Tilbage i november 2018 havde jeg den fornøjelse at diskutere nationalstatens fremtid med selveste Ida Auken og flere andre prominente navne. Kort forinden havde jeg anmeldt hendes nye debatbog om dansk kultur temmelig negativt under rubrikken ”Ida skriver skolestil” og vurderet, at det stadig var umuligt at kende forskel på Ida Auken i SF og Ida Auken hos De Radikale.
Jeg så med andre ord frem til øretæver, og stemningen i den ellers så elegante foredragssal hos Vartov i København blev da også hurtigt trykket. Især da vi kom ind på folkevandringen og EU’s porøse ydre grænser. Jeg kritiserede EU og de vesteuropæiske regeringsledere for ikke at have nogen geopolitik, når det gælder indvandring fra ikkeeuropæiske lande, dvs. for ikke at have lært noget af tilstrømningen sydfra de seneste 30 år, og dristede mig til at sige, at EU har spildt årtier på internationale konventioner og jura.
Her blev Ida Auken vred. Hvad jeg mente med det? EU havde jo lavet en aftale med den tyrkiske præsident. Man må være realist, tilføjede hun. Her kom jeg vistnok til at grine, og hendes blå øjne lynede.
Læren
Episoden rinder mig i hu, når jeg følger begivenhederne på Lesbos og langs floden Evros i grænselandet mellem Grækenland og Tyrkiet, hvortil et stort antal fremmede opholder sig, og langt flere rygtes på vej til stor moro og forbløffelse. Jeg vil nødig lyde mere gammelklog, end jeg er, men det undrer mig alligevel, at de etablerede politikerne ikke har forventet en gentagelse af folkevandringen i 2015. For hvad var læren dengang?
Den var, at migration betaler sig, at de rejsende blot skal være mange nok, gerne komme fra lande, der ender på -stan, alternativt være syrere, iranere, irakere eller nordafrikanere, og at det altid er en god idé at stille børn og kvinder forrest i gummibåden, når vestlige medier ser med.
Desuden virker menneskerettighederne, sådan som de fortolkes i de vesteuropæiske hovedstæder af dets socialliberale eliter, til de rejsendes gavn. At modsætte sig importen af mennesker sydfra opfattes i bedste fald som symbolpolitik, ellers som racisme. Også selv om migrationen er ufrankeret. Modtageren, især værtslandets kvinder og børn, betaler. Kvinderne, fordi det er dem, der presses af migranternes patriarkalske kultur og deres dokumenterede, personfarlige kriminalitet. Børnene, fordi det er dem, der arver problemkomplekset og de eskalerende udgifter.
Grænseløs organisation
Presset mod EU’s ydre grænser fortæller os noget vigtigt om, hvad EU har udviklet sig til. Traktat for traktat er unionen blevet en grænseløs organisation. Dens eksistensberettigelse er at vokse, udvide sig og forvandle lokale spørgsmål til fælles unionanliggender – økonomisk, juridisk og politisk. Hver gang, unionen står over for en konflikt, vil den integrere delene i helheden – eller harmonisere, som den selv formulerer det – og derfor er systemet siden 90’erne gået efter at udvide kredsen af medlemsstater og optage stedse flere mennesker udefra, benævnt som ”arbejdskraft”. EU handler om kvantitet og størrelse, og i lighed med tidligere imperier kan den godt leve med perforerede grænser, når bare EU-zonen vokser, og EU-borgerne bliver flere og flere. Unionen ser igennem fingre med kulturelle, historiske eller identitære hensyn: Det gælder størrelsen, ikke gørelsen.
Under den store flygtningekrise i 2015 blev de lokale indbyggere på Lesbos verdensberømte for deres hjælp og solidaritet. I dag er frustrationen over migrantsituationen på øen større end nogensinde før.
Den gradvise svækkelse af de ydre grænser er således ikke tilfældig. Unionen har hidtil ikke set indvandringen som en trussel, men som en mulighed for at vækste yderligere, og det er kun modstræbende, at unionens talsmænd og -kvinder forholder sig til de kulturkonflikter, som migrationen bærer med sig, uanset om modtagerlandet er Frankrig, Tyskland eller Grækenland.
NATO
Migranterne er hidtil blevet beskrevet som flygtninge i medierne, og det bliver de naturligvis stadig af Politiken, Enhedslisten, Alternativet, SF og De Radikale. Til alle vores advokater for mere Mellemøsten i Europa har jeg et helt konkret forslag: Hvis vi virkelig skal lave en aftale med den tyrkiske despot, ville det være oplagt at få Tyrkiet til at vogte Tyrkiets grænser med NATO’s hjælp i stedet for at være transferland. Det ville være en aftale af blivende værdi for både Europa og Tyrkiet.
Interessefællesskabet i NATO stikker dybere end EU’s lokumsaftale med præsident Erdogan. Hvis Tyrkiet havde sikre grænser, ville der ikke være samme pres mod det europæiske kontinent, og Tyrkiet ville blive fri for at skulle huse millioner af fremmede på gennemrejse nordpå i lejre og fængsler. Bevogtningen af Europa er et militært anliggende. Det er NATO, ikke EU, som kan løfte den opgave.