Hvite må stå bakerst i demonstrasjoner. Hvite kan ikke rope samme slagord som de svarte. Hvite skal ikke uttale seg til pressen. Kjærester og par som er av forskjellig rase skilles når demonstrasjon mot rasisme foregår. Dette er den absurde tilstanden i kjølvannet av dødsfallet til George Floyds når Black Lives Matter (BLM) er arrangør, og i Danmark reageres det nå fra toppolitisk hold på denne rasistiske holdningen. Tidligere statsråd på innvandringsfeltet, Inger Støjberg, kaller dette rett ut for fullblods rasisme og apartheid.
Bwayla Sørensen.
Ingen skal selvsagt udsættes for racediskrimination eller racerelateret vold. Hverken fra politiet eller andre.
Men der er flere ting galt med demonstrationerne i Danmark, som er blevet et udstillingsvindue for apartheid og racisme.
Jeg vil vove den påstand, at dansk politi ikke er racistisk, og jeg mener ærligt talt ikke, at der helt grundlæggende er problemer med racisme i Danmark. Eller rettere, der var ikke problemer.
Hvite er mindre verdt?
Det var ikke nevneverdige problemer med rasisme, sier Støjberg, før demonstrasjonene, med innvandreren Bwayla Sørensen i spissen, tok til. Hun kom til Danmark for 34 år siden fra Zambia gjennom ekteskap med en danske, som hun nå er skilt fra.
For arrangørerne bag Black Lives Matter-demonstrationerne, med Bwalya Sørensen i spidsen, gør sig skyldige i fuldblodsracisme, når de indfører en ‘protest-etikette’, der har et regelsæt for, hvordan sorte og hvide skal agere under demonstrationerne: Hvide mennesker skal stå bagest. Hvide mennesker må ikke råbe med på alle slagord. Hvide mennesker skal ikke udtale sig til pressen, men i stedet overlade ordet til en sort.
Det er fuldblodsracisme, og det er decideret absurd at arrangere en demonstration mod racisme og så samtidig indføre apartheidregler, hvor nogle racer er mindre værd end andre.
Støjberg viser til en annen absurd – og talende – hendelse i gettoen Gellerupparken i Århus. Her ble begrepet «territorium» benyttet av en talsperson etter voldshendelser mot politiet:
Alt imens Black Lives Matter-demonstranterne går i gaderne i de store danske byer og demonstrerer mod politivold i USA, så ser verden mildt sagt noget anderledes ud i Gellerupparken i Aarhus. Her er det politiet, der udsættes for vold og angreb fra kriminelle ghettotyper.
Forleden kunne man endda læse i en artikel i Lokalavisen Aarhus, at formanden for Gellerupparken, Abdinasir Jama, ganske beskæmmende forsvarer volden mod politiet og samtidig karakteriserer Gellerup som en krigszone:
»… hvor gaderne er dominerede af varevogne fyldt med kampklædte betjente. Politiet bør ikke være så massivt til stede, fordi det får en del beboere til at føle, at det her handler om en kamp mellem borgere og politiet, og det får narkomiljøet i Gellerup til at kaste med sten for at forsvare sit territorium.«
Territorium! Undskyld mig, men hvad er det dog for en udtalelse? Det siger jo alt, når Abdinasir Jama bruger udtryk som et territorium, nogle vil forsvare.
Blir svinet til
Og politiet opplever nettopp trusler og vold fra ikke-vestlige, og sjeldent fra dansk ungdom. Det samme opplever Støjberg. Hun «svines til»:
For nylig stillede den erfarne politimand Hans Blaaberg sig modigt frem i Berlingske og beskrev sine arbejdsvilkår. Han fortalte, hvordan han ofte oplever grupper af unge udlændinge som truende og utryghedsskabende og bliver mødt med tilråb, hvorimod det sjældent sker, hvis det er en gruppe danske unge.
Selv har jeg nøjagtig samme oplevelse: Møder jeg en gruppe af unge mænd med typisk ikke-vestlig baggrund, så ved jeg, at der er en meget stor sandsynlighed for tilråb og tilsvininger. Jeg kalkulerer med andre ord med risikoen og forbereder mig på at blive svinet til.
Innvandrere og etterkommere er overrepresentert med 255 prosent i kriminalitetsstatistikken. Nettopp derfor er det ikke unaturlig at en bil som kjøres aggressivt av unge ikke-vestlige stoppes av politiet, og ikke en bil som kjøres rolig av en dansk familie, mener Støjberg. Altså er ikke dette en negativ raseprofilering, og dermed rasistisk, fra politiets side.
Det må aldrig blive sådan, at politiet ikke kan udføre deres arbejde, uden de skal være nervøse for at blive gjort til genstand for beskyldninger om racisme, ligesom alle vi andre ikke må hæmmes i at kunne tale frit om de problemer, der er så åbenlyse.
Rasisme hører ikke hjemme noe sted, slår hun fast, med advarer mot at vi ikke kan ta opp helt åpenlyse problem – som fullblods rasisme og apartheid iscenesatt av en svart kvinne som Sørensen.
Problemet med stemningen omkring Black Lives Matter-demonstrationerne er netop, at man blander tingene så meget sammen, at vi bliver ‘bange for vores egen skygge’.
Racisme hører ikke til i Danmark og må aldrig få tag i vores land. Men vi må heller ikke acceptere, at politiet eller kritiske røster i udlændingedebatten skal gå og være bange for at blive kaldt racist.