Det er åbenbart kommet bag på en række vestlige medier og venstreorienterede meningsdannere på Twitter, at danskerne og europæerne generelt er mere venligt stemt over for ukrainske flygtninge end migranter fra Afrika og Mellemøsten. Fra private initiativer til at fragte strandede ukrainere til Danmark med busser til politiske planer om et fælles EU-program, som skal fordele dem mellem medlemslandene, helt uden at møde modstand, som da det i 2015 blev foreslået, at EU skulle gøre noget tilsvarende for de mennesker, der rejste op igennem Europa sydfra.
Men intet af ovenstående er underligt.
Ligner os
For det første er det primært kvinder og børn, der flygter fra Ukraine.
For det andet er det mennesker, der ligner os etnisk, kulturelt og politisk.
For det tredje kommer de fra Europa, ikke udefra, ja, tilmed fra et område, der historisk set har været et notorisk risikoområde i Europa, særligt i det 20. århundrede, delt mellem besættere fra vest og øst, først Hitler, så Stalin. Den amerikanske historiker Timothy Snyder har i en berømt bog beskrevet området som «Blodlandet» mellem Skt. Petersborg i nord, Krakow i vest, Krim-halvøen i syd og Kharkiv i øst.
Det er en central del af dette blodland, der nu igen er blevet krigszone, og hvor Rusland alt andet lige står til at vinde en krig, som enten kan føre til en komplet sejr eller et nyt Afghanistan med partisankrigere eller nok snarere noget midtimellem. Uanset hvad vil resultatet med stor sandsynlighed føre til en ny slags kold krig mellem Vesten og Rusland, mens det kinesiske kommunistparti vil sidde og gnide sig i hænderne over at få endnu friere tøjler i den globale sikkerheds- og geopolitik.
For det fjerde ved vi allerede, at indvandrere fra Ukraine statistisk set klarer sig gennemgående godt i Vesten, ikke mindst fordi de kommer hertil for at arbejde.
Med migranterne fra MENAP-landene forholder det sig lige omvendt.
Langtfra noget mysterium
De består primært af unge mænd i den kampdygtige alder på jagt efter bedre livsmuligheder.
De ligner os hverken etnisk, kulturelt eller politisk.
De kommer fra områder eller fejlslagne stater uden for Europa, og deres krige bunder i fjerne stamme- og klanopgør eller i islamiske stridigheder, der slet ikke har noget med den kristne civilisation at gøre.
Endelig har vi vidst i mere end 30 år, at de og deres efterkommere klarer sig ringe eller elendigt i Europa og i stort tal bliver bistandsafhængige. Af de unge i Danmark mellem 16-29 år, som hverken er under uddannelse eller i beskæftigelse, det drejer sig ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og Danmarks Statistik om ca. 136.000 individer, udgør indvandrere og efterkommere hele 27 pct. Og hvis de ikke ”bare” bliver bistandsafhængige, bliver de ofte uromagere, kriminelle eller ligefrem terrorister.
Ergo er det langtfra noget mysterium, at ukrainske flygtninge er mere velkomne end de unge mænd fra Nordafrika og Asien.
Hvorvidt vi så skal give carte blanche til alle, der siger, de kommer fra Ukraine, er en anden diskussion. Men det bør ikke overraske, at ukrainere i disse dage er mere populære end noget andet folkeslag.