Sidst jeg besøgte Dijon, det var i begyndelsen af 1990’erne, var det en rolig, klassisk og lidt søvnig fransk provinsby, kendt for sin lyse, stærke sennep og den søde Crème de Cassis. Meget er som bekendt sket siden. I den forløbne uge blev en voldsom videooptagelse delt på de sociale medier, hvor man tilsyneladende ser en af provinsbyens arabiske eller tjetjenske klaner bevæbnet med maskingeværer, ivrigt råbende det berømte kampråb Allah-ul-akbar!
Allah-ul-akbar’erne vrimler rundt mellem hinanden som forvirrede høns og skyder op mod Vorherre, berusede af deres automatiserede og juvenile magt. Det er tydeligvis unge hanner, vi har med at gøre. Men det er ikke for sjov. En bil kommer ind fra venstre, vælter, og bilens fører slynges halvvejs ud gennem sideruden. Et øjeblik senere fejrer de unge mænd hans livløse overgivelse ved at fyre endnu flere skud af og sætte ild til de nysseligt plantede træer i den urbane ørken, som dette kvarter af Dijon tydeligvis har udviklet sig til takket være republikkens himmelråbende naivitet.
»Vores fremtid var bedre i går,« skriver forfatterne til «The Light That Failed», bulgarske Ivan Krastev og amerikanske Stephen Holmes, i bogens allerførste sætning. De reflekterer over den liberale optimisme, der bredte sig i Europa efter Murens fald og Sovjetunionens opløsning for 30 år siden, og dens konsekvenser i både øst og vest. Det er nedslående læsning. Her stopper panfløjterne.
Det skulle have været så godt. I stedet kopierede øst- og centraleuropæerne – og i nogen grad også russerne – det liberal-demokratiske system tankeløst. Fremtiden lå mod vest – i Tyskland, Frankrig, Belgien eller Sverige. Øst- og centraleuropæerne udskiftede med andre ord en kommunistisk ortodoksi og union med en vestlig ortodoksi og union, idet de troede, at Vesten stod for kristne værdier, nationalstat, kernefamilier, sunde virksomheder og social sammenhængskraft. De blev klogere. For mens de blindt overtog et nyt samfundsideal, skiftede tiderne i Vesten med en fart, der kom bag på alle.
Indvandringen eksploderede, det samme gjorde multikulturalismen, de etniske konflikter, den politiske korrekthed , «antiracismen» og postnationale eliters mishag ved alt, hvad der bare lignede patriotisme, kristendom, biologiske køn og kendskab til og forsvar for egen kultur. Øst- og centraleuropæerne så hedonisme, hipstere, minoritetshensyn, forbrugerisme og dannelsestab tage over hos os og vore medier og universiteter degenere til postmedier og postuniversiteter og vægrede sig imod fordummelsen og kulturtabet. Hvis dette var Vesten, så tak, men nej tak!
Som Krastev og Holmes konstaterer med et skarpt blik for den politiske psykologi, forvandlede den liberale drøm sig til et liberalt mareridt, og det er derfor, konservative regeringer i øst reagerer imod EU og søger tilbage til egne interesser og idealer.
Ligesom Østeuropa gjorde alt for at komme til at ligne Vesteuropa, har vi i Danmark gjort næsten alt, hvad vi kunne, for at komme til at ligne Tyskland og Frankrig. Traktat for traktat, topmøde for topmøde blev Europas grimmeste hovedstad, Bruxelles, vor nye ledestjerne – med små bump på vejen som f.eks. EU-afstemningen i 1992. Siden er det kun gået én vej: mod stadig mere ensretning.
I dag hører man vedholdende, at der slet ikke findes noget alternativ til EU. Vi har købt tyskernes og franskmændenes fatalisme i stedet for at lære af øst- og centraleuropæerne og stoppe med at imitere føderalismen. Også vi har overtaget en tilsyneladende uafrystelig ortodoksi og gjort den til en ny normal ved at kopiere unionens præference for tekniske procedurer, politisk harmonisering og såkaldt universelle værdier, men glemt, at tolerance og demokrati er overfladiske begreber, der ikke siger ret meget om, hvordan vi ønsker at leve vores liv og indrette vores samfund.
Det er ikke mindst derfor, vi står så forsvarsløse over for islam, dens bander og klaner. Vi aner ikke selv, hvad vi vil. Vi har kappet forbindelsen til vores moralske sprog, historie og tidligere tiders hårdt tilkæmpede nationale suverænitet og materielle velstand. Og ødsler begge dele væk på dekadent indvandring, passiv forsørgelse af en stedse mere diffus befolkning, klimaaktivisme og nu også bistandshjælp til Sydeuropa og tilvejebringelsen af Europas Forende Stater.
Havde jeg vidst alt dette, da jeg besøgte Dijon for 30 år siden, havde jeg nok sparet lidt på kirsebærlikøren og i stedet lagt et glas sennep i tasken.