Vi presenterte svenske Lars Vilks i et langlesningsintervju i fjor, som mange satte stor pris på. Vilks sa skøyeraktig: «Jeg tror Muhammeds neste bok blit bedre». For selvsagt kan vi fremdeles tøyse med islam. Eller kan vi det?
Lars Vilks er forsøkt drept en rekke ganger og lever et liv i isolasjon i de svenske skoger med beskyttelse av myndighetene 24/7. Den 74 år gamle mannen kan aldri leve en eneste dag til i frihet. Han får engang ikke leve sammen med kjæresten sin av sikkerhetsmessig årsaker. Hele livet hans er definert i detalj av politiet. Og de mener at situasjonen rundt hans sikkerhet er tilspisset den senere tiden, skriver Kristeligt-Dagblad (14. september 2020,betalingsmur). Nylig stod kjendiser innen kulturlivet op for Vilks – og det for første gang etter at han i 13 år har levd som et jaget menneske.
En række fremtrædende publicister kræver nu, at Vilks tilværelse forbedres ”i ytringsfrihedens navn”
Behandlet som en fange
Etter Stram Kurs sine stunt i Sverige siste to ukene, har debatten om ytringsfrihet blusset kraftig opp i landet. For hvor flinke er Sverige egentlig overfor dem blant sine egne som lever med daglige drapstrusler? Ikke gode nok, mener de syv publisistene. De vil nå kjempe for at kunstprofessoren Vilks skal få både en tålelig og en trygg tilværelse fra ekstremister som flere ganger har prøvd å drepe han. Publisistene mener han er blitt behandlet som en fange, at han er fratatt en frihet vi alle andre tar for gitt. Hver dag.
Rundkjøringshunden med navnet Muhammed.
Det er få som gjennom årene har stått opp for Vilks, som i 13 år har levd et sterkt begrenset liv grunnet denne tegningen, inspirert av en folkeaksjon i Sverige samt de danske karikaturtegningene i 2005 (se forklaringen i portrettet vårt).
”Vi kræver i ytringsfrihedens navn, at bevogtningen af Lars Vilks omorganiseres, så han kan leve den sidste del af sit liv i værdighed og i kærlighed.” Baggrunden for den aktuelle ballade om Lars Vilks er, at kunstneren ønsker at flytte sammen med sin kæreste gennem 30 år.
Hidtil har hun boet i udlandet, men nu skulle parret tilbringe resten af tilværelsen sammen i et hus, kæresten har købt (utheving red.).
Politiet har nektet dem dette etterlengtede samlivet. Han er et for viktig mål for terroristene, mener de. Men Vilks kjenner dansker som lever sterkt frihetsberøvet (Lars Hedegaard, Kurt Westergaard, red.). Han vet – som oss – at de tross sterke begrensninger får bevege seg ut i samfunnet, og at de får ha besøk av familie etc.
Det undrer mig, at jeg ikke skulle kunne se min egen familie, og jeg har været i kontakt med mine danske modstykker, der fortæller, at dansk politi åbenbart godt kan arrangere det sådan, at man både er i sikkerhed og samtidig har en vis grad af frihed og værdighed,” fortæller Lars Vilks over telefonen.
Vilks er renvasket i dag
Før var det slik at enten var man for eller mot Lars Vilks. De fleste var mot ham og anså han som en ekstremist (sic). Etter terrorangrepet mot debattmøtet om ytringsfrihet på Krudttødnen i København i 2015, der Vilks var hovedmålet, snudde den offentlige stemningen: Vilks ble renvasket. Folk forstod alvoret i anslagene mot ytringsfriheten.
”Det har jo været en vældig lang proces, men efterhånden har man vel forstået, at jeg ikke er nogen ekstrem figur, at jeg kan accepteres. En smule hyklerisk måske, men sådan er det. Og så sker det jo samtidig med, at Rasmus Paludans svenske roadshow og retssagen omkring Charlie Hebdo igen har fået tilstrækkeligt mange mennesker til at interessere sig for det frie ord og for, hvilke forhold det er rimeligt, at en, der har stået op for ytringsfriheden, skal leve under,” siger han.
”Samtidig har det svenske debatklima også forandret sig. At nogen insisterer på retten til satire og kritik af religiøse dogmer, er jo ikke længere en yderligtgående position. I dag kan vi faktisk diskutere islam, indvandring og kultur, uden at det per se er islamofobisk. Og det betyder også, at min position er blevet mere tålelig.”
– Det er rett og slett uhyggelig
At Rasmus Paluda ble nektet innreise til Sverige, mener Vilks var å gjøre ham en tjeneste: Paludan ville utøve sin lovfestede ytrings- og demonstrasjonsrett, bøllene svarte med brann og vold. Alle som vil se, de ser hvordan ytringsfriheten (ikke) fungerer i Europa nå. For selv om ytringsfriheten teoretisk står sterkt i nesten hele Europa, er virkeligheten de fleste steder denne: «voldsmannens veto har seiret», som Vilks formulerer det. – Loven garanterer at du kan bruke din ytringsfrihet, men svært mange steder vinner selvsensuren når det kommer til stykket. Man vil jo nødig provosere, og i den moderne og sammensatte verden vi lever i, er det nok bedre å la pragmatismen råde, tenker mange. Og med den mentaliteten risikerer vi littegrann å fravike det frie ordet for hver dag som går.
Selv får – talende nok – ikke Vilks stilt ut sin kunst noen sted. «Ingen tør huse meg», forteller han. – Det er alltid frykten som får det siste ordet, fortsetter han.
Før han avrunder slik:
”Man kan i princippet gøre, hvad man har lyst til, men i praksis er rammerne enormt snævre for, hvad der i virkeligheden er muligt. De er ikke skrevet ned, de står ikke i lovgivningen, men vi ved godt, hvor grænsen går. Det er på mange måder sigende for den tid, vi lever i. Og det er ret uhyggeligt.”
«(Selv-) sensur gjør bare sannheten mer overbevisende», som hans danske motstykke, 84 år gamle Kurt Westergaard, har formulert det (julekort i 2008 i regi av Trykkefrihedsselskabet).