Det er meget mærkeligt og opløftende at iagttage de ukrainske flygtninge i Danmark. Efter i årtier at have vænnet os til, at migranter kommer til Danmark uden noget ønske om at ville integrere sig i danske normer og skikke og i praksis isolerer sig i parallelsamfund, oplever vi nu, at ukrainerne ligefrem haster i beskæftigelse.
Ikke klienter
Det må især komme bag på venstrefløjens asylvenner. Arbejde? Hvorfor dog det? Vil I ikke hellere modtage penge og forblive ofre? Næsten lige så overraskende må det være for socialdemokrater af den gamle skole. Her har de i årtier bestræbt sig på at gøre alle, der kommer til Danmark udefra, til klienter i den vildtvoksende velfærdsstat, og så vil ukrainerne i stedet tage vare på sig selv.
Jeg husker ikke at have set noget lignende i min levetid, bortset fra de fremmedarbejdere, jeg hørte om i min barndom før vedtagelsen af den vanvittige liberale, radikale og socialdemokratiske flygtningelov af 1983.
De første indvandrere fra Mellemøsten kom hertil for at arbejde. Med anden og tredje generation fra Stormellemøsten er det som bekendt en anden historie.
De ukrainske kvinder er tydeligvis talt vant til at få noget fra hånden. Selv før krigen i Ukraine var ukrainerne eftertragtede. Det skyldes ikke mindst, at beskæftigelsesfrekvensen blandt de ukrainere, der allerede boede her i 2020, var knap 80 pct., dvs. på højde med danskernes. Sammenlign selv dette tal med migranter fra de varme lande. Der er en verden til forskel.
Ukrainerne ser heller ikke ud til at blive optaget i de indvandrerbander, vi kender fra snart sagt hver en by, hvor teenagedrenge, som tilfældet er i min, står i klynger henne foran plejehjemmet og sælger forbudte stoffer eller kører hjernedødt rundt i store biler med tonede ruder.
Ikke integrere
Ej er det forventeligt, at ukrainernes børn vil ødelægge undervisningen i folkeskolen, overbelaste Kriminalforsorgen, fylde op i fængslerne, kræve særrettigheder med henvisning til deres (kristne) tro – eller at de vil bruge en masse krudt på at påvirke naive borgmestre til at få opført ”kulturhuse”, hvorfra de kan sprede politisk-religiøs propaganda om modsætningen mellem de rene i troen og de urene danskere eller få opført moskéer finansieret af oliepenge fra Saudi-Arabien, Qatar og andre eksotiske steder på kloden.
Næ, de går tilsyneladende op i helt andre jordnære ting, såsom at overleve i værdighed, sådan som f.eks. den 41-årige fodermester Olesya Yermolenko, som JP har talt med, fordi hun pukler på højtryk for at hjælpe ukrainske flygtninge i job i landbruget, primært i Jylland.
Ukraines ambassadør Mykhailo Vydoinyk siger noget interessant i et interview med avisen.
Han beder os om ikke at integrere hans landsmænd. For hvis de bliver danskere, hvem skal så genopbygge Ukraine? Ambassadøren er taknemmelig for den velvilje, danskerne har mødt flygtningene med, men vi behøver ikke lære børnene dansk endnu. Ja, i hans øjne er de slet ikke flygtninge, men midlertidigt fordrevne personer.
Sådan taler en ambassadør for et stolt land. Det er svært ikke at beundre de blågule. De lærer os noget, vi har fortrængt i årtier. Ikke bare de røde, men langt ind i de blå rækker. Én afgørende ting: at der er forskel på folk.