Jeg har sagt det før, men gentager det gerne, i anledning af at Folketinget i dag skal diskutere et beslutningsforslag om at gøre undervisning i Muhammed-krisen obligatorisk i folkeskolen. Liberale mennesker vil helst overlade den slags til vejr og vind, dvs. i realiteten til voldsmandens veto; sådan går det gerne for idealister, de bliver ofre for omstændighederne.
Alle andre må stå sammen om at forsvare lærernes mulighed for at undervise i det, der vedrører os alle, i stedet for at lade sig kue »af frygt for repressalier fra islamiske organisationer, elever eller forældre«, som det hedder i beslutningsforslaget.
Danmarkshistorie
Den første grund til at stå sammen er den historiske og deskriptive. Muhammed-tegningerne og den efterfølgende diplomatiske krise er danmarkshistorie og rummer en oplagt chance for at undervise i de globale dynamikker, vi lever under med fremvæksten af sociale medier og nye hybride offentligheder.
I sit fulde forløb (dvs. inkl. Jyllands-Postens fornemmelse af, at der blandt danske bladtegnere var opstået en frygt for at tegne Muhammed) er krisen et håndgribeligt eksempel på, hvordan politisk tryk og tilpasning gør sig gældende i et lille land i en foranderlig verden, og hvad kunstnerisk frihed og religionskritik kan indebære i praksis. Endelig lærer vi også noget om asylindvandringens konsekvenser i Vesteuropa ved at forholde os til denne sociale virkelighed.
Den anden grund til at stå sammen er mere normativ og politisk, men ligger i forlængelse af den historiske. Muhammed-tegningerne markerer et foreløbigt dansk højdepunkt med hensyn til muslimske protester i et sekulært-kristent europæisk land. Hvordan det kom dertil, er naturligvis værd at forstå – i særdeleshed med henblik på den demografiske udvikling, der gør Vesteuropa stedse mere muslimsk.
Hvorfor provokerer det så mange muslimer, at en række avistegnere i et fjernt, vestligt land tegner Muhammed og diskuterer hans betydning i dag? Og hvad bør reaktionen være fra officiel dansk side? Fra medierne? Fra tegnerne? Disse spørgsmål giver selvsagt mulighed for at få eleverne til at overveje deres holdning og diskutere, hvilket i sig selv rummer en pædagogisk gevinst.
Beskytte læreren
Den tredje grund handler om at beskytte læreren, ikke kun lærerens legitimitet, men også vedkommendes personlige sikkerhed. Det kan ikke være således, at kontroversielle emner pilles ud af undervisningen, fordi en minoritet kræver det lokalt eller globalt.
Undervisningen tilrettelægges lokalt af læreren og uddannelsesinstitutionen i fællesskab under tilsyn af relevante myndigheder. Hvad en sultan i Damaskus eller en imam på Nørrebro i København mener om specifikke forhold i folkeskolen eller gymnasiet, er sådan set irrelevant for undervisningen. Netop derfor skal læreren og dennes undervisning beskyttes af lovgiverne.
Det gør vi bedst ved i dette tilfælde at sætte Muhammed-tegningerne på pensum i de mest nærliggende fag, såsom samfundsfag og religion. Når det kommer til islamisk pression og censur, må vi stå sammen og forsvare vores normer og samfundssyn.
Muhammed skal ikke have forkørselsret i Danmark, uanset hvad venstrefløjen drømmer om.