Mainstreammedier omtaler gerne migrationskrisen som en unik historisk begivenhed tilbage i 2015. Sandheden er snarere, at krisen for længst er blevet kronisk og – lagt sammen med demografi, vold og den akkumulerede islamisering – vil omkalfatre de europæiske nationalstater i løbet af de næste årtier.
Med migrationskrisen er Europa (og USA) gået ind i en epoke, som ingen synes at have noget politisk svar på, slet ikke de ansvarlige politikere. Måned efter måned, år efter år flokkes beslutningstagere til Bruxelles, New York og Davos, hvor de spiser og drikker, snakker om menneskerettigheder og tager selfies til Facebook, Instagram og LinkedIn. Det er et kønt teater, bortset fra at det ikke er særlig kønt.
Forsvar
I dag kender du politikere og magthavere på, at de end ikke tør tænke tanken: at Europa er nødt til at forsvare sig mod de migrerende millioner, som ønsker at komme hertil via Cypern, Lampedusa, Sicilien og andre trædesten i Middelhavet, ivrigt supporteret af maritime menneskerettighedsaktivister fra hippe universiteter, storbyer og velfærdsstater.
Med forsvar mener jeg ligesom i gamle dage. Ikke med ord og tv-taler. Men med mure, borge, fæstninger og våben. Moralen er lige så gammeldags: Ligesom migranterne har deres grunde til at ville hertil, har vi vores grunde til at holde dem ude.
Vi kan, hvis vi vil.
De fløjlsbløde medier
At aktivisterne med al deres himmelråbende idealisme kun lokker yderligere migranter til, ved alle, der har bare to brikker at rykke med. Erkendelsen af, at det netop er de stærkeste migranter (og ikke de svageste) med uforholdsmæssigt store ressourcer, der formår at betale dagsprisen for at krydse havet, kræver nok tre brikker.
Der er bare lige det lille, delikate problem, at det er så ulækkert at sige højt i de fløjlsbløde medier domineret af piger, damer og mænd med blødende, liberale hjerter og jesuitiske hjerner, alle disse dygtige, puritanske dukkebørn fra det professionelle og karrierebevidste borgerskab, der med opfindelsen af woke, trans og strukturel racisme har fået endnu flere mærkesager at gå op i, mens den migrerende virkelighed trænger sig på.
Stol på EU…
Udenlandske iagttagere har bemærket det. Især Italien og Tyskland nærmer sig bristepunktet. I første halvdel af 2023 har 162.000 søgt om asyl i Tyskland – udover den million ukrainere, der allerede befinder sig i landet – og hvad nu, hvis Ukraine ikke vinder krigen?
Samtidig er Balkanruten åbnet igen for menneskesmugling sydfra, mens den folkelige modstand vokser, og arbejdsgiverorganisationer skriger på flere afrikanere.
Spændingen stigen, men selv de intellektuelle må kunne se, at EU ikke har styr på de ydre grænser, hvilket ellers var den officielle begrundelse for, at nationerne i sin tid skulle opgive deres egne nationalgrænser. Bare stol på EU – der er styr på sagerne!
Det var der så ikke. Vi lod Tivoli stå åbent og håbede det bedste, vi har lært, og som den hollandske migrationsforsker og sociolog Ruud Koopmanns har pointeret i forbindelse med udgivelsen af en ny bog om emnet, er det europæiske asylsystem forvandlet til noget, der ikke var meningen: et dysfunktionelt, politisk korrekt ikke-system.
Imperium
Konsekvensen vil være mere overraskende, end de fleste beslutningstagere er klar over. I stedet for at ende som et museum for hele verden kommer hele verden til os med alle deres vaner, normer og idéer, ikke mindst de religiøse af slagsen, for at slå sig ned og få familien hertil. Ikke fordi de er vilde med vores måde at leve på, bestemt ikke; de finder os frastødende – eller med udenrigsministerens ord – «utilbørlige». Men fordi de kan. Fordi vi giver dem lov.
Derfor: Hvis Europa overhovedet ender som museum, bliver det et museum, der er lukket alle ugens dage, fordi det ikke kunne løbe rundt, blev plyndret eller brændt ned, mens vor geopolitiske skæbne vil blive afgjort af stærkere kræfter i Golfstaterne, Beijing, Moskva og Washington.
Humlen er, at vi selv har orkestreret vor spektakulære nedtur. Med vores svaghed. Efter kommunismen kollapsede for 30 år siden, sank vi hen i drømmerier om én verden uden nationer og grænser, og dér sidder vi stadig med tunge rumpetter i den store, komfortable EU-sofa, som udbygges år for år; snart skal der også være plads til kleptokratier som Albanien og Moldova.
Det skider vestlige politikere naturligvis på. Det samme gør migranterne. Hvilket må være grunden til, at deres alliance er så stærk. De har samme interesse: at svække nationer og folkeslag, så noget nyt og stærkere kan vokse frem. Det, man førhen kaldte et imperium.