Den kulturelle revolusjonen

Destabilisering av Vesten

De frie samfund er nødt til at blive mere seriøse om destabilisering – uden at forfalde til at blive autoritære. Og erkende, at vi er i hybrid krig.

Man ville virkelig oprigtigt ønske, at man blev overrasket, når man læste den seneste risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste. For hvis man blev virkelig oprigtigt overrasket, kunne man bagefter med en vis værdighed sige, at disse oplysninger var så graverende, at de kaldte på øjeblikkelig handling.

Desværre er verden ikke skabt med det formål for øje at beskytte politikeres værdighed.

Situationsbevidsthed

Der står ikke noget i risikovurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som burde overraske den professionelle iagttager af den verden, Danmark er en del af. Intet. Rusland fører hybrid krig mod Vesten. Den islamiske verden, anført af Iran, fører hybrid krig mod Vesten. Kina fører hybrid krig mod Vesten. Og Lille Hjælper i Nordkorea står altid klar til at bistå de tre førstnævnte med råd og dåd.

Det, der mangler i Danmark, er ikke isoleret viden om de enkelte problemer. Den er der nok af. Selv i de åbne kilder. Det, der mangler i Danmark, er situationsbevidsthed – det, der indfinder sig imellem, at der indløber den ene foruroligende enkeltoplysning efter den anden. Og man lægger informationerne sammen og indser: «Der er ild i huset.» «Vores skib er ved at synke.» «Dette her kan ende i en trafikulykke.»

De fleste kan sikkert fra deres barndom huske de såkaldte priktegninger. De gik ud på, at det opvakte barn skulle trække en streg fra prik nummer et til prik nummer to. Videre til prik nummer tre og så fremdeles. Stor var glæden, når man korrekt havde forbundet alle prikkerne og kunne se, at de forestillede et cirkustelt eller en giraf.

Det, vi lige nu har brug for i Danmark, er, at Folketinget og regeringen og alle ansvarlige borgere hurtigst muligt får trukket streger mellem alle prikkerne.

Kvadrillen

Hvad forestiller det egentlig, når man forbinder den prik, der hedder russiske cyberangreb mod Danmark, med den prik, der hedder russiske skinangreb på dansk luftterritorium, med den prik, der hedder islamistiske terrortrusler mod Danmark, med den prik, der hedder antisemitisk chikane overalt i Vesten, med den prik, der hedder islamistisk intimidering af lærere, med den prik, der hedder iransk og kinesisk militarisering af civile sejlruter?

Det forestiller selvfølgelig, at hybridkrigen mellem «Kvadrillen» og Vesten er i fuld gang.

Ruslands – trods alt – indtil videre fejlslagne krig imod Ukraine viser noget vigtigt, vi nær havde glemt i Vesten: Vi må aldrig nogensinde være eftergivende over for trusler.

Det eneste, de fire medlemmer af Kvadrillen kan forstå, er magt. Derfor skal der til hver en tid sættes magt bag at gøre russerne det begribeligt, at de ikke må invadere deres nabolande. På at gøre islamisterne det begribeligt, at de ikke skriver reglerne i et vestligt demokrati. Gøre Kina det klart, at Det Sydkinesiske Hav er internationalt farvand. Og gøre Lille Hjælper det klart, at han ikke skal blande sig i noget som helst, der foregår uden for Nordkoreas grænser.

Ingen kursskifte

Det er meget gammeldags og ved første øjekast ikke-2023 at sige det. Men ikke desto mindre er det sandt: Det er nødvendigt at sende det signal til Kvadrillen, at øretæverne sidder løst, hvis den går over stregen. Og det er nødvendigt at uddele øretæverne, hvis Kvadrillen faktisk gør det. Jeg tror ikke (og vil gerne understrege: Dette er noget, jeg tror, ikke noget, jeg kan bevise), at nogen af landene i Kvadrillen vil skifte kurs inden for den overskuelige fremtid. Putinregimet vil blive værre. Og den, der kommer efter Putin, vil som minimum være lige så slem. Formentlig værre.

Xi Jinping-regimet vil blive værre. Under et nylig besøg i Kina fik jeg af en britisk ekspert at vide, at i hele Kinas historie har det været sådan, at hvis kejseren havde forsømt at udpege en efterfølger, varslede det ilde for freden i landet og regionen. Det tror jeg desværre er sandt.

De iransk-ledede angreb på Vesten vil blive værre. Regimet i Teheran ville muligvis tabe et frit valg hjemme. I hvert fald ville det – dersom man afholdt frie og retfærdige valg – mindst have 40-45 pct. af befolkningen imod sig. Men den slags bekymringer skubber Teheran-regimet væk på to måder: Hårdere repression internt i landet. Og endnu mere aggressiv udenrigspolitik i den hensigt at fremstå som alle shiamuslimers retmæssige leder og beskytter.

Nordkorea: Hvis der overhovedet er nogen tegn på ændringer i sigte, er de til det værre. Fra isolation til integration og samarbejde – med de forkerte.

Vestens modborgere

Verden bliver meget værre. Derfor har vi for efterhånden langt tid siden besluttet os for at opruste. Og det skal vi blive ved med. Men vi skal også opruste på nogle af de områder, der handler om at imødegå hybridkrig. Det følgende er ikke en udtømmende liste. Men en liste over ting, der her og nu er vigtige.

Den indre fjende i Vesten. Krigen mellem Hamas og Israel har vist, at der overalt i Vesten lever modborgere, der aldrig har forladt Mellemøsten. Disse modborgere chikanerer kontinentets jøder. Og de bidrager i højeste grad til at føre den informationskrig, jeg vil skrive mere om senere. Modborgerne er kommet til kontinentet som følge af en monumental politikfejl begået synkront af de politiske eliter alle steder.

