Læsere har spurgt mig, hvad det dér woke egentlig er for noget. Derfor kan der være brug for et par friske og illustrative eksempler.
Vi begynder i Irland, nærmere bestemt på biblioteket ved Trinity College i Dublin, opkaldt efter den stedlige filosof og præst George Berkeley (1685-1753), som tog del i den empiriske, britiske oplysningstid med hovednavne som John Locke, David Hume og Adam Smith. Han er i fagkredse bedst kendt for sin tolkning af, at al eksistens forudsætter en iagttagende bevidsthed, dvs. en menneskelig sjæl eller en gud. At eksistere er at blive set, hævdede han, »esse est percipi«.
Navnet skulle væk
Uden på nogen måde at have ønsket sig det er Berkeley blevet offer for sin egen erkendelsesfilosofi. Hans navn skal fremover ikke ses, men glemmes. Først fandt en flok udpegede forskere ud af, at den store filosof ikke nøjedes med at filosofere over den menneskelige erkendelse; Berkeley holdt også slaver. Fire styk for at være helt præcis – Philip, Anthony, Edward og Agnes. Som så mange andre velhavende mænd fra toppen af datidens europæiske samfund var han slaveejer – og ikke nok med det – han forsvarede slaveri som institution.
Disse ubekvemme sandheder tilbyder os en viden om dengang og spændingen mellem før og nu. Men det var for meget. Den iagttagende bevidsthed anno 2023, der ellers plejer at give sig ud for at være meget tolerant, kunne simpelthen ikke tolerere det. Navnet skulle væk, det var plettet, urent – og de historiske oplysninger var ifølge universitetets direktør i strid med »universitetets kerneværdier«. The George Berkeley Library var pludselig fortid. I skrivende stund er et nyt navn endnu ikke fundet.
Eksemplet er pædagogisk. Det var ikke engang vrede aktivister, der krævede en navneforandring. Det var ledelsens frygt for, at de kunne dukke op, der fik den til at give op på forhånd. De vaktes befaling om, at ingen skal kunne krænkes, er allerede institutionaliseret og fører derfor nemt til en principiel intolerance over for den historiske dobbelthed.
Selvhøjtidelig samtidighed
Dobbeltheden er et vilkår ved den menneskelige eksistens. På den ene side kan vi se tilbage på den historiske samtid og undersøge den. Den er, hvad den er, uanset hvad vi måske drømmer om. Vi kan ikke lave den om, trylle den væk, gøre den ugjort eller usagt. På den anden side lever vi i en stedse mere selvhøjtidelig samtidighed, og den vil hjertens gerne lave om, skære ubekvemme sandheder væk, rense, korrigere, slette. Woke virker ved at fornægte flertydighed.
Woke kræver rene helte, forbilleder, overmennesker, disciple. Den er ahistorisk, idet den simpelthen ikke anerkender, at fortiden er kompleks, krøllet og paradoksal. Woke erstatter den iagttagende og undersøgende bevidsthed med en dømmende bevidsthed.
Vi kan iagttage samme tendens på universitetet i Oxford, Englands kendteste. Her kræver de lokale wokeaktivister et kommende arrangement med den kvindelige filosof og feminist Kathleen Stock i universitetets berømte debatklub aflyst. Hvorfor? Fordi hun mener, at der findes to biologiske køn, og at det desuden er forkert, at mænd, der påstår, de er kvinder, får adgang til offentlige omklædningsrum for kvinder. Aktivisterne kunne deltage i debatten eller blive væk, det står dem frit for, men nej. Harmen over, at der gives taletid til så «transfobiske» synspunkter, får dem i stedet til at stemple taleren som «TERF», dvs. som «trans-ekskluderende radikal feminist». Det værste af det værste.
Den amerikanske krænkelsesbølge
Universitetet, der ikke just er sat i verden for at beskytte offentligheden mod idéer og diskussion, men historisk set har været med til at gøre dissens til en naturlig del af offentligheden, har indtil videre forsvaret den indbudte talers ytringsfrihed, men samtidig tilbudt studerende, der føler sig stødt, psykologbistand. Det er sådan, woke virker. Den får selv kloge mennesker med fine titler til at gøre dumme ting.
Det er ikke tilfældigt, at den amerikanske krænkelsesbølge spreder sig hurtigst over Atlanten til de engelsktalende lande. Men vi andre adopterer tillige de vaktes imagologi, til trods for at den svækker såvel civilsamfund som myndigheder overalt. De vaktes march gennem institutionerne, især de akademiske, understreger relevansen af en lov, som jeg beklageligvis fik tilskrevet en forkert person med et identisk navn i sidste uge. Men John O’Sullivans lov om, at institutioner, der ikke er bevidst højreorienterede, med tiden bliver venstreorienterede, synes kun at blive stadig mere aktuel. Med afsæt i de to nævnte eksempler kan loven oversættes til, at institutioner, der ikke er bevidste om deres tradition, med tiden bliver woke.
Woke viser ikke alene vej til systemisk intolerance; woke varsler desuden institutionernes progressive død.