For mindre end en uge siden interviewede jeg talsmænd for tre borgerlige ja-partier (Venstre, De Konservative og Liberal Alliance) om deres begrundelse for at afskaffe det danske forsvarsforbehold med afsæt i en konference om EU’s fremtid.
Konferencen var ikke en hvilken som helst konference, men er blevet gennemført og betalt af EU’s institutioner med input fra udvalgte EU-borgere og lobbyister, der sjovt nok skriger på mere føderalisme.
Føderalist
Den ene af de borgerlige ja-sigere, Linea Søgaard-Lidell fra Venstre og medlem af Europa-Parlamentet, forsikrede mig, at hun var helt tryg ved situationen, selv om den magtfulde belgiske parlamentariker Guy Verhofstadt fra den tværnationale liberale gruppe Alde (som Venstre også er medlem af) havde fortolket konferencens konklusion derhen, at EU agter at afskaffe vetoretten, princippet om enstemmighed og oprettelse af en føderal forsvarskommando.
Intet af dette havde nogen gang på jord, mente Linea Søgaard-Lidell i sidste uge, idet hun uddybede:
»Forslagene er på Månen, og der er ikke noget nyt i, at Guy Verhofstadt er føderalist og mener de her ting. Men Verhofstadt taler jo heldigvis ikke på vegne af EU, og det gør konferencen jo heller ikke (…) Så jeg mener sådan set ikke, det har noget med vores forbeholdsafstemning at gøre.«
Det var som nævnt i sidste uge.
Traktatændring
Nu viser det sig så, at EU-Kommissionen, anført af den tyske formand, Ursula von der Leyen, og EU-Parlamentet, anført af den maltesiske formand, Roberta Metsola, sigter mod samme mål og arbejder på en traktatændring, der vil åbne for flertalsbeslutninger på udenrigs-, sikkerheds- og forsvarsområderne, også uden for Europas grænser. Konferencen foreslår tillige, at kravet om enstemmighed afskaffes, når det gælder sundheds- og skattepolitik.
Sker det, vil de enkelte lande ikke længere have vetoret.
Ambitionen blev offentliggjort på Europadagen, sekunderet af den franske præsident Macron, gule stjerner og blå flag. »Vi skal ikke lade skeptikerne og dem, der tøver mest, holde os tilbage,« proklamerede han sejrsvant. Ikke et øje var tørt i Strasbourg.
Så er det, jeg spørger: Hvem er det egentlig, der befinder sig på Månen? Er det EU-Kommissionen, EU-Parlamentet – eller snarere de danske ja-partier?
Ved sidstnævnte slet ikke, hvad EU-projektet går ud på – en stedse tættere politisk union? Eller spiller de bare uvidende?
Fornemmer de ikke, at føderalismen har fået fart efter brexit?
Ønsker de, at vi i Danmark stemmer ja, ja og atter ja, indtil det er for sent at bakke ud?
Er det, der engang var EF, med EU blevet et arrangeret bryllup?