Matthias Tesfaye er en spennende politiker av etiopisk og kristen avstamning. I en avisspalte 8.mars (kvinnedagen) 2012, fridde Tesfaye til hun han ble gift med samme år, Signe Hagel Andersen. De har to barn, Pelle og Otto. Samme år trakk han seg ut av danske SV (SF), og meldte overgang til Socialdemokratiet. Men reisen i partipolitikken begynte i sin tid helt ute på den kommunistiske fløyen. Tesfaye har med andre ord også gjort en lang politisk reise.
De samme problemene, de samme løsningene
Til Weekendavisen denne helgen har Tesfaye levert noen viktige betraktninger om utviklingen i Danmark – som gjelder vel så mye for oss i Norge.
Som i Norge, diskuterer nemlig Danmark i dag de samme problemene med integrering som for 15 til 20 år siden: likestilling mellom kjønnene, danskkunnskap og lav sysselsetting. Innvandringen har satt sine avtrykk også ved imamer som nekter kvinner skilsmisse, æreskulturen som ødelegger unges liv, boligområder dominert av ikke-vestlige.
«Den gang var også løsningsforslagene stort sett de samme: begrens innvandringen, senk bidragene, spre de nyankomne, sett tak på andelen innvandrere i boligområder, barnehager og skoler. Etter flere tiår forsøker politikerne stadig å løse de samme problemene med de samme løsningene», kommenterer Weekendavisen.
Derfor har avisen tatt en samtale med Tesfaye.
Først nevnes det siste eksemplet på innskrenkninger av valgfrihet ved lovreguleringer, som samtalen med Tesfaye handler mye om: Elevene på Greve Gymnas får ikke lenger spise lunsj med hvem de vil. Hver femte elev har innvandrerbakgrunn (jeg vil anta at med det menes ikke-vestlig bakgrunn). Dette førte til at elevene i kantinen satte seg rundt bordene etter etnisitet. For å bryte dette mønsteret, er det nå pålegg om at elevene skal spise sammen etter hvilken klasse de går i.
«Samme tendens ses når unge velger videregående skoler. Det frie skolevalget har resultert i at utendlanske elever klumper seg samme på bestemte gymnas, og det påvirker ungdomskulturen på gymnaset og får danske unge til å velge andre gymnas. Derfor støtter Tesfaye regjeringens forslag om inngrep i fordeling som skal holde andelen av utenlandske elever nede.»
Mindre frihet bekymrer
Ifølge Tesfaye har innvandringen nemlig satt et permanent fotavtrykk på «den politiske infrastrukturen». Innvandringen har ført til at statsmakten tar mer kontroll over livene våre. Overvåking, og reguleringer og diktering, som tidligere var opp til den enkelte borgeren selv. Våre land har blitt mindre liberale.
«Innvandring har gjort Danmark til et mindre liberalt land. Det mener jeg er udiskutabelt. Hadde vi ikke hatt 50 års innvandring, hadde vår lovgivning vært langt mer liberal i dag. Jo mer innvandring, jo sterkere er en statlig regulering nødt til å være, og den reguleringen gjelder alle. Det er vi nok nødt til å erkjenne i en folkevandringstid», sier integreringsministeren.
Ifølge Tesfaye, fører politikken for å prøve å oppløse de parallelle samfunnene, til at det brede danske samfunnet som sådan heller ikke går fri. Og dette rammer de historiske danske frihetsverdiene, som friskolene (private skoler) som er en meget stolt dansk tradisjon. Innvandringen har ført til innskrenkninger i lovverket om friskoler – på grunn av islam.
«Ikke på grund af danske eller jødiske eller katolske skoler, men specifikke muslimske friskoler. Vi vil også vedtage en bedre fordeling af gymnasieelever, der kommer til at påvirke det frie gymnasievalg. Det er en direkte konsekvens af indvandringen, og det rammer alle. Jeg synes det er trist, men det er bedre end at affinde sig med en liberal tilgang og se parallelsamfundene vokse frem.»
Tesfaye spørres direkte om det er innvandring fra Midtøsten som fører til at vi lever i mindre liberale land. Det bekrefter han tvert, og peker eksempelvis på 24-årsregelen, som vi også har i Norge for å beskytte særlig muslimsk ungdom fra å bli kynisk brukt av familien til å hente ny ektefelle i opprinnelseslandet.
«Det er en fælles vesteuropæisk erkendelse i disse år, at indvandring gør vores samfund mindre liberale. 24-års-reglen var aldrig blevet indført, hvis vi ikke havde haft mellemøstlig indvandring. I Mjølnerparken kan du ikke blive familiesammenført, fordi området står på en bestemt liste. Folk i bestemte boligområder er nødt til at sende deres børn i vuggestue, hvis de vil have børnepenge. Vi laver så vidt muligt lovgivning, der ikke generer utilsigtet, men jeg får henvendelser hver uge fra folk, som lovgivningen ikke var tilsigtet.»
Journalisten spør så rett ut om Danmark ikke kan overleve som en liberal stat grunnet innvandring fra Midtøsten.
«Ikke på samme måte som for 30 år siden», svarer Tesfaye.
Er det dansk lovgivning politikerne da regulere eller internasjonale konvensjoner?
«Jeg kan godt forstå, at folk er frustrerede og får lyst til at trække i håndbremsen og sige stop. Men jeg tror på, at det danske folkestyre kan bevare den liberale opfattelse af, at mennesker har individuelle rettigheder. Hvis vi holder tilstrømningen i ro, ikke bare i nogle år, men nogle årtier, og gør mere for at integrere, er mit bedste gæt, at vi kan komme styrket ud af det» (uthev. red.)
