Jeg vågnede i nat badet i sved. Jeg havde drømt, at Lars Løkke Rasmussen var på vej til at blive genvalgt til Folketinget i spidsen for et nyt parti ved navn Moderaterne. Med mere end 10 pct. af stemmerne ville han blive kongemager og næstkommanderende i en ny regering med privilegeret adgang til både finanser og landets suverænitet.
Rolig nu, sagde en indre stemme. Det er bare et mareridt.
Han fik chancen og floppede
Allerede ved morgenbordet brast illusionen, da jeg så hans ansigt i avisen. Den var god nok. Den tidligere finans- og sundhedsminister og flerfoldige statsminister er på vej tilbage til toppen af poppen i dansk politik, hvis man skal tro de seneste meningsmålinger, og jeg fatter ikke hvorfor. Hvem stemmer mon på denne mand – bortset fra hans venner og familie?
Det er nu ikke, fordi jeg føler mig bedre end ham. Jeg har tilmed haft æren at møde ham en enkelt gang. Vist er han en hyggelig fætter. Han cykler også en gang imellem, så han kan ikke været helt bims. Men når alt kommer til alt, må manden bedømmes som det, han har stræbt efter at blive: politiker. Og lige på dét felt har han ligesom haft chancen gennem mere end 20 år i dansk politik. Han fik chancen og floppede. Hvorfor skal vi så give ham et forsøg mere?
Her vil nogle sikkert svare: Joe, men jae, han kan lave resultater …
Hvilke? Hvad drev Lars Løkke Rasmussen det til, da han havde chancen?
Jeg er fristet af at svare: absolut ingenting. Men det er en tilsnigelse. For han har gjort nogenlunde det modsatte af, hvad han nu siger, han vil.
Præcis det modsatte
Den Lars Løkke, der siger, han vil samarbejde hen over midten, har gjort præcis det modsatte som regeringsleder. Han har ført blokpolitik, og det er der ingen grund til at skamme sig over, al den stund at politik i bedste fald bunder i antagelser og opfattelser, også når de støder ind i andres.
På samme måde har den Lars Løkke, der nu snakker vidt og bredt om behovet for statslig decentralisering, netop været garant for det modsatte og iværksat en centralisering, vi sådan cirka skal tilbage til Christian IV for at se overgået – lige fra skoler, uddannelser, sygehuse, politistationer og andre centrale statsinstitutioner. Hvis der én, der har skabt et spaltet Danmark i by vs. provins, så er det Lars fra Græsted.
Ligeledes har den Lars Løkke, der nu snakker om en stram udlændingepolitik, fra dag ét været talsmand for en bevidstløs hensyntagen til internationale konventioner og ligestillet migranter med flygtninge. I den udstrækning han har indført visse tekniske lovstramninger, har han alene gjort det, fordi han blev tvunget til det af Dansk Folkeparti og Inger Støjberg.
Stillet over for en illegal indvandring, hvor tusindvis af mennesker vandrede op igennem landet i 2015, traf han det valg, at Danmarks grænser netop ikke er Danmarks grænser, men symbolske striber på asfalten. Hvad Løkke har været travlt beskæftiget med, når det gælder om at give et genkendeligt Danmark videre til næste generation, har netop været ikke at gøre noget.
Her stod og står han naturligvis ikke alene. Det er ingen hemmelighed, at Lars Løkke, Socialdemokratiet og venstrefløjen generelt tror, at vi kan fordele os ud af indvandringen, mens sandheden er, at vi er nødt til at standse den – og få kontrol over dens negative konsekvenser, imens vi gør det muligt for virksomheder og stat at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
Så når Lars Løkke p.t. lader forstå, at udlændingepolitikken er mindre vigtig end alt muligt andet, tredje og fjerde (fordi integrationen ”går fremad”), sørger demografien for, at Danmark år for år bliver mere muslimsk. Under den sidste Løkke-regering kom der 56.000 flere muslimer til Danmark, hvilket var en stigning på mere end 20 pct. Det var dengang valgkampens største hemmelighed, og ingen synes at interessere sig for den tre og et halvt år senere.
En karriereteknokrat
En tilståelse: Jeg tog tidligt fejl med hensyn til Lars Løkkes overlevelsesevne. Jeg tog grueligt fejl, da jeg blot fire dage inde i 2016 skrev Lars Løkkes politiske nekrolog.
Det var koldt som bare satan, den isnende vind fra øst blæste som et tegn på de geopolitiske forandringer, der allerede dengang fandt sted, mens vi havde travlt med at se «X-Factor» eller «Vild med dans», og hvor Europa mistede terræn til magter som Rusland, Indien og Kina, primært fordi europæerne glemte at tage vare på sig selv og i mange tilfælde gjorde en dyd ud af at lege verdenssamfund.
Det var også i de dage, hvor svenskerne pludselig indførte grænsekontrol. Det var helt vildt – og første skridt til Sverigedemokraternes triumf ved rigsdagsvalget den 11. september i år. Hvad gjorde Lars Løkke dengang?
Han skældte ud. På svenskerne! Og jeg spåede, at han dermed var godt i gang med at forkorte sin politiske karriere ved ikke at tage indvandringen alvorligt i folkevandringens tid, men som en anden bureaukrat sidde og lurepasse. Jeg skrev: »Lars er desværre født optimist. Det bliver hans skæbne.«
Lige dér tog jeg grueligt fejl. Nu er han tilbage, selv om jeg kvier mig ved at skrive denne groteske sætning. Vælgerne må have glemt, hvem han er, men lad mig så sige det, som det er: Lars Løkke Rasmussen er en vanvittigt dygtig vendekåbe – og det sætter 10 pct. af danskerne nok kronisk pris på.
Traditionelt stemte disse 10 pct. på Det Radikale Venstre, som er verdensmester i kunsten at mene noget andet i morgen, men intet er som bekendt længere traditionelt, alt svæver oppe i luften – eller skyen – som det hedder. Og nu er det tilsyneladende personer frem for partier og idelogier, der afgør vælgernes gunst.
Derfor undrer det mig endnu mere, at så mange danskere ikke gennemskuer en karriereteknokrat, når de ser ham. Hvis danskerne stemmer Lars Løkke tilbage, har de selv bedt om at blive gjort til grin.