I en radiodebat om folketingsvalget kom jeg forleden til at sige, at den borgerlige krise stikker så dybt, at især Venstre og De Konservative må begynde at interessere sig for det gode liv – og hvordan det understøttes politisk. Straks bredte der sig en ubekvem tavshed i studiet, og vantroen lyste ud af øjnene på min liberale modstander. Hun genvandt dog hurtigt fatningen og udbad sig en plan for, hvordan den slags kunne veksles til konkrete lovforslag.
Oplevelsen fik mig til at tænke lidt over sagen. Jeg er da godt klar over, at koblingen mellem moral og politik ikke er ligetil, men undrer mig stedse over, hvor hurtige de liberale er til helt at afvise den.
En lavine af diagnoser
Hermed opgiver de i mine øjne at være borgerlige, for en borgerlig tilgang til politik må inkludere en sans for det førpolitiske og den kultur, der ligger nede under den retlige orden.
Når vi f.eks. taler om de unges mistrivsel, sådan som især Socialistisk Folkeparti (SF) gjorde med held under valgkampen, veksles det til noget med gratis psykologhjælp til alle under 18 år, krav om færre færdigheder og lektier i folkeskolen, fri adgang til gymnasiet, højere SU (studiestipend, red.) osv. Det er nemlig synd for alle.
Den røde kurs er en politisk og eksistentiel glidebane. For ungdom er ikke en sygdom. Som den norske psykiater Finn Skårderyd har pointeret, er der sket en voldsom inflation i det psykologiske sprog i løbet af de senere år, hvilket har været medvirkende til at udløse en lavine af diagnoser til børn og unge med alle mulige bogstavkombinationer.
Det er netop tidens fokus på det unikke og den tro, at det for alt i verden gælder om at gøre en forskel, der forstrer mistrivsel; en mistrivsel, der undergraver det almindelige liv.
Når de unge har ondt i sjælen, er det for en stor dels vedkommende et udtryk for, at de af omgivelserne har fået at vide, at det almindelige er utilstrækkeligt. Alle skal være exceptionelle, udmærke sig og blive den bedste version af sig selv. Det er præcis derfor, så mange unge og uerfarne sjæle blive syge. Årsagen er progressiv.
Det progressivt-psykologiske sprog kan kritiseres yderligere – fra en borgerlig synsvinkel. Når børn og unge klager over at have ondt i livet, begynder det med, at deres progressive forældre bliver skilt som aldrig før, hvilket har store konsekvenser for især børnene. Det ved de voksne godt, men det er tabu at indrømme det.
Pligter ved siden af rettigheder
Miseren fortsætter så med, at de voksne samtidig opmuntrer børn og unge til at redde kloden i et snuptag ved hjælp af vindmøller, vegetarkost og fromme ønsker. Og ulykken forstærkes af, at normstormere vil nedbryde de to biologiske køn og forvirre de unge mennesker med vakte paroler. Til sidst krones udviklingen med, at de unge sendes i terapi på statens regning. Det er en farlig cocktail, som bevidst negligerer spørgsmålet om, hvad det gode liv er.
Det gode liv er såre almindeligt. Ingen generation, ikke engang den mest velmenende, kan redde verden; det er alt for meget at lægge på skuldrene af nogen.
Desuden skal hverken unge eller gamle lege guder – for der er kun én Gud – og han er ikke jordisk. Her kan de borgerlige med sindsro trække på kristendommens radikalitet og huske, at lovgiverne ikke skal tro sig guddommelige, ligesom mennesket ikke kan frelse sig selv. Selv den mest klimarigtige hipster er en synder for Vorherre.
Kristendommens realistiske menneskesyn burde være rent guf for borgerlige partier, som i klimaspørgsmålet må interessere sig for nye teknologier og brug af træ ved siden af vindmøller og solceller.
Thi et borgerlig-kristent syn på mennesket som en synder trækker ligeledes på en opfattelse af, at vi kommer længst ved at opfatte menneskene som myndige væsener og ikke som klienter i en vildtvoksende velfærdsstat, altså som borgere udstyret med et personligt ansvar og en personlig samvittighed, dvs. med pligter ved siden af rettigheder. Allerede dét ville være et lille skridt i retning af realiseringen af det gode liv.
Man kan ikke vinde valg uden at have noget at komme med. Socialdemokraterne og venstrefløjen kom med penge, først og fremmest andre folks penge, og løfter om minimumsnormeringer.
Valgets tabere er tabere, fordi de gik tomhændede ind i en valgkamp, som de i begyndelsen så ud til at kunne vinde på noget med skattelettelser og kritik af Mette Frederiksens person. De havde ikke gjort deres hjemmearbejde.
År efter år har især Venstre og De Konservative efterlignet deres konkurrenters politik og er holdt op med at tænke selv. Nu har de så fået rockertæv – og en tænkepause. Jeg kan kun opfordre til, at den bliver brugt.