Den kriminelle kunstner Yahya Hassan har været her, der og allevegne i den forløbne uge, og den københavnske kulturelite har ikke kunnet få hænderne ned. Det skyldes, at den anløbne fyr – vold, trusler, tyveri plus det løse – trækker på tre stærke længsler i tiden.
For det første symboliserer han myten om den unge rebel, der taler sandt uanset personlige omkostninger. Ham holder vi alle sammen af. For det andet ser han godt ud med sin eksotiske fremtoning, og det er damerne vilde med. Endelig tilfredsstiller den viltre digter især de intellektuelles forkærlighed for kriminelle genier.
Da intellektuelle mennesker som regel er udrustet med en ringe grad af almindelig dømmekraft, har de brug for nogle alfahanner at se op til, helst en type, der bryder med deres eget temmelig borgerlige liv, og haps, der kom Hassan forbi.
Af frygt for udstødelse har de intellektuelle det med at læne sig op ad de stærke og rigtige meninger, det er ikke mindst det 20. århundrede righoldigt med eksempler på.
Som historiker Bent Blüdnikow forleden var så uvenlig at minde om, har forelskelsen været størst på Weekendavisens bonede gulve i det indre København. Her har Hassan hjemme i artikler og fidel opbakning, ligesom den nuværende chefredaktør lod den ædle vilde indkvartere i privaten.
Da en ven i sin tid henvendte sig og spurgte, om Yahya Hassan med de mange versaler ikke også kunne bo hos mig, svarede jeg, at det ville jeg ikke udsætte min familie for.
Jovist, Yahya Hassans debut i 2013 var spektakulær, og jeg var selv begejstret i mit første møde med ordene og alvoren bagved. Ligesom mange andre tillod jeg mig at læse ham biografisk og fandt hans beskrivelser af den muslimske ghetto indefra både modig og forfriskende. Så kan de måske lære det på Østerbro og i Risskov, tænkte jeg. Ikke at det skete.
Men så skulle Yahya Hassan pludselig være from og meldte sig under fanerne for Nationalpartiet, der udenpå lignede Radikale Venstre, men var islamisk indeni. I dag har de skatteyderfinansierede medier glemt episoden. Jeg tillod mig dengang at gøre grin med Yahya Hassan 2.0 og tilføjede, at hans pludselige politiske engagement var direkte komisk. Skulle han, denne latrinære skraldespand, belære os andre om tonen i debatten?
Ligesom forfattere som Carsten Jensen og Klaus Rifbjerg, der begge vitterlig er og var mesterlige med ord, aner den puritanske rebel så godt som intet om samfund, politik, økonomi, demografi, realiteter. Ligesom mange af sine kolleger lader han til at være spejlblank, når det kommer til den dimension af tilværelsen.
Nu har den ikke helt så unge mand så udgivet sin toer. Udmærket.
Men han narrer ikke mig. Jeg tvivler på, at Yahya Hassan har noget højere formål end sig selv og sin bankbog. Samtidig risikerer fejringen af ham at gøre indvandringsdebatten til kulørt underholdning og solohistorier.
Vi bør behandle eksotiske undtagelsesmennesker som det, de er – undtagelser – og holde fast i det trivielle hovedspor, som er indvandringens konkrete konsekvenser, herunder flere mord, overfald og flere bander samt en stedse tungere økonomisk byrde for den oprindelige, skrumpende del af befolkningen. Skal Danmark virkelig følge i fodsporet på den humanistiske voldtægtssupermagt Sverige? Skal Danmark virkelig islamiseres?
Vi har med andre ord mindre brug for Yahya Hassan end for mere faktuel viden og statistik og langt mere årvågne medier, der kaster anstændighedens slør af sig og træder i karakter i forsvaret for det Danmark, der er under hastig omkalfatring på grund af årtiers fejlslagne masseimport af mennesker med fremmede normer og religioner – og liberale partier, der ikke kan forsvare den politiske orden, de tager for givet.
Jeg vil gå så vidt som til at mene, at Yahya Hassan er omtrent lige så nyttig som Jan E. Jørgensens døde borgerlighed – bare for at nævne én af de medskyldige.
Når det f.eks. kommer frem i Jyllands-Posten, at unge med ikkevestlig baggrund sætter sig massivt på antallet af straffelovsdomme i de større byer – i Aarhus på hele 45 pct. – bør det få os til at interessere os for ofrene og for, hvor udviklingen fører os hen i kraft af den parallelle demografi, snarere end Yahya Hassans seneste digterstunt.
Vi har brug for mere data, mere egentlig journalistik, mere politisk mod.
Det er op ad bakke, men indvandringens konsekvenser arbejder for os. Desværre.