Der er stadig problemer med kønsbalancen på Museet Køn på Domkirkepladsen i Aarhus. Otte år efter kritik fra Kulturstyrelsen for skæv kønsfordeling blandt museets ansatte er næsten 90 pct. af medarbejderne kvinder.
Det svarer nogenlunde til kønsfordelingen blandt skraldemænd, slagteriarbejdere og brandfolk, blot med omvendt fortegn.
Heller ikke i museets bestyrelse er der kønsbalance. I 2015 bestod den af fem kvinder og to mænd. I dag består bestyrelsen af seks personer, fem kvinder og én mand. Her går ligestillingen tilbage.
Ved gentagne lejligheder har Køns direktør, Julie Rokkjær Birch, ellers bedyret, at museet fremmer ligestillingen, men det skal åbenbart ikke tages bogstaveligt. Til gengæld er det en kendsgerning, at hun forlader sin stilling for at blive direktør på Museum Jorn i Silkeborg.
Her er overvægten af kvinder kun på sølle 65 pct., så der er plads til mange flere.
Den Nye Biologien
Kvinder er imidlertid ikke længere kvinder, mænd ikke længere mænd. Biologien er slet ikke, hvad den har været, og tiderne skifter hurtigere og hurtigere, hvorfor eliter, professioner og institutioner, der snurrer med, har travlt med at holde fast.
En af dem er Cecilie Nørgaard, som vist nok blev feminist som syvårig og siden giftede sig med Mads Nørgaard på Strøget. Hun driver netværket Mangfold og har netop lanceret en efteruddannelse i «køn og normkritik» målrettet mod pædagoger og daginstitutioner.
«Prismecertifikatet» hedder kurset, der skal «professionalisere praksis omkring køn og diversitet ved at implementere normkritiske perspektiver i den pædagogiske praksis».
Pointen er, at alle børn er forskellige, og at det biologiske køn er «tildelt», dvs. socialt konstrueret. Kurset begynder i det deskriptive, men rejser samtidig en kritik af de åh så forældede normer baseret på biologi, erfaring og og mønstergenkendelse. Ifølge kursusbeskrivelsen er man således ikke dreng eller pige, vægten ligger på det performative: «Man kan gøre dreng eller pige på mange måder».
Kursets rådgivende instans tæller blandt andre de to professorer Dorthe Staunæs og Christian Gerlach samt en kunstner ved navn Bjørnstjerne Reuter Christensen. Prisen er 20.000 kr. (nesten 29.000 NOK, red.) eks. moms.
Den Nye Industrien
Man skal være blind for ikke at se en oplagt parallel. Ligesom masseindvandringen fra Mellemøsten og Nordafrika skabte en industri af nødhjælpsarbejdere, oversættere, sagsbehandlere, integrationskonsulenter, menneskerettighedseksperter og støt voksende bevillinger til politi, domstole, fængsels- og socialvæsen, genererer den nye kønsforvirring en tilsvarende kommers, hvor offentlige og private midler fosser fra det ene projekt til det næste, og hvor der er fri leg for kaospiloter med skinnende intentioner.
Det er ganske fornøjeligt at betragte, hvis man ser helt bort fra, at ideologiseringen faktisk er tiltænkt kommunens pædagoger, siden vores børn.
En anden slående lighed er, at det lader til at være de samme tossegode mennesker, der går i spidsen for hjernevasken denne gang. Forandringsiveren og omstillingsparatheden er identisk. Den spirer og trives i små, lukkede cirkler, hvor man bejaer hinanden, før den blomstrer på fine adresser og i anerkendte statsinstitutioner. Snart får politikerne færten af den nye bølge, som de også vil ride med på, og så ruller millionerne for alvor.
Skabe forskellighed
Det er alt sammen slet ikke så underligt. Almindelige mennesker har nok at se til i det daglige til at bekymre sig om den slags. Det er netop projektmagere og ideologer med for meget tid, der får ting til at ske, også når det gælder den tiltagende kønsforvirring.
Deres mål synes ikke at være et ønske om at bringe kønnene tættere på hinanden med respekt for hinandens forskellighed (se, det ville være mere nobelt), men at fremme et samfund af stedse flere minoriteter, hvor hver og én tilskyndes til at jagte deres egen helt specielle kønspersonlighed fra den tidligste barndom.
Ønsket vender op og ned på verden, som vi kender den. Hvor idealet engang var at skabe helhed ud af forskellighederne, er fordringen nu at skabe forskellighed ud af mængden. Det er en ny retning, som bæres frem af krydsningen mellem den universitære socialkonstruktivisme og tidens monomane liberalisme. Hvad der tidligere var indlejret i kultur, vaner og erfaring, skal nu løsrives og frisættes, og spørger man disse forandringsagenter på museer, universiteter og i progressive netværk, skal Danmark tilsyneladende være lige så multikønnet, som Sverige allerede er blevet multikulturelt.
Der er bare ét problem: Mangfoldigheden har en pris. Mangfoldighed udefra medfører social, kulturel og politisk uro. Mangfoldighed indefra fører til narcissisme og mistrivsel.