I de kommende år skal der tages nye metoder i brug, som de politiske eliter hidtil har modarbejdet, for at begrænse modborgerskabet. Det drejer sig om vanskeligere indrejseforhold, mere fokus på udvisning, mere fokus på repatriering til de lande, modborgerne allerede mentalt befinder sig i.

Der står faktisk eksplicit i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (artikel 15), at ingen lande har pligt til at underkaste sig selv destabilisering for at opfylde konventionen til sidste bogstav. Der er vi nu. Det skal de politiske eliter bare til at forstå. Vi skal selvfølgelig overholde de dele af EMRK, der ikke fører til destabilisering. Men vi har aldrig skrevet under på, at EMRK skal og kan bruges som et middel til at destabilisere de underskrivende lande.

Våbengørelse

Større robusthed i forhold til våbengørelse af liberale begreber og institutioner. Der mangler et godt dansk ord for det engelske «weaponization». Altså dette, at man gør dette eller hint til et våben. Derfor vil det indtil videre hedde våbengørelse. Landene i det, man i gamle dage kaldte den tredje verden, har i årtier våbengjort FN. Derfor er tiden kommet til, at Danmark helt bevidst og eksplicit presser den modsatte vej.

Det absurde «menneskerettighedsråd» er en våbengørelse af menneskerettighedsbegrebet. Det skal vi sige nej til. Kravet om fritagelse fra kritik er en våbengørelse af FN-pagtens princip om national selvbestemmelse. Våbengørelse bygger ofte – men ikke altid – på, at man ser bort fra princippet om reciprocitet: Jeg skælder dig ud over et eller andet med menneskerettigheder. Uden på noget tidspunkt at have haft i sinde selv at overholde dem.

Man kan kun blive medlem af FN ved at underskrive FN-pagten. Derfor blander man sig ikke i andre landes indre anliggender, når man kritiserer deres elendige menneskerettigheder. Man spørger bare ind til, hvordan det går med at overholde betingelserne for klubmedlemskabet. Hvis man ikke vidste det i forvejen, så påviser Hamas-Israel-konflikten for alle og enhver, at de to sider af konflikten lever i hver sin virkelighed. Og at disse to virkeligheder dårligt nok berører hinanden på et enkelt punkt.

Informationskrig – destabilisering

I Vesten er vi for dårlige til at håndtere sådanne informationskrige. Vi gør det for tilfældigt. For usystematisk. For useriøst. Danmark bør skele til de baltiske stater og oprette et statsligt organ, der har til opgave at bekæmpe ikke-demokratiske landes og organisationers informationskrig. Eftersom det ultimative formål med informationskrig er destabilisering. Et sådant organ bør ikke mindst have en stor afdeling med jurister og samfundsvidere. For det vil altid være et meget alvorligt skridt, når en stat officielt «går i krig for sandheden».

I udgangspunktet er det sådan i et liberalt samfund, at ordet er frit. Sådan skal det blive ved med at være. Men der findes anslag imod friheden, der er så komplekse, at det liberale samfund må beskytte sig. Derfor skal der skrives det ene højpandede notat efter det andet af de jurister og samfundsvidere, som jeg forestiller mig skal have en tung rolle i den statslige indsats imod destabilisering.

Her er nogle spørgsmål, man er nødt til at overveje. Selvom jeg indrømmer, at det er kolossalt svært for et liberalt demokrati:

– Hvad skal man stille op i en situation, hvor store grupper i samfundet lodret benægter, at denne eller hin historiske begivenhed har fundet sted (det kan f.eks. være Holocaust, den 11. september eller den 7. oktober)?

– Hvad skal man stille op i en situation, hvor magtfulde aktører (f.eks. stater) har ressourcerne til at skabe en virkelighed, der ikke kan holde til nogen sædvanlig prøvelse? Et godt eksempel kan være Putin-regimets narrativ om Ukraine. For eksempel at det lovligt valgte styre i Kyiv er nazistisk.

– Hvad skal man stille op med systematisk indoktrinering for eksempel i uddannelsessystemet? Er det slet og ret «metodefrihed» at problematisere, om terrorangrebene i København i februar 2015 var islamistiske? Er det «metodefrihed» at problematisere, om det var al-Qaeda, der stod bag 11. september?

 – Hvad skal man stille op med desinformation på det niveau, Rusland bedriver? For os i Danmark er det irriterende med opslag på sociale medier fra Russia Today eller Sputnik. For et skrøbeligt land som f.eks. Moldova er det livsfarligt, hvis Rusland har held til at destabilisere landet og for eksempel erobre et valg.

– Hvad skal man stille op, når det frie ord ad skumle veje er systematisk forbundet med gadens parlament? Vi går i princippet alle ind for, at man må skælde folk hæder og ære fra i det offentlige rum, fordi de mener et eller andet, man selv er imod. Men hvad skal vi gøre, hvis det bevisligt er sådan, at den slags udskæld ad skumle kanaler ender hos voldsmænd, der reagerer på den sproglige udskæld?

Der er ingen lette løsninger på disse og beslægtede problemer. Derfor præsenterer jeg heller ikke nogen. Men hvis vi ønsker at bevare et frit samfund, er vi nødt til at koncentrere os meget skarpere om, hvordan vi beskytter os selv imod Kvadrillens destabilisering, end vi gør lige nu.

Vi skal vove at sige, at vi har et problem. Ellers har vi ikke en chance for at få det løst på en måde, der er værdig, og som vi kan være bekendt. Der er ingen lette løsninger på, at Kvadrillen har erklæret hybrid krig imod Vesten. Men det er der, vi er. Det er den virkelighed, vi bør indrette os på.