Forleden havde jeg lejlighed til at spørge en litteraturkritiker fra dagbladet Information, hvorfor Roald Dahls legendariske børnebøger, såsom «Charlie og chokoladefabrikken», «Slynkerne» og «Heksene», skal «redigeres», når de udkommer i dag. Samtalen udsprang af en artikel i JP, hvor en redaktør fra Gyldendal og en professor i børnelitteratur fra Aarhus Universitet bakkede op om «moderniseringen» af Roald Dahl, som døde i 1990 og ikke længere kan forsvare sin tekst.
Her udtalte professoren de vise ord: «De nye udgaver af Roald Dahls bøger skal ses som en bearbejdning af en tekst med et formål om ikke at bruge et bestemt sprog, man synes er forkert.»
Wokebevægelsens dna
Det vigtigste står til sidst. «Man» og «forkert». Disse to ord udtrykker wokebevægelsens dna. «Man» henviser naturligvis til dem selv. «Forkert» er alt det, «man» ikke mener.
Det giver mig sådan en ubændig trang til at spørge, hvorfor forlæggere, litteraturkritikere og professorer tror, de ved bedre end forfatteren? Det svarer ingen af dem på. De gør det bare og lader sig villigt optage i tidens internationale loge mod forkerte udtryk, synspunkter og holdninger. De skelner ikke engang mellem fiktion og virkelighed. I krigen mod «hadsk tale» er alt blevet politisk. Aldrig har tilhængerne af tolerance været mere intolerante.
Paradokset fremstår mere og mere tydeligt i takt med wokebevægelsens avancement på kunst- og kulturscenen og i den akademiske verden. Der går snart sagt ikke en dag, uden at noget eller nogen skal moderniseres. Stedse flere områder i såvel kunsten som samfundslivet er skrøbelige, og få kan tåle at høre sandheden eller forholde sig til komplicerede historiske forhold. Alt skal opdateres og mainstreames; intet kan overlades til tilfældighederne.
Alt det forkerte må væk, og døgnet rundt tages der pædagogiske og idelogiske hensyn. Den nye tids kommissærer har taget plads i statens institutioner.
DDR
Regeringen hjælper dem tilmed villigt på vej, f.eks. da den forrige kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) nedsatte et medieansvarlighedsudvalg med den opgave at komme efter «bloggere og influencere», så de «i højere grad kan stilles til ansvar for det indhold, de publicerer og videregiver». Målet var at gøre den uregerlige offentlige samtale mere «tidssvarende», dvs. bringe den under myndighedernes kontrol, og en række repræsentanter for de etablerede medier lod sig straks hverve.
Som missionens formand valgte ministeren en betroet mand, ingen ringere end den tidligere politiker Søren Pind, der godt nok i årtier har svælget i eder og forbandelser, men på sine ældre dage er blevet rejsende i både anstændighed og den gode tone. Formålet er igen at fjerne et bestemt sprog, man synes er forkert.
Det samme syntes i den forløbne uge at være tilfældet for en opbragt cand.mag. fra Østerbro i København, som var uenig i én af mine analyser af masseindvandringens mulige årsager og i avisen var så sjov at sammenligne mig med det iranske moralpoliti. Den var ny, skønt hendes løsning var en gammel traver. Jeg havde simpelthen overtrådt grænsen for, «hvad man offentligt kan fremkomme med af ytringer (…) en grænse, som ikke skal brydes i et demokratisk land». Den slags grænser havde de også i DDR.
Endimensionel
Uge ni bød også på et nyt og mere prominent medlem af omtalte loge, tag godt imod De Konservatives retsordfører, Mai Mercado. Som i et interview til 24syv mente, at Rasmus Paludan er en showman, der primært ønsker at provokere med sine afbrændinger af Koranen, et synspunkt, jeg forresten deler. Mercado går blot skridtet videre og vil forbyde ham at gøre det, fordi det med hendes ord er «misbrug af ytringsfriheden».
Nok skriver vi 2023, men det er fuldstændig som at høre Anita Bay Bundegaard, den tidligere radikale minister og redaktør for dagbladet Politiken, nu blot hos De Konservative. Igen er de erklæret tolerante de første til at indskrænke ytringsfriheden.
Nej, alle de nævnte tilhører ikke en organiseret wokebevægelse, men de betjener sig af dens argumentation, hvor fiktion ikke længere er fiktion, og offentlighed ikke længere er offentlighed. Sig goddag til en ny og omfattende mission, som skal fjerne alle «fobier», alt «had» og «misbrug» og al «stigmatisering», og hvor nøgtern journalistik skal afløses af idelogisk hjernevask «for at ændre verden», sådan som den nyudnævnte redaktør for DR P3, Isabella Hindkjær, kom til at sige højt.
Hensigten er, at vores moderne bevidsthed skal være endimensionel. I stedet for sprog har vi fået sprogpolitik. I stedet for redaktører har vi fået censorer, og sidste mand, kvinde, hen, queer eller trans lukker og slukker.