Noget af det bedste vintertøj, jeg har, er købt i Vetlanda i svenske Småland på ferie med familien. Solide støvler, vinterhandsker, huer, halstørklæde, uldundertrøjer og uldsokker. Det var alt sammen billigt i anskaffelse og har holdt i årevis. Når jeg tager min vintergarderobe frem i december eller januar, tænker jeg med glæde på Intersport, byens konditori, boghandlen og på parkeringspladsen foran Maxis supermarked, hvor ungerne, min bedre halvdel og jeg altid beundrer firehjulstrækkere, Subaru’er og andet benzindrevet isenkram. Alting er større og billigere i Sverige. Selv i de små provinsbyer.
Men som de fleste ved, bliver Sverige desværre et stedse farligere sted at opholde sig. Selv i lille Vetlanda, hvor en 22-årig afghansk immigrant, der ventede på afgørelse i sag om opholdstilladelse, og som tidligere er dømt for salg af cannabis, onsdag eftermiddag gik amok med en kniv. Først ved stationen, så henne ved Gretas blommor, en blomsterbutik på Storgatan, og tilsidst foran Villys supermarked, hvor vi tit har parkeret bilen og handlet. Ca. 10 minutter senere blev gerningsmanden effektivt skudt ned af politiet, som allerede har antydet, at der er tale om en terrorhandling.
Et par dage før angrebet blev jeg ringet op af en journalist fra Sveriges Television. Han ville invitere mig til at medvirke i en tv-debat om svensk indvandringspolitik i næste uge. Min første indskydelse var, at den svenske regering ikke har en indvandringspolitik, men jeg forklarede journalisten lidt mere pædagogisk, hvad jeg mente, herunder at den fremherskende multikulturalisme og den ekstreme migration til Sverige risikerer at fremmedgøre almindelige svenskere i deres eget land, og at det kunne få endog meget voldsomme konsekvenser i løbet af blot de næste 20-30 år.
Jeg sagde også, at jeg efterhånden var kommet frem til, at terror kun er toppen af isbjerget. Neden under har du narkohandel, bande- og klankultur, eksploderende udgifter for velfærdsstaten, parallelsamfund og etniske spændinger fra vugge til grav.
Den venlige journalist takkede for inputtet og sagde, at han lige skulle vende det med sin programleder. Jeg vidste selvfølgelig godt, hvad det betød. I går vendte han så tilbage med beskeden om, at de skulle bruge en socialdemokrat. Jeg skrev, at sådan kan det gå, og sendte ham et forslag på en dansk én af slagsen; jeg er trods alt en venlig mand.
Debatten vil fortsætte – og lige lidt hjælper det, for de almindelige svenskere er oppe imod en læresætning, der rummer såvel den dominerende kulturmiddelklasse som nye tilrejsende – det, vi kan kalde cartesianisme på svensk: Jeg hader det gamle Sverige, altså er jeg svensker. Eller som den erfarne iagttager Per Gudmundson, som nu skriver for det alternative medie Bulletin, godtgør i en leder, så leder det uglamourøse knivangreb ikke så meget tanken hen på Islamisk Stat, som på Ikea, dvs. på det nye Sverige. Men vi ved ingenting:
»For i Sverige har vi vænnet os til, at myndighederne ikke fortæller os, hvad de ved. Vi har lært, at vi ikke skal pege nogen ud, for det kan ramme en hel gruppe. Og vi har ladet politikerne skabe et skyggesamfund, hvor identiteter er uklare, kriminaliteten er grænseløs, og ekstremismen har en frodig grobund.«
Siden jeg udgav min reportagebog om vores kære naboland for ti år siden, har jeg tvivlet på, at de afledte problemer af den hovedløse indvandring til Sverige og de demografiske konsekvenser kan løses med politiske midler. Dertil er alliancen mellem venstrefløj, industri, medier og indvandring for stærk. Jeg tvivler desværre stadig.
Men jeg ville ønske, at jeg kunne tage min bil og køre til Vetlanda, sætte mig ind på konditoriet og bestille en kaffe med refill og en chokoladbull og lade som om, at den progressive ødelæggelse af Sverige blot var en dårlig amerikansk film.