Alting skal forandres og helst i en helvedes fart, dét uanset om vi taler klima, køn, familieformer, kultur, dannelse, kirke, erhvervsliv, skole, kærlighed, seksualitet, selvudvikling eller alt muligt andet.
Vi skal gøre tingene anderledes og forandre vores mindset. Se nye muligheder. Begynde forfra. Aflære os hidtidige metoder, herunder kridt, tavle og grundbøger til fordel for kunstig intelligens og ny teknologi. Sige ja til det uprøvede, nej til det prøvede og undskylde fortidens fejl og fjerne statuer, ensrette museer, censurere biblioteker og falde på knæ for sorte mennesker og i det hele taget holde op med at tænke så «hvidt», «maskulint» og konventionelt.
Mangfoldiggøres
Fra at blive anset for en trussel mod et bestående gode er forandring blevet det nye, store dyr i åbenbaringen, som man slet ikke behøver argumentere for.
I løbet af en kort årrække har forandring udviklet sig til et moderne dogme, der synes som skabt til den digitale tidsalder, hvor banale udsagn kan mangfoldiggøres nemmere end nogensinde før. Sig ordet, og alle tier eller bifalder med en hjerteemoji eller de der irriterende taknemmelige hænder.
Opbakningen er unison, tværpolitisk og konstant, national såvel som overnational. Når for eksempel EU i løbet af en eftermiddag beslutter at forbyde benzin- og dieselbiler fra 2035, gør beslutningstagerne det ganske uden at vide, hvad det vil koste, hvilke afledte konsekvenser det vil have for transport, forsyning og logistik, eller hvilke teknologier der skal erstatte den nuværende energi.
Det er alt sammen irrelevant. EU ønsker forandring. Og alle bukker og nejer, selv de etablerede medier, hvis opgave det ellers er at stikke en kæp i hjulet på de magtfulde og berette om uopportune sandheder.
Den slags en saga blot. I en politisk offentlighed tryllebundet af forandring tales der kun lidt og spredt om forbedringer, det kunne for eksempel være trinvise forbedringer, mens ingen, jeg gentager, ingen taler om forædling, det kunne være af lærdom, håndværk, ressourcer og teknologi.
Forædling lyder vel så gammeldags, at ingen lovgiver i vores del af verden længere tør anvende det af frygt for at blive kaldt «boomer».
Kronisk forandringsiver
Misforstå mig ikke. Forandring er en naturlig del af livet, endda helt eksistentielt. Når du vågner i morgen, har du én dag mindre tilbage at leve i.
Dertil kommer, at begivenheder og erfaringer former og justere os, ja, ændrer os løbende, sådan at vi ofte er nødt til at tage ting til revision og erkende, at vi tog fejl eller begik en masse dumheder. Derfor er man nødt til at være optimist for ikke at blive det modsatte. Man er nødt til at tro på, at morgendagen rummer mening, glæde og erkendelse, ellers kan man nemt bliver ramt af opgivelse eller nihilisme.
Denne milde antropologiske optimisme skal imidlertid ikke forveksles med den kroniske forandringsiver, der især synes at gennemryste samfundets øvre lag, herunder erhvervspinger med tilknyttede Twitter-konti. Iveren betyder ikke alene, at dårlige vaner søges erstattet af bedre vaner, men indebærer – og det er her, problemet ligger – at det bestående generelt opfattes som udtjent.
Konsekvensen heraf er, at en masse goder, såsom kernefamilien, universitetet, nationalstaten og dynamikken mellem det mandlige og kvindelige skylles ud med badevandet.
Hvad der i min ungdom forekom umuligt, er sket. Efter kommunismens realpolitiske fallit for 30 år siden har venstrefløjen fået comeback ved at kræve forandring, forandring og atter forandring af det bestående, mens højrefløjen har haft svært ved at formulere et positivt alternativ med sans for, hvordan vi redder det bedste af det forgangne med ind i morgendagen. Som et resultater heraf er midten og medierne løbet efter den progressive fremtidsmusik.
Måske er problemet selve mennesket, dvs. vores korte hukommelse. Indtil for få år siden skrev vi ting ned for at kunne huske dem, vedligeholdte biblioteker og fysiske samlinger og arkiver.
Nu har vi for længst overgivet os til nettet og den digitale orden og mener ikke længere at have brug for vores taktile hukommelse. Vi kan jo bare google det, vi har brug for at vide!
Giv et moderne menneske et kort, og det ved ikke, hvordan det skal læses. Men giv det en computer, gerne en, der kan ligge i en hånd, og det kan navigere herfra og til Mars, forandringsparat og erindringsløst.
Forbedring? Næ, forværring.