Integreringspolitikken en trafikkulykke i sakte film
Som i Norge; ingen regjering har løst integreringens problemer. Tesfaye, faglært murer, har et artig bilde på hva som har skjedd: «En trafikkulykke i sakte film.»
«Vi kan konkludere med at segregeringen skjer av seg selv. Hvis vi ikke gjør noe, blir det olje og vann, mens integrering krever politikk. Derfor mener jeg også at det nå er behov for Socialdemokraterne. Det er behov for regulering.»
Og reguleringene vil føre til at uskyldige rammes.
«Jeg vil gerne anholde, at det skulle gå ud over nogen. Frihed er også at skabe rammer for frihed. Unge med lyst hår og danske forældre har på papiret frit gymnasievalg i dag, men reelt er det lokale gymnasium ofte blevet primært for unge med udenlandsk baggrund. Jeg har selv talt med masser af unge på vestegnen, der siger, at den etniske sammensætning er årsagen til deres eget gymnasievalg. Det kræver politisk regulering at sikre reel frihed.»
– Er det ikke noget, George Orwell kunne finde på at skrive?
«Nej, det er snarere noget, som forfatteren Anatole France kunne skrive. Han sagde, at den franske revolution gav rige og fattige lige meget ret til at sove under Seinens broer. Man skal forstå, at for en socialdemokrat er velfærdsstaten ikke noget, der indskrænker vores frihed. Den realiserer friheden for de fleste, og derfor ryster vi ikke på hånden. Måske er det derfor, de udlændingepolitiske diskussioner er flyttet ud af socialdemokraternes gruppeværelse og over i Venstres. For os er fælles løsninger det, der kan realisere friheden. For Venstre indskrænker det friheden.»
Politisk schizofreni
Som statsråd på feltet, kan Tesfaye ta fra IS-krigere statsborgerskapet hvis de har doble statsborgerskap – uten å gå veien om domstolen. (Det samme ville statsråd på justisfeltet i sin tid, Sylvi Listhaug, men ikke minst Ap satte foten ned, og Listhaug ble tvunget ut av Regjeringen.) Også denne loven er en konsekvens av innvandringen og en kattepine for den danske regjeringen. En IS-kriger landet på Kastrup i november, og ble mottatt av dansk politi. Danmarks statsminister skrev da på Facebook:
«Mot vårt ønske kommer dessverre fremmedkrigere til Danmark. La meg si noe direkte til dere: Dere er ikke velkomne i Danmark.»
Ja, det hjalp jo mye… Weekendavisen kaller situasjonen en «politisk personlighetsforstyrrelse», og viser til forbudet mot ansiktstildekning:
I (IS-terrorister, red.) er ikke velkomne, men vi lukker jer ind alligevel. Den stramme udlændingepolitik har en blød bug, og det er ikke det eneste eksempel. Man kan for eksempel indføre niqabforbud på dansk jord, men ikke holde et lille antal fremmedkrigere ude. Man kan stramme familiesammenføringsreglerne for alle, men ikke sige nej til flygtninge, hvis de først står ved grænsen. Christiansborg bestemmer ikke over grænsen, kun over hvad folk må, når de først er her. Så griber man til gengæld også dybt i paragrafferne.
Ærlig, og ikke allmektig
Føler Tesfaye seg maktfull eller maktesløs som integreringsminister? Hans svar er kortfattet at han ikke er allmektig. Integreringsproblemene vil også fortsette etter neste valg.
«Jeg har magt, så jeg føler mig ikke magtesløs. Jeg føler mig ansvarlig for, at integrationspolitikken flytter sig. Men det er også vigtigt at være ærlig og sige, at politikere er ikke almægtige. Uanset hvor hårdt jeg arbejder, og hvor meget opbakning jeg kan få i Folketinget, vil der stadig være integrationsproblemer, næste gang danskerne går til valg«, siger Mattias Tesfaye.
Ifølge Mattias Tesfaye, står de vestlige demokratiene nå overfor en situasjon der vårt politiske system settes på prøve av globale krefter. Demokratiet har mistet musklene, sier mureren, som mener at støtten til folkestyret er helt avgjørende i vår tid.
»Demokratiet har mistet muskler de seneste årene. Der er globalisering, frihandel, grøn omstilling, indvandring, digitalisering. Det er blevet sværere for politiske flertal at forme samfund efter flertallets opfattelse. Især i Vesteuropa er det helt essentielt, at det politiske system ikke fremstår impotent, men får greb om den magt. Det er jo ikke en filosofisk overbevisning, der gør, at folk støtter folkestyret. Det er, fordi de kan se, at det virker, og at det sikrer tryghed, velstand og et godt liv for ens børn. Derfor skal demokratiet hele tiden legitimere sig selv i praksis. Der har vi en sindssyg styrke i det danske samfund, fordi den folkelige utilfredshed kan få et parlamentarisk udtryk. Det er også derfor, vi har set en anden udvikling i Danmark end i Sverige og Tyskland. Vi har ikke længere en skyttegravskrig om, hvorvidt vi skal have en slap eller stram udlændingepolitik.«
En slik realistisk og ærlig statsråd på integrering skulle vi gjerne hatt i Norge også.
Hovedfoto: Tesfayes Facebookside.