Det er et lille ord, men det har ofte stor betydning. Jeg faldt over det i en test af den nye Mazda CX-5 med to-liters benzinmotor. En familiebil med stil, hestekræfter og anhængertræk.
Sådan én kunne jeg godt tænke mig, men det vigtige i denne sammenhæng er overskriften. Den lød: «Klassisk, men velfungerende».
Fungerer alligevel?
Ordet er «men». Hvis jeg var redaktør, ville jeg i stedet have brugt «og». «Klassisk og velfungerende», fordi klassisk i mine øjne er positivt ladet. I rubrikken opfattes klassisk derimod negativt: Den nye Mazda er klassisk, men fungerer alligevel.
Jeg forstår naturligvis, at det kan være nok så relevant at forholde sig anvendelsen af ny teknologi i en biltest. Men forbeholdet er alligevel sigende. Hvordan kan noget klassisk stadig virke i dag?
Spørgsmålet stilles ikke i biltesten, men ligger lige nedenunder overfladen, og selv her et par dage efter skurrer men-et i mine ører. Hvor kommer det fra? Hvorfra kommer den forestilling, at nyt altid er bedre, og at det klassiske må vige for det moderne?
Forestillingen er noget, moderniteten har bibragt os i løbet af de seneste i hvert fald 300 år, nok også mere, og den sidder så meget i kroppen, at den kommer ud af munden, når vi åbner den; vi tænker slet ikke over det.
Moderniteten har simpelthen skolet os i, at nyt er godt, godt er nyt, og at den, der siger noget andet, er reaktionær. Det gamle og klassiske er således udtjent, træt og umoderne, og denne ideologiske forestilling har ryddet hele pladen fra teknik og teknologi til politik, kultur og dannelse.
Relativisering af videnskaben
Førhen var fremskridtet ikke givet; tiden var ikke blevet progressiv. Der fandtes endnu en erkendelse af, at mennesket er sin egen værste fjende, det kan man f.eks. læse om i Bibelen.
Før moderniteten fandtes en slags kollektiv bremse på mennesket. Gud var menneskets diametrale modsætning. Mennesket var et hjul, mens Gud var en mur. Vi skulle med andre ord ikke komme for godt i gang. Der var grænser.
Moderniteten viste sig rigtignok at være fuld af materielle og teknologiske fremskridt, som vi alle har nydt godt af, og som har lettet vores tilværelse i stort og småt.
Men den havde en blind vinkel, som kun er vokset i løbet af de seneste 50 år, og som har fået os til at angribe almenbegreber som familie, nation, kultur, viden, universitet, kultur og civilisation. Og fået os til at nedbryde skellet mellem videnskab og ideologi.
Det sidste har medført en uhørt relativisering af videnskaben, især på humaniora og samfundsvidenskaberne. Den forestilling, at sproget skaber virkeligheden snarere end beskriver den, gik fra at være en fiks idé til at blive hvermandseje, som nu gentages af gymnasieelever og folketingsmedlemmer.
Ethvert udsagn er afhængigt af, hvem der siger det. Sandheden er diskursiv. Kønnet er en konstruktion. Æresdrab kan ske i alle familier. Man må ikke generalisere. Den slags.
Moral
Selv en gammel studenteroprører som dr.phil., professor emerita Lene Koch røber i et interview til Uniavisen, at angrebet gik for langt og fik destruktive konsekvenser op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne.
Længe efter den systemiske venstredrejning sidder hun nu i sin klassisk indrettede københavnerlejlighed med god kunst på væggene og udsigt til Kastellet og siger: »Jeg kunne ikke altid se værdien af det gamle, da jeg var ung og oprørsk. Studenteroprøret har et betydeligt ansvar for den udvikling, jeg i dag finder problematisk. Men det er ikke altid let at gennemskue konsekvenserne af sine synspunkter.«
Sådan er det jo – til enhver tid. Ingen kender fremtiden, derfor skal vi måske blive bedre til at værdsætte det, der har gjort os i stand til at lyde så helvedes kloge, og som har forhekset os til at interessere os for de nyeste teknikker til selvudvikling, normkritik og frigørelse.
Hvis vi tror på noget i dag, er det enten følelser, fornuft eller det frie valg.
Snart er alting afmoraliseret, og i det lys bliver den klassiske samtale om menneskelige dyder og laster nærmest latterlig. Kom ikke her med din forældede moral.
Jeg har mine værdier, du har dine, jeg har mine synspunkter, præferencer, oplevelser og idiosynkrasier, du har dine, og de kan for øvrigt være lige gode, hvorfor det da heller ikke er nogen overdrivelse at mene, at vi befinder os i et relativistisk morads «efter dyden» uden nogen fælles forståelse af det bedste.
Bortset fra det er jeg nu stadig lidt forelsket i den Mazda.