslen over alle trusler for Gileads døtre i dag, og kun få minutter inde i interviewet er det som om, robotten Tay er vendt tilbage. Præsidenten minder Atwood om noget fra 30’ernes Tyskland. Naturligvis, havde jeg nær sagt: »A-L-T kan komme tilbage«, udbryder hun, alt! Således også Hitler og SS og SA og alt det andet.
Politikens journalist Emilie Maarbjerg Mørk har fået hele seks sider til interviewet i søndagstillæget. Alligevel falder det hende ikke ind at spørge, om der kunne være andre spor, træk eller kræfter i vor samtid, som vil begrænse kvinders ret til egen krop? Jeg mener, ud over ham der med den orange hår.
Hvad betyder det f.eks., når muslimske kvinder bliver skubbet ud fra altaner i Vesteuropa, plaffet ned i Malmø eller Mellemøsten? Kunne det tænkes at have noget med en bestemt patriarkalsk kultur at gøre?
Ikke i Politiken. Ikke for Atwood. Nok har hun hørt om Hitler, men tilsyneladende ikke om æresdrab eller rituelle gruppevoldtægter i nattelivets Tyskland eller Danmark.
Alt kan forklares med nazisme. På den globale venstrefløj får den tyske diktator altid det sidste ord, og som en anden chatrobot spytter Margaret Atwood sine platituder ud, mens medier som Politiken ukritisk lægger mikrofon og spalteplads til.
Klip til den norske samfundsforsker Asle Toje, som jeg er så heldig at kende. Han er også blevet alvorligt træt på norsk af denne vedholdende parallelisering til nazismens forbrydelser, der skrider frem sammen med en tiltagende historieløshed. Som han skriver i det seneste nummer af Weekendavisen, kan vi ikke bare gå ud fra, at historien gentager sig, slet ikke 1:1. Det er derimod vores medier, politikere, forfattere mm., der gentager sig selv – uden egentlig at vide noget særligt om 30’ernes Tyskland eller ret meget andet før 1945. Hitlerparallellen en blevet et kulturelt refræn og en identitetsmarkør i det, Asle Toje rammende benævner en generisk globalisme: »Historiske analfabeter advarer os dagligt om, at alt – næsten alt – er en parallel til nazismen.«
Næste gang en venstreorienteret vigtigper trækker nazikortet, så træk på smilebåndet og fortæl dem, at de er nødt til at udvidde horisonten, hvis de gerne vil forstå deres samtid i tre dimensioner. Og lære lidt mere, måske endda om fortiden. Alt kan ikke handle om Hitler.
(Forsidefoto: Utsnitt fra coveret til boken Gileads døtre)