(Ordene til Jalving passer godt i dag – på Norges frigjøringsdag 8. mai. For størst av alt er friheten! Situasjonen i Danmark, som har sin frigjøringsdag 5. mai, og Norge er ikke ulik. Red.)
Trods den tiltagende krig i Ukraine og dens lange geopolitiske skygger er Danmark ikke klar til at forsvare sig militært. Først skal der ryddes op. Militære anlæg, materiel og lagre er nedslidte og tomme takket været årtiers fortrængning af de politiske realiteter.
Alt kører på nødblus
Den eneste gode nyhed er, at det nu bliver sagt højt, f.eks. til JP, der torsdag bragte vidnesbyrd og billeder fra Garderkasernen og Livgardens Kaserne i Høvelte ved Birkerød og Svanemøllens Kaserne i København, som ligner et forladt vandrehjem, hvor det regner ind ad vinduerne, væggene har skimmelsvamp, og der ikke er råd til hverken ammunition eller køretøjer. Alt kører på nødblus.
Selv De Konservative, der længe har gjort, hvad de kunne for at afskaffe både sig selv og territorialforsvaret, er klar over problemet. Konfronteret med manglerne i alle geledder efterlyser partiets forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, nu flere penge: »Hvis de beløb, der rygtes, er rigtige, så kommer der ikke til at ske et løft af Forsvaret. Så bliver det et hul, der bliver fyldt op. I så fald kommer vi til at skulle finde flere penge.«
I dag diskuterer vi et forsvarsbudget på 2 pct. af bnp. For 300 år siden lagde hær og flåde beslag på mindst halvdelen af de offentlige midler. Altså i fredstid. I krigstid nærmede andelen sig 80 pct.
Kun Sverige og få andre fyrstedømmer kunne dengang konkurrere med os, når det gjaldt organiseret kampånd, men siden gik det som bekendt ned ad bakke.
Og i det, vi misvisende kalder efterkrigstiden, gik det helt galt. Misvisende, fordi krigen aldrig forsvandt fra Østeuropa og mange andre steder på kloden, og fordi den fortsatte med andre midler overalt, sådan som krimiforfattere og historikere beretter om.
Fredsbevægelsen
Hvilket kun understreger, at hverken krigen eller skyggekrigen slutter, så længe der er mennesker til.
Denne sorte konklusion er muligvis for dyster til lyse og glade mennesker af i dag. I hvert fald tog vi efterkrigstiden for bogstaveligt; vi begyndte simpelthen at tro på betegnelsen og håbet om den evige fred. Derfra gjaldt det om at lægge mest mulig afstand til forsvarsviljen, som man omdøbte til «militarismen» og allerhelst gjorde grin med.
Dette lille trick blev et adgangskort til den herskende mening, som i venstrefløjens storhedstid i 1970’erne og 80’erne gik ind for nedrustning, atomvåbenfrie zoner og fredelig sameksistens med verdenskommunismen.
Idet de røde uddelte fredspriser til hinanden i ét væk og vadede hen over land og by iført Mao-sko og langt, uvasket hår, begyndte Socialdemokratiet, der traditionelt havde været et forsvarsvenligt parti, at følge trop med tidsånden.
Inspireret af de nye vinde tog Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft initiativ til at kritisere USA og Nato og stod last og brast med fredsbevægelsen »hele vejen igennem«, sådan som sidstnævnte selv har formuleret det.
Krudt, kugler og værnepligt
Da Sovjetunionen så kollapsede til alles overraskelse, slog Lykketofterne ind på en fælles kurs med de liberale optimister og jublede over, at historien pludselig var blevet universel, at landegrænser var uden betydning, og at menneskeheden var befriet fra tyranni, ondskab og geopolitik. Sådan gik det desværre ikke.
Hvad Trump ikke kunne få europæerne til – at betale for deres egen sikkerhed – ser nu ud til at lykkes for Putin. Men først skal vi som sagt rydde op og investere i krudt, kugler og værnepligt.
Det europæiske kontinentet har længe været militært svagt og lige så moralsk dekadent som tonerne om «soft power» og «dialog». Alt, alt for længe gjorde vi det nemme: Vi nedrustede. Nu kommer det svære: at opruste.
Vanskeligt er det ikke kun, fordi det koster milliarder, som kunne have været brugt til alt muligt andet. Krævende er det også, fordi militær oprustning forstyrrer vores liberale og pacifistiske selvbillede, ligesom det på en ubehagelig måde bringer os tættere på folk og regimer, vi normalt ser os højt og flot hævet over moralsk.
Det sidste er måske det værste, thi det første kan vi til en vis grad betale os fra.
Værst er den tikkende bombe under selvopfattelsen. Hvem bliver vi, hvis vi vælger at forsvare os i stedet for at «åbne vores hjerter», sådan som vore politiske, kreative og økonomiske eliter bliver ved med at prædike? Vil vi kunne kende os selv, hvis vi pludselig bringes til det tidehverv, at Danmark må og skal forsvares?
Måske ikke. Men jeg mener bestemt, vi skal løbe risikoen. For det har altid været sådan, som den franske menneskekender La Rochefoucauld skrev, at «vore fjender kommer nærmere sandheden i deres bedømmelse af os, end vi gør i vor bedømmelse af os selv».