Jeg regnede selvfølgelig ikke med at få svar, da jeg i en blog spurgte, hvad venstrefløjen vil gøre for at beskytte danske lærere, der underviser i religion og ytringsfrihed mod protester fra opbragte muslimer. Anledningen var, at en universitetslektor på Københavns Universitet havde delt sine oplevelser i Politiken og understreget, at den akademiske frihed er under stigende pres, især for ikke at vise Muhammed-tegninger.
Jeg tænkte, at det var oplagt at sende depechen videre til venstrefløjen. Men venstrefløjen er altid tavs, når det handler om islam, og som jeg har konstateret igen og igen, virker det til, at røde, grønne, radikale og enhedslistefolk for længst har bestemt sig for, at islam skal beskyttes uanset hvad, hvor og hvordan.
Alligevel er det først nu, at jeg forstår hvorfor.
I en fri verden
Det er egentlig ret simpelt, jeg burde have tænkt på det noget før. Forklaringen er den enkle, at venstrefløjen har konstrueret en ideologi ud af indvandringen fra muslimske lande og det voksende antal efterkommere i Danmark. Derfor kan det hverken komme på tale at diskutere de sociale eller økonomiske omkostninger forbundet hermed. Ej heller volden og voldtægterne. Indvandring er godt, stop, og derfor skal der helst ikke være grænser eller bremseklodser. For vi lever vel i en fri verden.
Immigrationen er først og fremmest en viljesakt, venstrefløjen vil den, og denne vilje producerer en ideologi med et utopisk mål hinsides kulturel og demografisk bekymring: fri bevægelighed i det globale, det multikulturelle samfund i det lokale.
Hvordan tingene skal hænge sammen, melder historien intet om. Heller ikke, hvor pengene til det sidste skal komme fra.
Viljens spejl
Den store tyske filosof, menneskekender og polemiker Arthur Schopenhauer, der allerede for 200 år siden definerede verden som vilje og forestilling, ville næppe have været overrasket. Mennesket, dette begærlige, forfængelige og selviske væsen, kan slet ikke lade være med at ville. Vi er så at sige født til det via krop og biologi, og vores vilje går forud for fornuften, forud for erkendelsen – og trænger hele tiden intellektet i baggrunden.
Det er viljen, der skaber vores forestillinger, sådan som viljen også skaber ideologier. Fremtrædelsen er viljens spejl.
Koblingen mellem vilje og ideologi bunder med andre ord i egoismen. Uanset om den er rød, hvid eller sort, udspringer den ideologiske impuls af viljen til at sætte sin egen dagsorden igennem ved hjælp af slør, forstillelse og romantik – eller ved hjælp af politisk rationalisme uden hensyn til kultur, tradition og praksis.
Netop dette er et fællestræk ved ideologer; det er deres adelsmærke. De kan digte virkeligheden væk og tale Jorden helt op til stjernerne. Og de kan overbevise alle andre om, at der slet ikke er noget alternativ til deres tiårsplaner og tusindårsriger. Andre faktorer spiller ind, men det er grundlæggende derfor, at de røde på linje med mange liberale i dag fortsat vil have mere indvandring, mere humanisme, mere idealisme, mere universalisme, mere udsyn, mere verden, mere åbenhed, mere asyl, flere rettigheder, familiesammenføringer og statsborgerskaber.
Ideologi
For deres egen skyld. Viljen er umættelig og ideologisk og kan aldrig tilfredsstilles. Den er almægtig, mente Schopenhauer, som tilføjede, at historien gentager sig i det uendelige, den er gennemført cyklisk. Jeg ved ikke, om han har ret, men i løbet af den seneste generation har det tydeligvis været den progressive vilje, som har dikteret det politisk korrekte syn på migration.
I dag står den toneangivende vilje heldigvis ikke uantastet, men udfordres af mere konservative stemmer og nationale sentimenter i Europa. Udfordrernes problem er blot, at deres skepsis og kritik har svært ved at konkurrere med en ideologi.
De konservative og nationale er defensive og vil forsvare folkeslag, fædrelande og modersmål. Men de har ingen ideologiske planer for morgendagen: De har ingen unioner, direktiver og forordninger. Alligevel præsenteres de igen og igen som ondsindede og farlige ideologer. De er «nationalkonservative», «værdikonservative», «illiberale» osv. Jeg vil gå med til at kalde dem reaktionære. Men det reaktionære er ikke en ideologi. Det er et forsøg på at forsvare sig mod en.