Det kan være svært at hitte rede på, hvad moderne socialdemokrater mener eller ikke mener om tunge politiske spørgsmål, så meget flakser de rundt, især i udenrigspolitikken.
Fra indvandring til forsyningssikkerhed
Præmieeksemplet er indvandringen. Engang kunne de ikke få nok af den, især den fra Mellemøsten, bortset lige fra på Vestegnen, hvor man straks mærkede de sociale konsekvenser, men så skiftede stemningen i Danmark og resten af Vesteuropa, og da fik socialkammeraterne travlt med at lægge ansigtet i andre folder.
Sammenlign Svend Auken (tidligere blant annet leder for Socialdemokratiet, døde i 2009, red.) med Mattias Tesfaye (nåværende statsråd i Socialdemokratiets regjering, red.) – og du ved, hvad jeg mener. Tesfaye & Co. fik »neutraliseret« (deres egen formulering) spørgsmålet, så de borgerlige ikke løb med det – bortset fra at Danmark i mellemtiden var blevet demografisk og socialt forandret. Skaden var sket.
Et andet indlysende eksempel er EU, der engang hed EF og til at begynde med handlede om samhandel. Dengang var liste A (Socialdemokratiet, red.) mest imod, fordi de foretrak stat frem for marked; i dag er de helt pjattede med det overnationale projekt ligesom resten af venstrefløjen, Venstre og De Konservative, i takt med at stedse flere direktiver udgår fra de føderale magthavere. Indimellem puster Mette Frederiksen sig lidt op før et ministermøde, men hun ender altid med at logre med halen for spadseredragterne og jakkesættene i Bruxelles.
Et tredje eksempel er det militære forsvar af fædrelandet. Engang var sosserne slyngveninder med fredsbevægelsen, tilhænger af nedrustning og atomvåbenfri zoner, ligesom de vadede med i fredsmarcher til Sovjetunionens udelte tilfredshed. I dag sender de våben til Ukraine og er pludselig blevet meget glade for Nato, selv om de helst ikke vil betale kontingent. Som en følge af fredspolitikken er det danske forsvar blevet reduceret til en tivoligarde.
Et sidste og akut eksempel er energi og forsyningssikkerhed. Engang kunne de ikke få olie nok op af Nordsøen. Siden 1972 har olien indbragt Danmark mere end 500 mia. kr. og gjort os til en af EU’s største olieproducenter. Derpå steg sosserne på vind- og solprojektet og købte en masse russisk gas sammen med resten af EU – og lukkede olie- og gasproduktionen i Nordsøen. I dag aner de ikke deres levende råd, men ævler løs om vindmøller i Østersøen.
På denne baggrund er der ingen særlig præcedens for at tro, at socialdemokraterne skulle begynde at stå fast på noget som helst, når det gælder vores forhold til udlandet – og hvor energien skal komme fra. Og så alligevel.
En rød tråd
Når man ser ordentligt efter, opdager man, at der faktisk løber en rød tråd gennem alle sosserierne, og det er et ord, som den tidligere minister for årtiers såkaldte ulandshjælp Poul Nielson bragte til torvs forleden i JP: Danmarks internationale ry.
Skræl alt andet væk, arbejderismen, makrelmadderne, vindmølleidealismen, den ekspansive velfærdsstat, coronanedlukning, minkskandalen og en statsminister, der taler til folk, som om vi er idioter – og så står én ting tilbage: drømmen om at være international kæledægge. Mere socialdemokratisk bliver det ikke.
Her kan vi tørt konstatere, at mens den i dag 79-årige Poul Nielson selv var aktiv som politiker, blev Danmark blotlagt for den muslimske masseindvandring, der truer vores børns politiske og økonomiske fremtid. Men den tog sig rigtig godt ud i andres øjne. Så god, at han slet ikke behøvede at forklare sig.
Da han tilbage i 1999 af Ekstra Bladet blev spurgt, om han ikke selv ville huse nogle af dem, han selv havde inviteret ind i landet, svarede han, som socialdemokrater dengang gjorde: »Det vil jeg slet ikke udtale mig om – og slet ikke til Ekstra Bladet.«
I dag er han lige så kry og svinger om sig med sabelhenvisninger til FN og Den Afrikanske Union. Nu som dengang gælder det Danmarks internationale ry, hvilket fører os frem til slutningen, som lyder, at det er med socialdemokraterne som med dronningen i Grimms eventyr om Snehvide:
Lille spejl på væggen dér, hvem er smukkest i verden her?