Vi har netop passeret 40-årsdagen for udlændingeloven anno 1983, og det er som at se tilbage på krydsningen af Rubicon. Terningerne blev kastet, og siden har muslimiseringen af Danmark og resten af Vesteuropa udviklet sig til en tragedie i flere akter.
Loven var, som sognepræst Sørine Gotfredsen skriver i Kristeligt Dagblad, udtryk for en retfærdighedsrus med afsæt i en efterkrigstidslogik uden grænser og uden folk, idet loven gjorde gældende, at ingen fremmed skulle kunne afvises territorielt.
Overfladisk idé
Pludselig stod Tivoli åbent, som man siger, når lynlåsen foran ikke er lynet op. De liberale og humanistiske beslutningstagere begyndte at opfatte Danmark som et indvandringsland, mens det humanitære blev identisk med almen godhed, og hvad sognepræsten formulerer som »en faretruende overfladisk idé om kristen næstekærlighed«. Denne overfladiske idé truer landets sociale og økonomiske sammenhængskraft i takt med de demografiske forandringer, den medfører i praksis.
Overfladisk næstekærlighed fik os til at overvurdere vores egen moralske dømmekraft. Min JP-kollega Ulla Terkelsen har for nogle år siden beskrevet samme fristelse, især på venstrefløjen, hvor mange fortsat bærer rundt på en indre jesuit, som forveksler politik med religion.
Jesuitterne nærer et ønske om at indtage et bastant synspunkt, men med årene forstår man ifølge Terkelsen, at »de gør det, fordi det er teatralsk, og de får en form for historisk aura ved at indtage sådanne synspunkter. Det er dog stadig den indre jesuit, der taler.«
De er mennesker
Formanden for Læger Uden Grænser, kirurgen Heidi Christensen, leverede forleden et slående konkret eksempel på denne jesuitisme. I et harmdirrende indlæg slår hun på tromme for det synspunkt, at det er moralsk forkert at bruge betegnelser som migranter og bådflygtninge om de unge mænd fra Nordafrika, der krydser Middelhavet i gummibåde eller bliver samlet op af såkaldte redningsfartøjer.
Hun mener, at vi har glemt, at de er mennesker. Det passer bestemt ikke. Nogle af os insisterer netop på, at de er mennesker, hvorfor vi ikke skal behandle dem som engle, men være realister. Fordi de er mennesker med alt, hvad det indebærer af vildskab, og næppe har chance for at blive andet end daglejere, gadehandlere eller kriminelle uden tilknytning til værtslandet. De har deres grunde til at ville hertil, ligesom vi har vores grunde til at holde dem ude.
Heidi Christensen siger, at »hun ikke vil stå på sidelinjen og se på, at flere og flere drukner«, hvorfor Læger Uden Grænser har chartret et redningsskib på Middelhavet. Men er det ikke netop redningsskibenes tilstedeværelse, der lokker migranterne ud på havet?
Lokkemad
De fleste af bådene ville være helt ude af stand til at krydse de mange sømil og sejler ud, fordi de ved, at redningsfartøjerne ligger parat ud for den libyske kyst. Der er også mobilkommunikation parterne imellem for at sikre opsamlingen.
Alligevel slår den fejl ganske ofte. Gummibådene springer læk, får motorstop, kæntrer, og migranterne dør i klynger og kaos. Det ville aldrig være sket, hvis redningsskibene ikke havde givet menneskene håb.
Faktum er, at de grænseløse læger og andre aktivister lokker migranterne ud på den dødelige færd med deres lokkemad. Hjælperne medvirker i menneskesmuglernes kyniske spil, mens de flager med deres moralske bedrevidenhed. Det er klamt med klamt på.
Konfronteret med disse kendsgerninger skulle man tro, at EU, som et stort flertal af danske vælgere nærer tiltro til, efter årtiers svigt ville begynde at sikre unionens ydre grænser. Men nej. Topbureaukraterne siger muligvis, at det vil de. Men de gør det modsatte.
Således skal EU’s nye migrationspagt fremover tvangsfordele karavaner af migranter til de enkelte medlemsstater, der er prisgivet denne form for socialisme. I stedet for at standse trafikken over Middelhavet lokker de flere til med kvoter og det, bureaukraterne kalder »forpligtende solidaritet«. Det lyder naturligvis også pænere end etnisk forandring af Europa.
Polen og Ungarn har stemt imod. Danmark er med Lars Løkke Rasmussen som udenrigsminister med på alt, der gavner hans anseelse i EU’s talrige saloner og mødelokaler. Efter 40 års retfærdighedsrus er vi overladt til denne principløse mand med en lige så fortrinlig sans for at mele sin egen kage. Først fik han os til at sluge FN’s Migrationspagt, som gjorde vandrende migranter til flygtninge. Nu vil han og hans søn, Bergur Løkke Rasmussen, der er Moderaternes medlem af EU-Parlamentet, have os til at tiltræde så meget som muligt.
Fornuften kommer og går, men grænseløsheden består.